Skanska: Om 2-3 år ruller vi 3D-print ud på byggepladsen

Facadeelementer med komplekse former er den første betonkomponent, som et britisk projekt er gået i gang med at printe. Bærende elementer som søjler og bjælker skal følge efter de kommende år. (Foto: Loughborough University)

Britiske forskere har arbejdet med 3D-printet beton i 10 år. Om 2-3 år er teknologien klar til byggepladsen, vurderer en af industripartnerne, entreprenøren Skanska.

Mindre betonforbrug, mindre materialespild, lettere transport og en billigere måde at bygge komplekse former på. Det er nogle af potentialerne ved at 3D-printe beton i stedet for at hælde det i støbeforme. I Danmark er de første forsøg med teknologien på trapperne, men på den anden side af Nordsøen har forskere fra Loughborough University været i gang i omkring 10 år.

I 2014 gik projektet fra laboratoriet til virkelighedstests sammen med partnere som industrigiganten ABB, Buchan Concrete og Tarmac, der leverer byggematerialer. Fra byggebranchen deltager ingeniør­firmaet Buro Happold og det verdenskendte arkitektfirma Foster + Partners, der blandt andet har tegnet elefanthuset i Københavns Zoo. Desuden er den britiske afdeling af den svenskejede entreprenørgigant Skanska med på holdet.

Lige nu er printeren boltet fast til gulvet i en maskinhal, men planerne rækker videre end det, fortæller Skanska UK’s direktør for innova­tion, Sam Stacey:

»Det store potentiale er at printe betonelementer direkte på byggepladsen.«

Frem mod bærende elementer

Foreløbig har projektpartnerne printet facadepaneler, der godt nok har en kompleks geometri, men som der ikke er store strukturelle krav til. Men partnerne vil også lave bærende betonelementer, fortæller Sam Stacey.

»Der er mange komplekse krav til facadepaneler eksempelvis med hensyn til akustik og isolering, men vi behøver ikke at tage hensyn til svære konstruktionsmæssige problemer. Når vi skal bruge dem som bærende elementer, skal vi være helt sikre på deres langtidsholdbarhed. Indtil videre ser vi imidlertid ingen problemer med hverken holdbarheden eller styrken.«

Projektpartnerne har testet forskellige typer armering som almindelige armeringsjern, der placeres i elementerne som en del af printerprocessen, eller efterspænding af elementerne. Også fiber- eller tekstilarmering har man forsøgt sig med.

»Endelig kan vi lade en robot placere armeringen,« siger Sam Stacey.

Den største udfordring lige nu er dog at gøre printeren mere robust:

»Udstyret er endnu ikke robust nok, og printprocessen er stadig for langsom,« siger Sam Stacey, der forventer, at 3D-printet beton vil være markedsklart om 2-3 år og udbredt i løbet af 3-5 år:

»Jeg tror aldrig, at 3D-print vil overtage al betonproduktionen. Det vil også i fremtiden være en niche. Men en meget stor niche.«

Kommentarer (2)

Hvis det er så besværligt at printe armeret beton, hvorfor printer man så ikke støbeformene? Det giver selvfølgelig et trin mere, men du får den samme fleksibilitet i udformning. Det må da kunne bruges til noget i forhold til topologioptimering og unikke bygninger.
Men jeg er ikke i byggeri. Er det et helt idiotisk spørgsmål?

  • 3
  • 0

Ligesom det var ubegavet at lave de første biler formet som hestevogne, således er det ubegavet at printe i beton. Beton har ingen fremtid. Laser sintring eller anden deponering af f.eks sand har stor fremtid.
Med sintring kan metalarmering også printes i.

  • 1
  • 0