Skærer, fræser og svejser: Fynsk byggerobot er klar til at tage fat på pladsen
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Skærer, fræser og svejser: Fynsk byggerobot er klar til at tage fat på pladsen

En robotfabrik som denne skal efter planen ud og arbejde på en byggeplads i Danmark i løbet af efteråret. Siden 2012 har Odico arbejdet på at lave robotter, der eksempelvis kan skære støbeforme til trapper. Nu er målet at sælge 150 af dem de næste fire år. Illustration: Anders Bundsgaard / Odico

150 robotter vil de kommende fire år forlade den odenseanske virksomhed Odico for at skære, fræse – og måske endda svejse – på byggepladser over hele verden. Sådan lyder planen fra Odico, der i disse dage er i gang med en børsnotering.

»Vi har lavet en robot, der står i en container, så teknologien er flytbar. Desuden er den modificérbar i den forstand, at du kan udskifte værktøjer på og programmer til robotten, så den eksempelvis kan gå fra at skære støbeforme af EPS med en glødetråd til at fræse i træ ved at hente en ny app,« fortæller Anders Bundsgaard, der er administrerende direktør for Odico.

Konceptet kaldes Factory-on-the-fly eller flying-factories. Det er en produktionsenhed, en entreprenør kan tage med ud på de byggepladser, hvor der er brug for at producere mange – men ikke helt ens – enheder.

Produktionen skal ud på pladsen

Odico har over de seneste år udviklet software, der kan oversætte data fra 3D-modeller til robotbevægelser – uanset om robotarmen skal skære med den ostehøvlslignende glødetråd, med et dobbeltkrumt blad eller en fræse.

Læs også: Robotstyret varmetråd skærer forme til glasfiber- og betonemner

Robotarmen har hidtil stået på fabrikken i Odense. Der har Odico blandt andet produceret støbeforme til eksempelvis byggeriet af Kirk Kapitals nye hovedsæde i Vejle, forme til at bukke aluminium efter til et stort højhusprojekt i Dubai og en væg til den danske pavillion på arkitekturudstillingen Bienalen i Venedig. I alt har Odico ifølge Anders Bundsgaard anvendt deres teknologi på over 250 projekter for mere end 100 forskellige kunder.

Men nu er teknologien altså klar til at flytte hjemmefra.

»Det er det, der er brug for i byggeriet. I nogle udviklingslande ser man eksempelvis, at der skal bygges 50.000 boliger i en by, og så giver det jo god mening at bygge en elementfabrik. Men når boligerne så er bygget, er der for langt fra elementfabrikken til den næste etape af byggeriet. Der ville det være lettere, hvis man kunne flytte fabrikken til den næste byggeplads.«

Robotter er nu hårdføre nok

En af de ting, der har holdt robotter ude af byggeriet på trods af årtiers indsats og store investeringer, er, at byggepladser er et hårdt sted at arbejde for avanceret elektronik. Der kan være både beskidt, vådt, varmt, koldt og støvet. Men robotterne i dag kan sagtens holde til det, mener Anders Bundsgaard.

Læs også: Havnedomicil giver byggerobot gennembrud

»Man har jo udviklet på de her robotter i 30 år, og de bliver udsat for alt muligt i fremstillingsindustrien, så de er mere robuste end mange tror. Du kan få robotter der IP67-klassificeret (støvtæt og kan holde til at være nedsænket i én meter vand i en halv time, red.), så du kan lade dem stå ude i regnen, hvis du vil. Et simpelt telt vil være nok til, at du kan beskytte dem.«

Odicos robotarm skal dog kalibreres, når den bliver stillet op. Men det er en proces, der ifølge Anders Bundsgaard ikke tager mere end ti minutter.

Trapper er første trin

De første programmer til robotten vil være rettet mod produktion af støbeforme til ligeløbstrapper, fordi der her ifølge Odico er store penge at spare.

»Odico vurderer, at det i dag almindeligvis tager ca. 3-4 dage at producere en støbeform til en ligeløbstrappe manuelt, og at det koster i gennemsnit DKK 10.000 pr. trappe. Med Odicos robotteknologi kan den samme trappe produceres på få minutter og til en tiendedel af prisen,« står der således i børsprospektet.

Læs også: Første murstensmur formet med 3D-skabeloner

Samme sted vurderer, Odico, at der årligt produceres ca. 12.000 trapper i beton i Danmark alene. Men selv om Odico har arbejdet med trapper i flere år, har ingen af de danske producenter taget teknologien til sig. Men det er der ifølge Odico en god forklaring på.

»Vi har selvfølgelig været i kontakt med de danske producenter, men de ville meget gerne have eksklusivret over vores teknologi. Og det kan man jo godt tvinge små leverandører til at afgive, men det ville vi ikke være med til.«

Vil sælge 150 robotter på fire år

Odicos forretningsplan siger at virksomheden skal opskalere mandskabsmæssigt og have to robotfabrikker i gang i løbet af det kommende års tid, året efter skal fem fabrikker yderligere forlade Odense, derefter er det 40 og i de fjerde år, skal der sælges omkring 100 fabrikker.

»Nogle af aktionærerne har udfordret os på, om det ikke er for konservativt, når man ser på markedets størrelse. Men det er det, som vi mener er realistisk,« siger Anders Bundsgaard.

Ifølge Odico er markedet stort, fordi robotterne både kan bruges til at lave unikke løsninger, som ville være dyre at producere med de nuværende, mandskabskrævende, arbejdsmetoder og til at lave standardarbejde - bare hurtigere og billigere, end man kan i dag.

Fabrikkerne forventes at koste op mod tre mio. kr. per stk. Opgraderinger og udvidelser og nye applikationer kommer oveni prisen. Odico forventer at have den første robot ude og arbejde på en dansk byggeplads i efteråret.

Video om konceptet