Skal universiteter bevise deres værdi?

Universiteter skal være til gavn for samfundet. Herom er alle enige.

Men skal universiteterne bevise deres værdi ved at skabe målbar vækst i samfundet? Eller har de primært til opgave at skabe viden uden at tage direkte hensyn til andres umiddelbare behov?

Sådan kan man lidt firkantet opridse diskussionen om universiteternes samfundsmæssige rolle.

Med den nye regerings formulering om, at 'forskning skal være en vækstmotor' har Det Forskningspolitiske Råd, som rådgiver ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser, Morten Østergaard (R), skudt en ny debat om universiteternes rolle i gang.

Som fortalere for, at universiteterne skal påtage sig en aktiv rolle for at skabe værdi og vækst, finder man bl.a. Akademiet for de Tekniske Videnskaber og Det Forskningspolitiske Råd.

Frustrerede universitetsforskere, som bekender sig til de klassiske humboldtske dyder, er de mest markante fortalere for universitetsforskernes totale frihed til at forfølge egne interesser i en 'søgen efter sandhed' - ud fra tanken om, at det gavner samfundet bedst i det lange løb.

Langt hen ad vejen har Videnskabernes Selskab og Det Frie Forskningsråd samme mening.

Det klassiske universitet

De klassiske universitetsdyder stammer fra Humboldt-Universität zu Berlin, der blev grundlagt i 1810 af den preussiske politiker, embedsmand, diplomat og filosof Wilhelm von Humboldt.

Hovedprincipperne for universitetet i Berlin var autonomi og kollegialt selvstyre. Det blev inspiration for universiteter i mange lande, da de europæiske universiteter igen voksede i antal og betydning efter afslutningen af napoleonskrigene i 1815.

Det fremhæves ofte af fortalerne for de humboldtske principper, at principperne tillod Hans Christian Ørsted og Niels Bohr at gøre deres banebrydende opdagelser uden skelen til konkrete mål eller strategiske overvejelser.

Humboldtfortalerne mener kort fortalt, at det er umuligt at vide på forhånd, hvilken forskning der senere kan udnyttes i produkt- eller procesudvikling.

Derfor er synspunktet, at det bedste, man kan gøre, er at støtte de fremmeste forskere og den ypperste forskning. Så vil den gavnlige virkning af forskningen med statsgaranti vise sig på et eller andet område - på et eller andet tidspunkt.

På mange måder har de humboldtske principper tjent universiteterne vel i mange år, om end der også findes kritik af, at eksempelvis romantikeren Ørsted manglede sans for at omsætte sine opdagelser til konkret nytte, og at ingen forstod eller formåede at udfordre ham på dette område.

Farvel til selvstyret

Humboldt-principperne var gældende for danske universiteter i mange år, men et markant brud skete i 2003 med den nye universitetslov, der indførte bestyrelser med eksterne medlemmer og en ansat ledelse frem for de tidligere valgte ledere.

En kraftig stigning i de offentlige bevillinger til både undervisning og forskning på universiteterne de seneste år har yderligere været medvirkende til at sætte fokus på samfundsnytten heraf.

For realiteten er den, at flertallet af politikerne ikke vil bevillige penge på det niveau, man nu er kommet op på, uden sikkerhed for et passende udbytte.

Universiteterne er med rette flinke til at påpege, at de mange ekstra penge ikke er kommet uden betingelser. Der er eksempelvis skruet voldsomt op for antallet af personer, som uddannes.

Der findes mange tal, der underbygger, at universiteterne spiller en større og større rolle i samfundet - og lægger beslag på flere og flere ressourcer.

De offentlige bevillinger til forskning er fra 2001 til i dag steget fra 0,7 pct. af BNP til 1,0 pct. - en betydelig del går til universiteterne via forskellige kasser.

Der var i 2010 13.940 personer med ph.d.-uddannelse beskæftiget i Danmark, i 2001 var tallet 7.652.

Det store spørgsmål er, om denne udvikling har haft en reel betydning, og hvordan den i givet fald skal måles.

Den tidligere videnskabsminister Helge Sanders slogan 'Fra forskning til faktura' lagde op til at gøre alt op i penge.

Det er bredt accepteret, at det ikke holder.

»Vi skal have et bredt syn på værdi, men vi skal have kvalificeret debatten,« lyder det i dag fra professor Torben Greve fra Københavns Universitet, der står i spidsen for ATV-Helios - et forum under Akademiet for de Tekniske Videnskaber.

Et uudnyttet potentiale

På en konference arrangeret af Det Forskningspolitiske Råd i sidste uge gav han udtryk for, at universiteterne er værdiskabende, men at der er et uudnyttet potentiale. Hans og ATV's synspunkt er derfor, at man er nødt til at se på, hvordan vi får mere og bedre output for det samme input.

