Skattefar – ensom vinder af umts-politikken

Birte Weiss var d. 20. september 2001 en tilfreds daværende it- og forskningsminister. Hun havde netop afsluttet auktionen om at drive tredje generations (3G) mobilnet i Danmark – i kort form kendt som »umts-auktionen« og havde ved den lejlighed sikret statskassen en indtægt på 3,8 milliarder kroner.

Den tilfredse minister udtalte til Berlingske, at hun syntes, prisen var »afbalanceret«. Godt nok havde auktionen ikke skæppet så meget i statskassen som tilsvarende auktioner i Tyskland og England, hvor der blev hentet 378 hhv. 266 milliarder kroner hjem – svarende til 6-7 gange mere i licenspenge pr. indbygger – men bundlinjen var alligevel bedre end i lande som Spanien, Østrig, Belgien, Frankrig og Grækenland.

Hun så også meget positivt på, at der var kommet en aktør mere ind på 3G-telemarkedet – og ikke mindst forventede hun og ministeriet en hurtig umts-udvikling med udpegningen af de fire licenshavere, TDC, Telia, Orange og Hi3G.

I dag kalder eksperter og analytikere i telebranchen udviklingen for »beskæmmende«. En af dem er teleanalytiker Mette Ahorlu, fra den internationale analysevirksomhed IDC. Faktisk krititiserede hun allerede i 2001 regeringen for at have presset branchen alt for hårdt – og forudsagde, at der umuligt var plads til fire operatører i Danmark:

»Holdningen dengang var præget af en teknologioptimisme, som ikke har holdt stik. Dengang blev jeg kaldt en grim pessimist. Folk gad ikke snakke med mig, fordi jeg sagde nogle kedelige ting. I dag kan alle jo se, at det ikke gik som forventet,« siger hun. Blandt andet er Orange forsvundet ud af det danske marked.

Teleanalytiker John Strand, Strand Consult, – der også kritiserede auktionen i 2001 – er enig:

»De fine udtalelser, som det politiske system kom med, var tomme ord på hvidt papir. Auktionen handlede om at få flest penge ud af selskaberne – og derefter var man ligeglad med, hvordan de klarede sig,« siger han.

Professor ved Center for Teleinformation på DTU, Knud Erik Skouby, er også fortørnet:

»Der er gået noget galt i forhold til at skabe nogle rimelige rammebetingelser for teleerhvervet. Uanset hvis skyld det er, så har politikerne ikke gjort noget for at rette op på det. Noget må gøres, hvis man både vil være verdens bedste it-nation og samtidig vil have det hele til at foregå på markedsvilkår,« siger han.

Dokumenterne

Men hvad ville man egentlig med umts-auktionen og er det gået i opfyldelse? Ingeniøren har fået aktindsigt i analyser og dokumenter om tildeling af licenser og telepolitiske muligheder, som blev udarbejdet forud for auktionen med bistand fra de engelske rådgivere N. M. Rothschild & Sons Limited i London.

Dokumenterne afslører, at grådigheden fra regeringens side var større end hidtil kendt og at forventningerne til den teknologiske udvikling var skyhøj – og samtidig er analytikere og eksperter enige om, at regeringen ikke har taget konsekvensen af sin egen fejlvurdering.

Et væsentligt punkt, regeringen ville have styr på, var, om telemarkedet i Danmark kunne bære flere end fire licenser. Og faktisk var man på et tidspunkt lun på at udstede fem licenser, viser analyserne. I et af konsulentdokumenterne, dateret december 2000, anfører rådgiverne, at »Det er målsætningen med 3G at sikre Danmarks position som «bedst og billigst», hvilket peger i retning af, at antallet af licenser bør være så stort som muligt.« Det var ifølge rådgiverne teknisk muligt at udstede seks licenser, men markedsmæssigt var der dog ikke plads til mere end fem. Men fire licenser var slet ikke på tapetet:

»Fire licenser vil ikke give en mulighed for at opnå en stigende konkurrence i markedet,« lød det lakonisk i analyserne, og samtidig henviste man til Storbritannien og Italien, hvor man med fem licenser havde fået nye spillere ind på telemarkedet – og samtidig øget konkurrencen.

Ifølge seniorkonsulent Niels Adler Nissen, konsulenthuset Ementor, kiggede de danske politikere også – sammen med Finansministeriet – sultent på de store milliardbeløb, der var krasset ind i Storbritannien:

»Milliarderne i England stod og blinkede. Det er der ingen tvivl om. Man talte om, at den danske stat kunne hente 20 milliarder kroner hjem til statskassen med auktionen,« siger han.

