Skagerrak-kabel giver norsk rekord-elproduktion

29. januar 2015 kl. 10:3716
Skagerrak-kabel giver norsk rekord-elproduktion
Illustration: Energinet.dk.
Fredag den 23. januar gav en kombination af koldt vejr og vindstille nordmændene mulighed for at sætte produktionsrekord med 26.634 MW effekt - først og fremmest vandkraft.
Artiklen er ældre end 30 dage

Mellem kl. 10 og 11 fredag den 23. januar producerede de norske kraftværker mere effekt end nogensinde før.

Hele 26.634 MW nåede el-effekten op på, hvilket ifølge norske Statnett er rekord. Seneste rekord blev sat for et års tid siden, den 13. januar med 26.512 MW, skriver Teknisk Ukeblad.

Kommunikationschef Henrik Glette fra Statnett fortæller, at årsagen til rekordproduktionen fredag var en kombination af koldt vejr – og dermed stort indenlandsk forbrug - og det faktum, at Norge har fået ekstra eksportkapacitet til Danmark via Skagerrak-kablet på 700 MW.

Læs også: Nyt monster-kabel til Norge endelig i drift

Artiklen fortsætter efter annoncen

I timen mellem klokken 10 og 11 fredag lå elforbruget i hele Norge på 22.414 MWh.

Den totale kapacitet på Skagerak-forbindelsen har siden jul været på 1.700 MW, og hele dagen og frem til kl. 19 blev der ifølge Statnetts oversigt eksporteret kapacitet på omkring 1.480 MW til Danmark.

Fra kl. 19 faldt eksporten og blev i stedet til import fra Danmark fra kl. 23. Fra kl. 02 lørdag og et par timer frem lå importen fra Danmark på 1.500 MW, sandsynligvis fordi der kom vind og dermed gang i den danske vindkraft.

Det danske spidslast-effektforbrug er til sammenligning omkring 6.500 MW.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs også: Nyt dansk-norsk el-kabel sætter verdensrekord

Glette oplyser videre til Teknisk Ukeblad, at 97 procent af strømmen blev produceret på vandkraft, 2 procent på vindkraft og 1 procent på kraftvarme fra gaskraftværket i Mongstad.

Det indenlandske norske elforbrug slog dog ingen rekorder i fredags. Det højest elforbrug i Norge nogensinde er 24.180 MWh/time, registreret den 23. januar 2013.

Læs også: Milliard-dyrt elkabel mellem Holland og Danmark giver dyrere strøm

Fra den 19. januar i år lå elspotprisen i Norge og Danmark i øvrigt på omkring 30 øre pr kWh, mens den faldt til omkring 20 øre pr kWh, da vindkraften tog over igen natten til den 24. januar.

16 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
16
1. februar 2015 kl. 13:38
  • Norges umådeholdende,sjofle og miljøforstyrrende direkte elvarme.

Man skal huske på at i Norge regner el og vand bogstaveligt talt ned fra himlen, så hvorfor spare på det? Det er mere et udtryk for et protestantisk nøjsomhed ideal.

Ud over aluminium har man yderligere industrier, metalværker, papir og kunstgødning baseret på rigelig el.

Luft-varmepumper vinder nu stærkt frem i Norge efterhånden som elprisen stiger.

Kraftværkerne presser nu også på for at få bygget flere kraftkabler til kontinentet så de kan forbedre deres indtjening, men i realiteten er det en eksport af arbejdspladser fra den kraft baserede industri.

15
30. januar 2015 kl. 11:59

Norges umådeholdende,sjofle og miljøforstyrrende direkte elvarme kan strømlinjes gevaldigt. Problemet ved varmepumper er i alt væsentligt at fordamperen er hundedyr eller ikke særlig effektiv når det gælder.Det problem blev løst i firserne af danske ingeniører i Augustenborg og fucked op af danske skattemyndigheder .Man tager flydende vand og skiller det ad i damp ,vand og is.Isen gemmer man til forårssolen og dampen komprimeres svagt og fortætter den på rør hvori der flyder det varmepumpemedium ,der ønskes fordampet. Det er nok bedst at Norge først går i Union med Danmark igen os så kan vi også retlede dem hvordan de skal nedtrappe deres fossilmisbrug.

14
29. januar 2015 kl. 16:26

En tredje løsning til varmepumper ud over luftvarme og nedgravede slanger som ikke giver meget mening i det kolde Norge er at bore et 150 meter lodret hul med de nødvendige rør. Det koster cirka 200,000 kr for et anlæg til et almindeligt parcelhus og kræver at man kan komme ind med en tung lastbil med borerig. Det er supereffektivt og holder længe.

12
29. januar 2015 kl. 15:47

Fair nok, Flemming.

Mit svar var nu mest ment en smule sarkastisk, men denne mekanisme var jeg ikke klar over.

