Skandale om drænrør fortsætter: Minister klar til nye forsøg

20. juli 2010 kl. 14:243
Drænrør, der tidligere er stemplet af eksperter som ubrugelige, skal nu igen testes på den jyske vestkyst, mener Transportministeren og Dansk Folkeparti.
Artiklen er ældre end 30 dage

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) er åben for at lave et nyt treårigt forsøg med at bruge 1,5 m lange plasticrør som kystsikring, selvom et tidligere tre-årigt forsøg konkluderede, at rørene var ubrugelige.

I et interview med Nordjyske Stiftstidende udtaler ministeren, at han gerne vil støtte trafikpolitisk ordfører for DF, Kim Christiansens, ønske om at grave drænrør ned i en fem kilometer lang strækning på Skallingen ud for Esbjerg. Kim Christensen mener nemlig, at han med egne øjne har set, at rørene virker.

Ved et besøg i et forsøgsområde på den jyske vestkyst i 2008 sagde transportministeren: »Det lader til, at rørene har virket«. En udtalelse der stod i voldsom kontrast til ekspertudtalelser efter forsøget mellem Hvide Sande og Nymindegab til otte millioner skattekroner.

De halvanden meter lange plasticrør fra SIC gør lige så meget gavn for kystsikringen af vestkysten, hvis de ligger i en sofa, som hvis de bores ned i sandet, lyder eksperternes dom. Alligevel vil Transportministeren og trafikordføren for Dansk Folkeparti nu lave en nyt tre-årigt forsøg. Det sidste kostede otte millioner skattekroner. (Foto: Rapport af Jørgen Fredsøe) Illustration: Rapport af Jørgen Fredsøe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et uddrag af eksperternes konklusioner lød således: »Ubrugelige«, »Virkningsløse« og »Kejserens nye klæder«. Dengang blev undersøgelsen af rørenes virkning sat i værk efter pres fra Folketingets trafikudvalg, der så en mulighed for at få oprettet en billig kystsikring. Både opfinderen af rørene, Poul Jakobsen fra Skagen Innovations Center, og Kystdirektoratet fik mulighed for at udpege en ekspert til at foretage undersøgelsen.

Kystdirektoratet valgte professor Jørgen Fredsøe fra DTU. Skagen Innovation Center pegede på professor Hans Burcharth, Aalborg Universitet. Og begge var fuldstændig enige om, at rørene ikke kunne bruges til kystsikring.

Opfinder glæder sig til møde med minister
På trods af eksperternes krystalklare konklusion endte det tre-årige forsøg i et kaos af beskyldninger frem og tilbage mellem Poul Jacobsen, eksperterne og kystdirektoratet, der endte med at få en politianmeldelse på nakken af opfinderen, der anklagede direktoratet for at begå hærværk mod hans forsøg.

Poul Jakobsen anmeldte også eksperterne til udvalget for videnskabeligt uredelighed, fordi der ifølge opfinderen var nøjagtig 1.794 fejl i rapporterne. Eksperterne erkendte nogle »småfejl« som blev rettet, men som på ingen måde rokkede ved konklusionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel mener Kim Christensen, at afrapporteringen var »meget fejlbehæftet«.

»Og jeg synes ikke, at jeg som politiker er overbevist om, at det her ikke virker,« siger Kim Christensen til Nordjyske Stiftstidende.

Derfor skal Hans Christian Schmidt nu mødes med Poul Jacobsen, der ser frem til at vise resultater fra hele verden og lave et større projekt på Vestkysten.

Tidligere har også De Radikale været åbne overfor nye forsøg, mens Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten har været meget skeptiske over for drænrørene efter eksperternes dom.

3 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
21. juli 2010 kl. 01:53

Jeg er fuldstændig enig!

Hele sagen lyder til at være gået en lidt forkert vej frem. Desuden skal funktionaliten jo eftervises før manden overhovedet må sælge dem!

»Og jeg synes ikke, at jeg som politiker er overbevist om, at det her ikke virker,« siger Kim Christensen til Nordjyske Stiftstidende.

Godt sagt Kim! Det er jo netop derfor at certificering er så vigtigt. - Så det ikke er politiske overbevisninger, men videnskabelige overbevisninger. Hvis Hr. Opfinder er uenig i testenes resultater må han jo gerne få dem foretaget igen...

3
20. juli 2010 kl. 15:44

Fint, patenter den og byd ind på kystsikringsopgaver som alle mulige andre rådgivere.

Inklusive hæftelse for endeligt resultat. Så tror jeg piben bliver stukket ind.

Bent.

1
20. juli 2010 kl. 15:23

at så videnskabligt velfunderede personer som HC Schmidt og Kim Christiansen går ind i sagen, så den ikke skal afgøres af nogle tilfældige professorer på området - kan vi så ikke også få en fornyet undersøgelse af, om nu ikke månen trods alt er lavet af grøn ost ? [/ironi]