Sjællandske Seas-NVE jubler: Net-salg giver os mere, end vi selv kunne have tjent

Sjællandske Seas-NVE jubler: Net-salg giver os mere, end vi selv kunne have tjent

Seas-NVE får overpris for at sælge sit regionale net. Ifølge en pressemeddelelse skal selskabet endda fortsætte med at drive nettet. Men da en ekspert kritiserer, og Ingeniøren stiller spørgsmål, vil selskabet ikke udtale sig længere.

Danmarks næststørste elselskab, Seas-NVE, får mere ud af at sælge sit regionale net til staten, end selskabet selv kunne have tjent ved at drive nettet videre.

Det seneste regnskab fra Seas-NVE Transmission viser ellers et overskud på 175 millioner kroner og en overskudsgrad på 37 procent på at sælge strøm. Men det er endnu bedre at sælge nettet til staten, fastslog direktør Jesper Hjulmand 1. december i en pressemeddelelse.

»Prisen på de 1,8 mia. kroner overstiger den værdi, vi ville have haft ved fortsat drift,« sagde han.

I samme pressemeddelelse fastslog Seas-NVE, at selskabet også fremover skal drive nettet, selv om det nu bliver solgt.

»Det vil i en årrække fortsat være SEAS-NVE, der skal stå for drift og vedligeholdelse af 132 kV-nettet som entreprenør, men uden ansvaret for den økonomiske risiko i forhold til bl.a. den fremtidige regulering,« fastslog selskabet.

Både Energinet.dk og brancheorganisationen Dansk Energi afviser, at der er indgået aftale om drift af nettet.

»Når vi er færdige med handlen, må vi vurdere, hvilken konstruktion der er mest oplagt og mest effektiv,« siger direktør Peder Ø. Andreasen, Energinet.dk.

Han afviser også, at Energinet.dk betaler mere, end nettene er værd for de nuværende ejere, sådan som Seas-NVE hævder.

Ikke yderligere kommentarer

Ingeniøren ville derfor gerne have haft Seas-NVE til at forklare udtalelserne. En pressemedarbejder sender som svar på spørgsmålene en uddybende forklaring, som 'i første omgang' kun er til journalistens eget brug. Da vi senere insisterer på at få en forklaring, som også læserne må få at se, lyder svaret blot:

'Vi er midt i et forhandlingsforløb og har ikke yderligere kommentarer til sagen'.

Det har Anders Larsen til gengæld. Han er ekstern lektor på RUC, og har tidligere stået i spidsen for Institut for Miljøvurdering og for afdelingen for energi og miljø hos AKF.

»Hvis der er stordriftsfordele ved at samle de regionale elnet, så må det være rigtigst, at Energinet.dk kun betaler, hvad anlæggene er værd for Seas-NVE, altså mindre end tilbuddet ifølge Seas-NVE lyder på. Det skal sikre mod, at handlen mellem halv- og heloffentlige selskaber fører til stigende priser ved at indregne synergieffekter, der ikke er tilstrækkeligt verificerede,« siger han.

»Transmissionsnettene er altid blevet drevet som en helhed. Der er ingen stordriftsfordele med hensyn til den elmæssige optimering af anlæggene. Hvis der skal være stordriftsfordele, er det ved at samle vedligeholdet i én organisation; men det er jo netop det, som Seas-NVE ifølge pressemeddelelsen skal køre videre med,« tilføjer han.

Klagede over for lav pris

Det har således heller ikke været muligt at få opklaret, hvad der sker med en retssag, som Seas-NVE har anlagt mod Energiklagenævnet i et forsøg på at hæve prisen på de regionale net.

Seas-NVE har fået afslag på at hæve vurderingen af det regionale net i Nordvestsjælland. Begrundelsen er, at alle konkurrenter anvender en metode, som angav en længere restlevetid for nettet og dermed en højere værdi, da den blev opgjort og fastlåst i år 2000. Konkurrenterne får dermed en mere attraktiv pris ud af den nuværende handel.

'Klagers aktiver er værdiansat markant lavere end aktiverne i alle øvrige transmissionsselskaber, som følge af, at klager ikke har foretaget et konkret skøn over de forventede restlevetider for transmissionsnettene ved opgørelse af åbningsbalancen pr. 1. januar 2000,' skriver Energiklagenævnet i sit referat af sagen.

Seas-NVE vil have lov til at hæve vurderingen af nettene, som ligger til grund for de priser, som kunderne betaler, og dermed også handelsprisen for selskabet. I 2000 blev værdien af nettet i Nordvestsjælland opgjort til 94 millioner kroner. Seas-NVE vil have lov til at sætte den op til 163 mio. kr. for at komme på nvieau med de andre selskaber.

Energiklagenævnet afviste enhver tale om at ændre opgørelsen med ti års forsinkelse, og Seas-NVE vil ikke oplyse, om retssagen står ved magt, og hvad dens udfald i givet fald betyder for salgsprisen. Seas-NVE er det eneste selskab, som har offentliggjort den nøjagtige budpris for et individuelt, regionalt net.

Kommentarer (2)

I får sikkert fiber ud til hver eneste husstand. Dejligt ikke sandt... Det kunne være interessant hvis man kunne se i spåkuglen hvor mange år (eller måske årtier) der går før bare halvdelen af de fiber, der er udlagt rent faktisk anvendes.

En trøst er at det kun i alt drejer sig om knap 6 mia. Ekstraskatten fra elforbrugerne og pensionsparerne til DONG og dermed reelt staten for Anholt er i ca. samme størrelsesorden og de unødvendige investeringer, der foretages på transmissionsniveau er samlet set godt derhen af...

  • 0
  • 0