Skandaleramt spansk Niels Bohr-entreprenør bygger stadig på Herlev Hospital
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Skandaleramt spansk Niels Bohr-entreprenør bygger stadig på Herlev Hospital

Foto: Nyt Hospital Herlev

Advokattrusler og erstatningskrav fyger mellem den spanske entreprenørvirksomhed Inabensa og Bygningsstyrelsen, som i februar i år opsagde Inabensas kontrakt på det både fordyrede og forsinkede byggeri Niels Bohr Bygningen.

Bygningsstyrelsen begrundede opsigelsen med »store forsinkelser og ikke mindst omfattende svigt i kvaliteten af det udførte arbejde«. Hertil kommer, at en revisionsrapport fra Ernst & Young i går endnu en gang pegede fingre af såvel Inabensa som styrelsen.Samtidig med at sagen ruller, og Inabensa er blevet fyret af Bygningsstyrelsen, arbejder virksomheden imidlertid på udvidelsen af Herlev Hospital, hvor selskabet står for el, vvs og ventilation.

Læs også: Revisorer: Derfor kørte Niels Bohr Bygningen helt af sporet

Ifølge byggemødereferater, som Ingeniøren har fået aktindsigt i, er Inabensa også på dette byggeri forsinket, og der har været afholdt flere møder mellem entreprenørens direktion og byggeledelsen.

Nedtoner 'uacceptabel' forsinkelse

Blandt emnerne har været »afklaring af Inabensas bemaningsforhold og øgning heraf samt gennemgang af Inabensas plan for færdiggørelse«.

Desuden citeres byggeledelsens repræsentanter for at kalde Inabensas forsinkelse »uacceptabel« og »ansvarspådragende«.

Projektdirektør Connie Barfod nedtoner imidlertid problemerne:

»Der er nogle småforsinkelser på et par uger, som de skal indhente. Men vi er ikke færdige med at drøfte med dem, om de er årsagen til forsinkelserne. Der har også været nogle tilkøb og ændringer undervejs, som har været med til at påvirke tidsplanen.«

Læs også: Niels Bohr Bygningen: 2,5 km rør skal udskiftes - kan koste op mod én milliard ekstra

Ingen kvalitetsproblemer

Til gengæld har byggeriet ikke oplevet problemer med kvaliteten af Inabensas og deres underentreprenørers arbejde.

»Vores fagtilsyn siger, at det er rigtig flot arbejde, og vi har ikke måttet afvise flere af de materialer, de har indkøbt, end vi ellers gør på andre byggerier.«

Udvidet fagtilsyn fra start

Fraværet af kvalitetsproblemer kan imidlertid også hænge sammen med, at Nyt Hospital Herlev har valgt at bruge penge på såkaldt udvidet fagtilsyn med Inabensas entrepriser - et udvidet fagtilsyn, som fulgte med fra starten af Inabensas entreprise, blandt andet på baggrund af erfaringer fra Niels Bohr Bygningen.

Læs også: Ekspert: Rambøll har et ansvar for skandalen om Niels Bohr Bygningen

»Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at lære af, hvad der er sket på Niels Bohr Bygningen, så vi valgte at bruge lidt ekstra penge på et udvidet fagtilsyn,« forklarer Connie Barfod, som forud for sin nuværende ansættelse var vicedirektør i Bygningsstyrelsen, som indtil i går stod for byggeriet af Niels Bohr Bygningen.

Hun regner med at der vil gå tre-fire uger, førend der er en plan klar for, hvordan Inabensa kan indhente forsinkelserne.

Ingeniøren har kontaktet Inabensa, som ikke umiddelbart har haft mulighed på at besvare spørgsmål om byggeriet på Herlev Hospital.

Hvis man havde researchet lidt, ville man vide at bag entreprenøren står Abengoa, som lokalt har været et finansielt mysterium i mange år. De nåede op på en gæld på over 1 mio. Euro per medarbejder, inden de kastede håndklædet i ringen. Når moderselskabet laver 5 mia. Euro i røde tal over en to årig periode, kan det nemt få afsmittende virkning.

  • 3
  • 0