Vil det så sige, at når kassen er fuld, bygges der per automatik en ny forbindelse?

11
29. januar 2015 kl. 15:19

Kabelforbindelserne bygger vi for PSO-midler

Steen.

Det er nu ikke tilfældet. Ved prisforskelle mellem for eksempel Danmark og Norge, så betaler køberen den høje købspris, der er gældende I hans område. Sælgeren modtager den noget lavere pris der er gældende der. Prisforskellen lægges tilside til investeringer I nye kabler. Da vi ofte har lavere elpriser I Danmark, sammenlignet med Norge, ja så finansieres nye kabler fortrinsvis af Norge.

10
29. januar 2015 kl. 15:07

Bl.a. aluminiumsværker og stor udbredelse af elvarme i boligmassen

Hos ENTSO-E (https://www.entsoe.eu/publications/statistics/monthly-statistics/Pages/default.aspx) kan man hente mange interessant oplysninger om elproduktion, belastninger, etc. i og udvekslinger medlemslandene.

Man kan således bl.a. se, at Norges timebelastning den 18. dec. 2013 svingede mellem knap 16 GW (kl. 2-4) og 18-20 GW (kl. 8-20). På tilsvarende vis svingede timebelastningen den 17. juli 2013 mellem 10 GW (kl. 4-6), 12 GW (kl. 10-18). Med andre ord. Det er i høj grad den udbredte brug af elopvarmning, som bestemmer det lange, flade stykke af timebelastningskurven i vintersæsonen. Og det er de energikrævende alu-værker, der bestemmer det lange, flade stykke af timebelastningskurven i sommerperioden.

9
29. januar 2015 kl. 14:49

Hvis flere nordmænd bruger høj effektive varmepumper

Luftvarmepumper har dårligere effektivitet i Norge, hvor udetemperaturen ofte er noget lavere end i Danmark. Der er simpelthen mindre energi at hive ud af luften. Og jordslanger graver man ikke lige ned i grundfjeldet. Frostfri dybde er desuden 2 meter i Norge, hvor den er 0,5 meter i Danmark.

8
29. januar 2015 kl. 14:22

Atter et tjaa. Når norske boliger er elopvarmede, skal det give et stort elforbrug. Når mange norske boliger har elvarme i indkørsler og i tagrender for at fjerne sne, skal det give et endnu større elforbrug.

Men det kan de da bare lade være med og så eksportere elektriciteten til Danmark, når altså kabelforbindelsen er yderligere udbygget.

Kabelforbindelserne bygger vi for PSO-midler. Endnu engang er Danmark foregangsland med verdens højeste energiafgifter. Men vores samvittighed er i orden.

7
29. januar 2015 kl. 14:14
6
29. januar 2015 kl. 13:59

Ifølge CIA factbook bruger Norge 120 milliarder kwt per år eller 24,000 kwt per indbygger. Det er det 4 dobbelte af EU gennemsnittet og 1.5 gange USAs forbrug på cirka 10,000 kwt per indbygger. Så det passer med det 4 dobbelte for spidsbelastningen i Norge.

Jeg googlede lidt og fandt ud af at Norge laver 1.2 million ton aluminium per år hvilket kræver 17 milliarder kwt. Det kan forklare noget men langtfra det hele. Norges oli industri må også være storforbruger af el måske. Hvis el kun koster 20 øre per kwt i Norge så er der nok ingen der gider at spare på det. Det kan vel forklare det meste af Norges overforbrug. Norge burde lave en masse eksportkabler for el til alle nabolandene så de kan få 40 øre for kwh i stedet for kun 20 øre i Norge. Det ville kunne få Nordmændene til at spare på ellen og elselskaberne kunne betale flere skatter til Norges skattekasse som så kunne sætte skatten ned for Nordmændene så de øgede elpriser ikke betyder lavere velfærd men bare en mere effectiv udnyttelse af ressourcerne.

Hvis flere nordmænd bruger høj effektive varmepumper og fik installeret en større varmtvandsbeholder og et online elafregningssystem med variable priser så kunne forbruget reduceres væsentligt og spidsbelastning også komme væsentlig længere ned. Den frigjorte kapacitet kunne bruges til at bakke Danmark op med strøm når det ikke blæser så meget og vi er drevet 100% med vindmøllestrøm. Slut med fossile brændsler i Danmark til el og opvarmning.

4
29. januar 2015 kl. 13:41

Tja, lige nu kan vi altså hente 1,7 GW, så der er da et stykke vej endnu.

3
29. januar 2015 kl. 12:51

Hvis Danmark skal varmes fossil-frit dvs ved opsparet vindmøllestrøm ,skal der hentes 20 Gw i Norge. Det kan lade sig gøre Hurrah

1
29. januar 2015 kl. 11:12

Norge har færre mennesker end Danmark men deres spidsbelastning er 4 gange højere? Hvad er forklaringen hvis det altså er sandt.