Skodløsning kan give bedre asfalt

8. august 2017 kl. 17:098
Cigaretskod er ikke bare ubrugeligt affald. Australske forskere har udviklet en løsning, hvor cigaretskod kan gøre asfaltbeton bedre.
Artiklen er ældre end 30 dage

Asfaltbeton til vejbelægninger kan nyttiggøre de omkring 9 mio. cigaretskodder, som danske rygere hver dag smider på gader, stræder og i naturen. Tallet stammer fra en rapport fra Miljøstyrelsen fra 2008, og siden dengang er antallet af rygere faldet lidt, men sidste års kortlægningsrapport fra organisationen Hold Danmark Rent viste at, cigaretskodderne antalmæssigt er den »uden sammenligning største udfordring, når det kommer til henkastet affald i Danmark«. Rygeloven fra 2012 har nemlig sendt mange rygere udenfor, hvor skodderne ikke altid ender i askebægre og skraldespande.

Fakta om cigaretskod

  • Cigaretfiltre er lavet af celluloseacetat tilsat triacetin, som blødgør materialet.

  • En japansk undersøgelse har vist, at cigaretskod smidt i naturen afgav arsen, nikotin, tungmetallerne bly, kobber, krom, cadmium samt tjærestoffer (PAH).

  • Det tager mellem en måned og fem år for et cigaretskod at blive nedbrudt i naturen.

Kilder: Kræftens Bekæmpelse og ing.dk

Mængden er ét problem. Et andet er, at en stor del af skodderne skal opsamles manuelt, fordi de kiler sig fast i revner og fuger i belægning og beplantning. Københavns Kommune har tidligere vurderet, at manuel opsamling koster omkring 2 kroner pr. stykke affald.

Skodløsning

Et tredje problem er, at der ikke har været mange genbrugsmuligheder for de opsamlede skod. Det amerikanske firma Terracycle genbruger indsamlede skod til at producere forskellige plastprodukter, men i Danmark er der ikke nogen genbrugsmuligheder. Men nu er der kommet en ny mulighed. I en artikel i tidsskriftet Construction & Building Materials fortæller forskere fra School of Engineering, Civil & Infrastructure Engineering, RMIT University i Melbourne i Australien nemlig om deres forsøg på at genbruge cigaretskodder i asfaltbeton.

Skoddene indeholder forskellige skadelige stoffer som nikotin, bly og cadmium. Derfor har forskerne først og fremmest skulle finde en metode til at forhindre udvaskning af skadelige stoffer. Forskerne har testet indkapsling med forskellige typer bitumen og paraffinvoks. Derefter kan de indkapslede skod blandes i varm asfaltbeton, som bruges til forskellige typer belægninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Testene af de forskellige blandinger viste, at belægninger med 10 og 15 kg cigaretskodder pr. kubikmeter levede op til kravene til både lette, mellem og hårde trafikbelastninger. Bruger man paraffinvoks kan asfaltbetonen imidlertid kun klare let vejtrafik.

Mindsker opvarmning af byområder

Tilsætningen af cigaretskod gav desuden den fordel, at asfaltbetonen blev mere porøs og dermed mindre varmeledende. Det gør at asfaltbeton med cigaretskodder ikke bidrager nær så meget til opvarmningen af storbyer, som almindelige veje.

Ifølge en pressemeddelelse fra universitetet bliver der hvert år produceret 6.000 milliarder cigaretter. Det medfører 1,2 mio. ton cigaretskod. Produktionen forventes at stige med 50 procent frem mod 2025.

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
14. august 2017 kl. 23:32

I overhovedet, at sende penge til filmproducenter, så helten skal smøge den for at få x antal kroner i filmselskabets kasse. I mange film er det tydelig dette sker for at lokke unge til at ryge.

7
9. august 2017 kl. 11:27

10-15kg cigaretskodder lyder af meget. Hvor meget vejer et cigaretskod?

6
9. august 2017 kl. 08:54

Tilsætningen af cigaretskod gav desuden den fordel, at asfaltbetonen blev mere porøs og dermed mindre varmeledende. Det gør at asfaltbeton med cigaretskodder ikke bidrager nær så meget til opvarmningen af storbyer

Der er meget asfalt i storbyerne, og for at undgå mangel på cigaretskodder kunne man give et økonomisk tilskud til tobaksproducenterne så de kan øge produktionen. Evt. en form for klima tilskud. Prisen på skodderne kunne også mindskes hvis de ikke skulle ryges først. F.eks. kunne 10 % af produktionen leveres direkte til asfaltproducenterne, som måske også kunne motiveres til at bruge den nye råvare med en tilskudsordning.

5
9. august 2017 kl. 01:47

Mængden er ét problem. Et andet er, at en stor del af skodderne skal opsamles manuelt, fordi de kiler sig fast i revner og fuger i belægning og beplantning.

Mængden er først og fremmest et problem, fordi der for hvert cigaretskod, følger en anseelig mængde sundhedsskadelig nikotin og tjære, som aflejres i rygernes lunger og kredsløb.

I forbindelse med vejbelægning, er problemet snarere at mængden er alt for lille, til at det er værd at tale om.

Hvis hvert cigaretskod fylder 1 cm^3, fylder de 9 mio danske cigaretskod til 9 m^3, som i komprimeret form (så det kan bære en lastbil), næppe bidrager med meget mere end 1 m^3 vejbelægningsmateriale.

Det er jo ikke engang nok til at asfaltere en indkørsel!

Og cigaretskodderne skal jo stadig opsamles/indsamles fra de steder, hvor de bliver "henkastet", til en pris af 2 kr/skod - svarende til 18 mio kr pr m3 henkastet råmateriale.

Stop rygningen, og send cigaretfabrikanterne samme sted hen som de andre narkobaroner, i stedet for at spekulere i sådanne tåbelige løsninger!

4
9. august 2017 kl. 01:03

@Tom Paamand: QED

3
9. august 2017 kl. 00:12

Nogen har vel røget de omkring 8 milliarder cigaretter, cigarillos mv der blev solgt i 2008, hvor tallet stammer fra. Inden for dette voldsomme tal er der vel rimelig plads til at alene filtercigaretterne kan blive til de omtalte 9 mio. henkastede cigaretskodder.

2
8. august 2017 kl. 21:12

Naturligvis ikke. Det er bare normal antirygerretorik som det bedrives hver dag.

1
8. august 2017 kl. 18:06

"de omkring 9 mio. cigaretskodder, som danske rygere hver dag smider på gader, stræder og i naturen"

Kan det virkelig passe at danske rygere, i gennemsnit, smider 10+ skodder hver dag?