Ved at sende luftbobler ud gennem huller i skroget er det muligt at reducere vandmodstanden med cirka 40 procent og dermed reducere brændstofforbruget med 30 procent.
Det er resultatet af modeltest, der netop er gennemført. Projektet er udviklet og patenteret af SES Europe, som i flere år har arbejdet med denne teknologi.
Daglig leder af SES Europe, Ulf Tudem, siger til Teknisk Ukeblad:
»Projektets overordnede og ambitiøse mål er at forbedre effektiviteten med hele 30 procent ved forholdsvis høj hastighed, mellem 30 og 35 knob, sammenlignet med dagens konventionelle monoskrogfartøjer.«
Monoskroget bliver opbygget i kulfiber og vejer derfor mindre end de katamaraner, der i dag hovedsageligt bliver brugt hurtigbådsfartøjer i størrelser fra 20 til 40 meter:
»Modeltest viser, at monoskroget endda har lavere vandmodstand end katamaranvarianten. Derfor vil det være en bedre forretning at bygge enkeltskrogsfartøjer,« siger Ulf Tudem, som også har en passagerhurtigbåd på 38 meter og med plads til cirka 200 personer på tegnebrættet.
Hvis alt går som det skal, vil rederiet Torghattan Nord til næste år sætte en 22 meter lang prototype i drift i havnen i Rotterdam, hvor den skal sejle med gods og passagerer.
Se her, hvordan teknologien fungerer i en norsk tv-udsendelse