Samme holdning har direktør Claus Hviid Christensen, der er formand for Det Forskningspolitiske Råd:

»Vi investerer i forskning for at skabe værdi i samfundet. Men til daglig taler vi om omkostninger uden at tænke på resultaterne.«

Bestyrelsesmedlemmer, rektorer og andre højt placerede personer i universitetsledelserne har hørt og forstået budskabet og bringer lignende synspunkter til torvs.

For en lang række universitetsforskere bliver disse budskaber dog formuleret i et intetsigende management-speak, som de opfatter som en sørgelig følgevirkning af universitetsloven fra 2003.

En tilbagevenden til tidligere tider kommer dog næppe på tale.

Selv den radikale uddannelsesminister Morten Østergaard, som repræsenterer et traditionelt universitetsforskervenligt parti, har meddelt, at der skal skabes en national innovationsstrategi, der med ministerens ord skal 'udarbejdes i tæt samarbejde med relevante aktører - ikke mindst uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet'.

Et unikt produkt

Men så længe der ikke foreligger en klar definition af, hvordan universiteternes værdi skal opgøres, har universitetsforskerne også en mulighed for at påvirke debatten i stedet for at sætte sig på sidelinjen.

Der findes mange, der underviser eller forsker på højt niveau. Men det er kun universiteterne, der udbyder forskningsbaseret undervisning. Det er et produkt, som ikke alene er unikt - det er også efterspurgt af aftagerne af universiteternes kandidater.

Den indflydelse, som nogle universitetsforskere mener, de har tabt med humboldt-systemets død, kan de genvinde ved aktivt at tage part i den nye værdidebat, som foreløbig mest synes at foregå i de øvre lag i universitetshierarkiet. For nok er det universiteternes topledelser, der tegner butikken og giver rammebetingelser, men organisationer og erhvervsliv efterspørger ikke visioner og løs tale. De søger den viden, som findes og skabes i forskergrupperne.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

"Men skal universiteterne bevise deres værdi ved at skabe målbar vækst i samfundet? Eller har de primært til opgave at skabe viden uden at tage direkte hensyn til andres umiddelbare behov?"

Som om universiteterne efter den "klassiske" frie model ikke har haft, eller bevist sin vaerdi !!!!

Den frie universitetsmodel er helt klart den eneste der duer i det lange loeb. Den anden model er afproevet i Sovjetunionen, og selv om det - mod odds - skabte dygtige forskere saa var det en total fallitmodel som "vaekstmotor"...

Men det er jo klart at med halvdelen af regeringen som gamle sovjetsvende, saa er det vel ikke underligt at man igen vil hive ogsaa den fiaskomodel ud af moelposen !

Jesper

  • 0
  • 0

Efter både at have arbejdet i det private og på universiteter før og efter 2003, så er der klart sket en ændring.

Før 2003 tænke folk frit og vi lå meget højt på de internationale lister over førende universiteter, men vi uddannede ikke så mange som nu. Efter 2003 begyndte forskerne at bruge meget tid på at skrive ansøgninger om at få de penge igen, som de have før 2003, og universiteterne skulle have en ledelse, der minder om en privat virksomheds. Nu uddanner vi flere, men også til et lavere niveau. Hvad er så bedst?

Administrationen er nu flere steder nu 5-10 gange så stor og der er flere steder ståret kraftigt ned på bl.a. tekniske support funktioner, så forskerne ud over at skrive mange ansøgninger, undervise mere også skal brug tid på det edb-folk, ingeniører, teknikere, laboranter m.f. er uddannede til, og som en forskeren måske ikke selv har en faglig kompetence i at gøre. Dvs. igen mindre tid til forskning i forhold til før 2003. Og vi er dalet ca. 50 pladser på de internationale lister.

På den anden side giver det stor værdi for samfundet, at man uddanner mange unge - hvis, man uddanner de unge med de kompetencer, som virksomhederne har brug for.

En anden ting er, at ALT skal kunne "måles" af personer, som egentlig ikke har en faglig kompetence til at forstå, hvad der forskes i. Derfor måler man f.eks. på antal artikler en forsker har fået publiceret. Patenter, der kunne kommer virksomhederne til gode, gør man f.eks. ikke særligt meget i, da det ikke giver points.

Tid til at hjælpe en virksomhed med know-how, er der heller ikke rigtig nogen, der har tid til - for der skal skrives mange artikler, for at få points. Hvem læser egentlig artiklerne? - Ud over kineserne og dem der skal tælle hvor mange, der skrevet? Giver det værdi nok?

Nogle gange, ser det ud som om, at vi har fået et system som fremmer dem der er gode til at "iscenesætte" sig selv i medier og i ansøgninger - mens den gammeldags nørd-type, der leverede banebrydende tanker gennem års uforstyrret arbejde, er uddøde.

Hertil må man nu forske i det, man lige nu kan få penge til, i stedet for i det man ved noget om, eller lige var ved at få et gennembrud med. Derved bliver meget arbejde usammenhængende og evt. forældet inden man igen kan få penge til at arbejde på genistregen.