Knud Erik Skouby, DTU, er enig:

»Den finansministerielle tankegang kom ind, og folk fik julelys i øjnene ved tanken om, at her kunne man virkelig bonne en sektor for penge,« siger han.

Men branchen satte dog selv en stopper for politikernes himmelflugt af fiskal optimisme. Dansk Industris branchefællesskab for it- og teleselskaber, Itek, protesterede kraftigt under udarbejdelsen af den lov, L125, i december 2000, som lå til grund for afholdelsen af umts-auktionen. Der var dog en stemning blandt politikerne om, at de sad over for velbjergede teleselskaber med nogle luksussynspunkter. Politikerne havde ikke stor sympati for indvendingerne, lyder det i dag fra branchedirektør Tom Togsverd, Itek:

»Når vi protesterede, havde vi en stærk fornemmelse af, at politikerne mente, at indtægtspotentialet i telesektoren stort set var ubegrænset,« siger han. Det var altså en vigtig sejr for Itek at få begrænset antallet af licenser.

I dag har de fleste erkendt, at branchen er hårdt ramt af licensbetalingen på knap fire mia. kroner. Fyringerne har hærget, især i den danske telesektor, Ericsson er hverken i Danmark eller internationalt den samme storaktør som tidligere – og branchen er tvunget til at være ultrakommerciel, anfører Tom Togsverd.

Endelig har det betydet, at de europæiske aktører har mistet styrke. Sydøstasien har nemlig udnyttet den kærkomne svaghed blandt de europæiske teleselskaber til at få et solidt fodfæste.

»Pengene er taget ud af teleerhvervet, og det har ikke bare hæmmet, men smadret det. De store kæmper er gået i knæ. De europæiske regeringers grådighed har også været med til at skabe det hul, som gjorde det muligt for Korea at komme ind på telemarkedet i Europa. Og i dag må vi se i øjnene, at Korea er en meget stærk driver i teleindustrien,« siger Tom Togsverd.

Også i Danmark peger John Strand på, at auktionen faktisk ikke har øget konkurrencen, men svækket den.

»Auktionen har jo givet dødsstødet til en række selskaber og startet konsolideringen på det danske mobilmarked,« siger han.

Døde net

Hvis umts-auktionen ikke har været en suc- ces rent samfundsøkonomisk, har den da så skabt verdens bedste mobilnation? De politiske forhåbninger var nemlig også på dette punkt skyhøje. I bemærkningerne til auktionsloven fra 2000 står der eksempelvis, at »anvendelsen af auktionsformen afspejlede den telepolitiske målsætning om at fremme en markedsudvikling, der fører til innovation og vækst, og at sikre alle adgang til de moderne kommunikationsteknologier.« Samtidig forventede man »en betydelig positiv effekt på erhvervslivet.«

It- og forskningsministeriet troede hele vejen igennem på en lynsnar 3G-udbygning:

»Det må forventes, at de vindende selskaber hurtigst muligt vil gå i gang med at konkurrere om kunderne ved hjælp af nye og interessante og nyttige indholdstjenester,« stod der i pressemeddelelsen fra ministeriet samme dag som auktionsresultatet blev offentliggjort.

Intet har holdt stik. Et strejf af resignation kommer over Tom Togsverds ansigt:

»Idag må vi konstatere, at kombinationen af hård konkurrence og licensbetalingen betyder, at der ikke er investeret tilstrækkeligt i nye 3G-indholdstjenester og -koncepter. Det bidrager til en ond cirkel, hvor manglen på indhold gør det vanskeligere for kunderne at skifte til 3G,« siger han.

Også netudbygningen er glippet. Man troede, 3G ville brage igennem i 2002, men i dag, i slutningen af 2004, kan man roligt konkludere, at forventningerne ikke er indfriet. Danmark har kun 50.000 3G-kunder under selskabet »3«. Det er mindre end én procent af befolkningen, og en tredjedel af antallet i Sverige.

Mette Ahorlu, IDC, synes også, at regeringen svigter de telepolitiske løfter.

»3G-udviklingen i Danmark er jo ikke storslået,« siger hun. I kulissen venter danskerne en anden overraskelse. De to øvrige licenshavere, TDC og TeliaSonera (som opkøbte Orange og dermed en umts-licens), skal ifølge licensreglerne etablere en dækning på 30 procent af danskerne med 3G-mobiltelefoni i år – men det sker sandsynligvis med »døde« net.

»De udbygger deres net i tråd med Telestyrelsens krav, men uden at sætte strøm til. Det er sørgeligt. Det var næppe det, der var meningen,« siger Mette Ahorlu.

John Strand er enig:

»Politikerne har ikke haft styr på tingene. De havde et urealistisk syn på, hvad 3G var. Og det urealistiske syn må man nu tage konsekvensen af,« siger han. u