I realiteten er det, der giver mest værdig for samfundet ikke et enten eller - men et både/og, hvor der er plads til begge dele.

Hertil kunne vi lærer en hel del af tyskerne, som har mange små "kuvøse" virksomheder rundt om deres universiteter, fordi her giver det, at jagte en kommerciel udnyttelse af en ide, også points - og man behøver ikke sige sit job op, bare fordi ens ide kan bruges til noget!

  • 0
  • 0

Det var dog det dummeste man har hoert

det tvivler jeg på :-)

Den frie universitetsmodel er helt klart den eneste der duer i det lange loeb. Den anden model er afproevet i Sovjetunionen, og selv om det - mod odds - skabte dygtige forskere saa var det en total fallitmodel som "vaekstmotor"...

Er det noget du finder på mens du skriver? Alle landes regeringer blander sig i deres universiteters anliggender og planlægning. Det var da bestemt ikke noget der var forbehold USSR unionen. Og hvad mener du egentlig med "den anden model"? Hvilken model er det konkret du hentyder til? Husk på at alt i denne verden kan gradbøjes og fordi du bruger plus-ordet "frit" i din yndlingsmodel, gør det den jo ikke mere fri end så mange andre modeller. Ingen model kan skabe total frihed for universiteterne. Man vil altid have et behov for og et ønske om at måle sin succes og produktivitet. Om ikke andet, så for dog at have lidt begreb om hvad der overhovedet foregår.

Men det er jo klart at med halvdelen af regeringen som gamle sovjetsvende, saa er det vel ikke underligt at man igen vil hive ogsaa den fiaskomodel ud af moelposen !

Uanset om du er fjende af at staten blander sig i universiteternes planlægning eller ej, må du da have opdaget at behovet for og lysten til det ikke afhænger af partifarven. "Fra forskning til faktura" modellen var lanceret af VKO regeringen. Husker du slet ikke Helge Sander? Jeg er målløs over din mangel på orienteringssans.

Jeg synes derimod all bør hilse den nye opblødning særdeles velkommen. De seneste år har jo været rædselsfulde for universiteterne på så mange måder.

PS. Jeg har ikke nogen yndlingsmodel jeg ønsker at fremføre, men jeg indser bare at der er behov for både manøvrerum for universiteterne og så en offentlig indsigt i hvad det er der foregår. Så kan man vægte de to modpoler forskelligt i forskellige modeller, men undgå nogen af dem, det kan man jo ikke.

  • 0
  • 0

En investering i et universitet, lønner sig måske først efter 15-25 år, når kandidater er blevet uddannet og har lært at forske - eller når de langsigtede muligheder i forskning har vist sig. Hvordan vil man bære sig ad med at måle, hvordan et stykke arbejde i år 2011 vil påvirke Danmarks økonomi i 2030, når der er så mange ubekendte?

Hvem ved, om det på sigt lønner sig at forske i arkæologi, oldgræsk, knoglesygdomme eller bøttefundamenter til møller? Og frem for alt, hvem ved så meget om det, at de kan vurdere deres lønsomhed overfor hinanden?

Enhver businessmåling, der foretages, viser noget om fortiden. Men det var jo fremtiden, vi ville vide noget om. Så når vi måler, svarer det lidt til at drøne hen ad en motorvej, og så forvente at komme sikrest frem, hvis man holder blikket stift rettet i bakspejlet. Det er ikke nok til alene at bringe os frelste ind i fremtiden.

  • 0
  • 0

En investering i et universitet, lønner sig måske først efter 15-25 år, når kandidater er blevet uddannet og har lært at forske - eller når de langsigtede muligheder i forskning har vist sig. Hvordan vil man bære sig ad med at måle, hvordan et stykke arbejde i år 2011 vil påvirke Danmarks økonomi i 2030, når der er så mange ubekendte?

Hvem ved, om det på sigt lønner sig at forske i arkæologi, oldgræsk, knoglesygdomme eller bøttefundamenter til møller? Og frem for alt, hvem ved så meget om det, at de kan vurdere deres lønsomhed overfor hinanden?

Læren fra finansinvesteringsmarkedet er at investeringen skal være bred hvis man vil sprede risikoen, så det skal vores forskning selvfølgelig også.

  • 0
  • 0

Jeg mener ikke at der er tale om et "enten eller". Der er behov for at man ser universitetsforskningen i to niveauer: et grundforskningsniveau og et niveau hvor grundforskningen gøres anvendelig for samfundet (herunder industrien). Kun i sidstnævnte tilfælde giver det mening at evaluere nytten for anvendelserne.

Udfordringen består generelt i at disse typer forskning skal styres vidt forskelligt, men samtidig holdes i tæt forbindelse med hinanden. Universiteterne må derfor have en styringsmodel, der er tilstrækkeligt fleksibel til at rumme begge dele.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten