Sjældne jordarter kan blive nyt våben i handelskrig
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sjældne jordarter kan blive nyt våben i handelskrig

Efterforskning efter sjældne jordarter på fjeldet Kringlerne i Sydgrønland. Illustration: Tanbreez/Teknologisk Institut

Priserne på flere sjældne jordarter er strøget i vejret, efter at statsstyrede kinesiske aviser i sidste uge på lederplads advarede USA om, at sjældne jordarter kan blive inddraget i handelskrigen mellem de to lande.

Årsagen til prisstigningerne er, at Kina har tæt på monopol på verdensmarkedet.

Landet producerede 80 procent af de sjældne jordarter, som USA importerede mellem 2012 og 2017, og 70 procent af den globale forsyning sidste år.

Men selv om USA skulle blive tvunget til at finde nye leverandører til særligt de 13 kommercielle råstoffer, som finder vej til det meste elektronik og er centrale for supermagtens militærindustri, vil det næppe gavne grønlandske sjældne jordarter-projekter.

Sådan lyder det fra Per Kalvig, som er chefkonsulent hos GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, og blandt andet har stået i spidsen for en rapport om markedet for sjældne jordarter fra Grønland.

Læs også: Geus: Trods grønlandske miner vil Kina fortsat kontrollere de sjældne jordarter

Årsagen er, at det først og fremmest er oparbejdningen, der er nåleøjet, som Kina sidder på.

»Jeg er bange for, at der ikke vil være en afledt effekt for grønlandske sjældne jordarter-projekter. Man kan godt åbne en mine et sted, men man kommer ikke rigtig længere uden at have Kina med, fordi det er der det store marked for disse metaller er«, siger Per Kalvig.

Grønland kan ikke producere slutprodukter

I Grønland er særligt to sjældne jordarter-projekter relativt langt fremskredne, men har endnu til gode at få godkendt VVM'er og tiltrække investorer, så de kan komme i gang.

Begge er australske og ligger ved samme forkastning i Sydgrønland, men har forskellige bjergarter.

I Kvanefjeldet, som efterforskes af Greenland Minerals and Energy, indgår også uran og thorium, og separationsprocessen vil formentlig finde sted i Kina, hvis projektet realiseres.

Tanbreez-projektet på bjerget Kringlerne har også en stor forekomst af sjældne jordartsmetaller, men har ikke radioaktive elementer ud over naturlige baggrundsniveauer.

Her forventer man at bruge syre til at få de sjældne jordarters metaller ud af mineralet, sandsynligvis i et europæisk land, efter at størstedelen af gråbjerget er sorteret fra i Grønland.

Det er helt urealistisk, at man fra disse projekter kan fremstille de slutprodukter som fabrikanterne af magneter og elektronik efterspørger, ifølge GEUS-eksperten.

»Kigger man på sjældne jordartsmetaller, starter de i minen og så er der en lang række af processer, de skal igennem. Hver af dem skal oparbejdes på en helt særlig måde, inden de anvendes til et helt bestemt formål«, siger Per Kalvig.

»Hele den proces sidder Kina benhårdt på, og Kina sidder også på det marked hvor man forbruger dem, for eksempel til magneter i biler, vindmøller elektronik og så videre«, siger han.

Svært at etablere alternativ produktion

Problemet for de grønlandske projekter er, at det kun de forarbejdede produkter der er mangelvarer. Geologisk er der mange forekomster, som ville kunne bruges, hvis der var et marked uden for Kina, også for eksempel i USA.

Faktisk sidder Kina "kun" på 36 procent af verdens forekomster. Alligevel producerede Kina 120.000 ton i 2018, imod Australiens 20.000 ton og USA's 15.000 ton.

Årsagen skal findes i, at oparbejdning er teknisk kompliceret og markedet stærkt specialiseret. Hver mine vil derfor skulle have mange kunder til deres produkter. Samtidig har produktionen haft store miljøkonsekvenser.

Blandt andet Reuters skriver, at det amerikanske forsvarsministerium Pentagon har sendt repræsentanter til blandt andet Malawi og Burundi for at finde en alternativ forsyning.

Men uanset om afrikanske eller for den sags skyld grønlandske miner sikrer malm i massevis, vil der stadig mangle oparbejdning, så det kan bruges.

Og ud over at den vil tage lang tid at opbygge, vil den også være svær at gøre kommercielt rentabel, fordi der skal findes aftagere til alle slutprodukterne. Ikke mindst fordi størstedelen af aftagerne har placeret sig i Kina, deriblandt de vestlige fabrikker, som skal bruge sjældne jordarter.

»De kan rejse verden rundt, og prøve at få noget i gang. Men de kommer ikke ud af klemmen. Jeg kan ikke se det for mig inden for de næste fem-ti år«, siger Per Kalvig.

Grønlandsk mineaktie steget med 50%

Det ændrer dog ikke på, at sjældne jordarter-projekter i Grønland og resten af verden lige nu kan opleve en stigning i værdien af deres aktier.

Eksempelvis er Greenland Minerals and Energy steget 50 procent på den australske børs efter de kinesiske trusler.

Ifølge Per Kalvig skyldes det dog først og fremmest investorernes relative uvidenhed om sjældne jordarter-markedet. Det betyder dog ikke at projekterne bliver finansieret og kommer i gang.

»Der er helt sikkert nogle, som får julelys i øjnene. Men det er ikke realistisk at tro at der bliver skruet op for mineprojekter i Grønland, bare fordi strømmen mellem USA og Kina på visse produkter ikke fungerer«, siger han.

Heller ikke departementschef Jørgen Hammeken-Holm fra det grønlandske selvstyres råstofdepartement tror på, at det nyeste tiltag i handelskrigen vil føre til, at de eksisterende projekter pludselig kan komme i gang.

»Men vi kan godt mærke amerikanernes interesse for sjældne jordarter - det skal ikke være nogen hemmelighed«, siger han med henvisning til at Grønland netop har indgået en aftale med det amerikanske udenrigsministerium om at indsamle data fra fly i Sydgrønland.

Dataen er fortrolig i et år, men kan derefter bruges af alle interesserede parter uden bindinger. Departementschefen vurderer at arbejdet er del af en langsigtet strategi fra USA's side - og det passer godt med Grønlands behov.

»Det er målrettet sjældne jordarter. Data er jo alfa omega for at der kan komme gang i efterforskning, og vi har brug for den i Grønland. Vi har ikke midlerne selv«, siger Jørgen Hammeken-Holm.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Er processen hemmelig og kun kinserne kender den?
Er processen arbejdskraftskrævende og derfor for dyr at lave udenfor Kina?
Sviner processen for meget, hvor man så i Kina vælger at ignorere problemet?
Kræver processen at der forabejdes så store mængder råstoffer for at blive økonomisk at kun Kina har en produktion der er stor nok?

  • 27
  • 1

Sviner processen for meget, hvor man så i Kina vælger at ignorere problemet?

Det står sådan lidt i artiklen, at ja - det sviner en del, men det er vist primært fordi alle aftagerne af produkterne faktisk også ligger i Kina, så der er ikke et stort nok marked til at man kan konkurrere. Men ok - det kan man jo nok godt, hvis der virkelig blev lukket, forudsat at det så kan betale sig at lave varerne ud fra de højere råvarepriser.

  • 4
  • 1

Udtrækningen af råstoffer fra malm er en meget kompliceret process. Bearbejdnings processen kan betegnes som heavy industry.
Det er skal laves nogle enormst store investeringer og her har Kina stor erfaring med processen. Hvilket gør det har effektiveseret processen meget.

Nye spiller på marked kæmper med enorme udgifter og lav effektivitet niveau. Hvormed slut produktet bliver ekstreamt dyrt. Så vidt jeg har læst mig til bliver prisen 10-20 gange højere. Men kan ikke finde en kilde på det.
Der er forsøgt at opstarte ligende andlæg i USA. Men de er gået konkurs mange gange.

Ja, hele processen sviner utrolig meget. TIlgengæld har Kian et meget stærkt kort på hånden ved at have størestedelen af marked for sjælende jordarter.

  • 4
  • 0

Hvad er det mon for et emne, som driver Kinas vækst frem? Det er jo nok ikke de midler som betales i skat af fattige bønder. Det er nok noget med export og det er måske derfor kineserne begynder at blive desperate, pga de stærkt forøgede toldsatser på deres primære exportmarked.
Husk reaktionen fra Kinas ledelse ved de første trusler om øgning af toldsatserne i USA - "det klarer vi da nemt, der er da andre end amerikanerne der vil købe vore varer"
Hvis de inddrager deres velnok allerstørste vækstdriver, nemlig deres monopollignende export af sjældne jordarter, så er det vist noget med en gren og en sav det forkerte sted. Er det agurketid allerede?

  • 10
  • 2

Minedrift sviner gevaldigt siges det. Men hvori består svineriet helt bogstaveligt?
I princippet bliver der færre grundstoffer tilbage, da nogle af dem er fjernet.
Er det findelingen af jorden/fjeldet som sviner?
Er det de kemikalier man bruger til udtrækning af de ønskede grundstoffer som sviner?
Hvis nogle af stofferne i jorden kommer på en mere opløselig form, kan man så ikke binde dem igen?
Eller er det bare fordi minedrift kan ligne et sår på jordens overflade?

Meget firkantet kan man sige at minedrift i princippet blot flytter rundt på den eksisterende jord, hvor noget af jordens indhold så flyttes lidt længere.
Eller er denne betragtning alt for simpel?

  • 4
  • 5

Minedrift sviner gevaldigt siges det. Men hvori består svineriet helt bogstaveligt?
I princippet bliver der færre grundstoffer tilbage, da nogle af dem er fjernet.
Er det findelingen af jorden/fjeldet som sviner?
Er det de kemikalier man bruger til udtrækning af de ønskede grundstoffer som sviner?
Hvis nogle af stofferne i jorden kommer på en mere opløselig form, kan man så ikke binde dem igen?
Eller er det bare fordi minedrift kan ligne et sår på jordens overflade?

Meget firkantet kan man sige at minedrift i princippet blot flytter rundt på den eksisterende jord, hvor noget af jordens indhold så flyttes lidt længere.
Eller er denne betragtning alt for simpel?


Der bruges ind imellem giftige kemikalier og stoffer ifm. minedrift, f.eks. kviksølv ved guldminedrift. Derudover kan der komme giftige stoffer fra jordens dyb til overfladen, hvor den, efter den behandling den undergår for at leeche de nyttige stoffer fra den, risikere at ændre den kemiske sammensætning af stoffer, således at giftige stoffer der ellers var bundet i stabile kemiske forbindelser, ikke længere er kemisk stabile. Blandt de gifte stoffer der findes i jorden kan nævnes bly, cadmium, kviksølv og beryllium.

  • 9
  • 1

Lav et statsligt selvskab a la det (Dong) man lavede, da man startede med at bore efter olie i Nordsøen. Lad så staten sammen med private investore styre og investere i minedrift fra start til slut.

Vi fik et olie & naturgas eventyr, vi fik et vindmølle eventyr, hvorfor skulle Grønland og Danmark ikke på sigt kunne udvikle et mineeventyr i alles interesse og til alles fordele, det er vel kun et spørgsmål om satsning og vilje.

Men det kræver en stat med en vis vægt, politisk, økonomisk, fagligt med mere, og som kan stå op i mod de store interesser der er ude i verden, og samtidigt holde hovedet koldt.

Grønlands selvstyre vil ikke selv kunne skabe dette "eventyr", det har det simpelthen ikke tygde nok til i alle henseender, så hvis der skal ske noget der batter på området, så må staten overtage styringen, og selvfølgelig i et samarbejde med Grønland.

  • 6
  • 5

Kina har primært fokus på at tjene penge, hvilket er med til at hæve levestandard i Kina.
Iløbet af de sidste 10 år er 500 milioner kineserne løftet ud af fattigdom.

Handelskrig er ikke god forretning, derfor forsøger kina at undgå handelskrigen med USA eskalerer. Men efter at USA har blacklistet Huawei og 140 andre firmaer for at handle med USA. Er kina nødtil at reagere. Kina har nogle meget effektive handelskrigs våben.
De ønsker do ikke at bruge disse hvis de kan undgå det. Da de selv kommer til at blive påvirket af dem.

What are rare earths used in?
"Rare earths are used in rechargeable batteries for electric and hybrid cars, advanced ceramics, computers, DVD players, wind turbines, catalysts in cars and oil refineries, monitors, televisions, lighting, lasers, fiber optics, superconductors and glass polishing.

Several rare earth elements, such as neodymium and dysprosium, are critical to the motors used in electric vehicles."
Kilde: https://www.nytimes.com/reuters/2019/06/03...

Kina har næsten monopol med en markedsandel på 80% af de 17 sjældne jordarterer. De har stor viden om hvordan man mest effektive udvinder dem. Selve udvinding høre ind under "Hevy industri".

Fordi disse jordarter anvendes i så mange produkter. Kan Kina praktiskt talt lukke for produktion af enorm mange produkter der produceres i USA. (Elektronik, batterier, kemikaler mv.) Hvilket vil er en stor trussel mod USA. Disse jordarter er næsten mere vigtig for USA end Olie.
USA har dog opbygget små lager af disse jordarter. Men hvis kina lukker for export. Holder de ikke længe.

Lige nu er USA i problemer fordi de ikke kan putte mere told på Kinesisk vare pga. deres forfatning. Der har en max grænse på 25%.

  • 6
  • 0

Problemet med handelskrigen er at USA told gør mange varerne dyre. Men mange af de produkter der er købt i Kina er i forvejen så billig at 25% told ikke gør den store forskel.
Eksempel: Mange vare indkøbes for 30-40 kr. I Kina og sælges for 200-300 kr. I Danmark.
Så når indkøbs prisen stiger til 50 kr. pga. told har det ikke særlig stor effekt. Her er det typisk butikker der mister avance.
Det er selvfølgelig et andet billede med stål og aluminium. Her har 25% told væsenlig større betydning.
Tolden rammer hårdt på komplekse varer som mobiler, tablet og andre elektroniske produkter. Her har 25% told stor betydning.

Men billige varer har den øget told næsten ingen effekt...

  • 2
  • 0

Sviner processen for meget, hvor man så i Kina vælger at ignorere problemet?

For at sige det meget mildt, så ja. I Baotou, i Mongoliet, ligger nogle af de største raffinaderier for sjældne jordarter. Stedet er blandt andet blevet beskrevet som det værste sted på jorden, og helvede på jorden pga. forudreningen raffineringen har medført. Søg evt. på "Baotou toxic lake" på Google, og se nogle af de billeder og videoer derfra. Så selv hvis USA ville begynde, at raffinere deres egne sjældne jordarter, skulle de forunden massive investeringer i fabrikker, også kæmpe mod modstand fra deres egen befolkning. BBC skrev for en del år siden, en fin lille artikel omkring konsekvenserne af udvindingen af de sjældne jordarter.

http://www.bbc.com/future/story/20150402-t...

  • 7
  • 0

Så selv hvis USA ville begynde, at raffinere deres egne sjældne jordarter, skulle de forunden massive investeringer i fabrikker, også kæmpe mod modstand fra deres egen befolkning

Ja, og ikke nok med det. Sådanne fabrikker vil selvfølgelig også skulle udsættes for myndighedsbehandling og naturligvis godkendes, inden man kan trykke på knappen!

Der har faktisk foregået raffinering af REE i USA, men den fabrik gik konkurs, for ca. 4 år siden: https://www.hcn.org/articles/the-u-s-s-onl...

Per T. Hansen foreslår, at der dannes et fælles dansk-grønlandsk selskab, som skal investere i en sådan REE-fabrik. Det tyder på, at han har overset linket til denne artikel, fra april 2017, som ellers er indsat i ovenstående artikel:

https://ing.dk/artikel/geus-trods-gronland...

Altså: Der blev i årene 2013-17 gennemført en analyse af det europæiske marked for sjældne jordartsmetaller. Slutrapporten blev udarbejdet af Videnscenter for Mineralske Råstoffer og Materialer ved GEUS (hvor Per Kalvig kommer fra) og det italienske ingeniørfirma D’Appolonia.

Her er links til GEUS’ pressemeddelelse og til selve rapporten:
http://www.geus.dk/om-geus/nyheder/nyhedsa...
http://www.geus.dk/media/9099/nyheder-07-0...

Rapporten konkluderer, at trods de store forekomster af REE i bl.a. Grønland og Sverige er det vanskeligt at bryde Kinas kontrol med værdikæden af disse råstoffer, da det europæiske marked er utilstrækkeligt til at aftage alle de forskellige produkter, som vil komme fra brydning af REE. Nye europæiske REE-miner vil være nødsaget til – også – at finde afsætning udenfor Europa, eksempelvis i Kina.

> Det bliver ikke nemt.

  • 8
  • 0

Hermed foreslås, at kalde disse metaller for "sjældne jordiske metaller". Der findes jo, som bekendt, ikke noget der hedder "jordarter".

  • 0
  • 10

Tak for dit indlæg om de forskellige links. Det er meget interessant læsning.

Man må sige at Kina har et meget effektive handelskrigs våben. Ved at have så stor andel af produktionen af disse jordarter.

  • 3
  • 0

Dong... Jo en model.... Men... Måske hellere en Airbus model... Eller en SAS model.... Tror Alle vestens lande har fokus på deres afhaenighed af Kina . Måske en opgave for Vestager som ny kommisions formand... 😀

  • 1
  • 1

Minedrift sviner gevaldigt siges det. Men hvori består svineriet helt bogstaveligt?

Et ex er Den Sorte Engel, tidl. bly-zink mine i Maarmorilik, Grønland. Herfra spredtes bly-zink forurening i havet i ca. 20 km afstand. Forhøjet bly og zink i en stribe havdyr og i tang. I 2007, 17 år efter minens ophør, frarådede man stadig at indsamle muslinger i 12 km afstand fra minen - må svare til en kyststrækning i fjordområdet på omkring 50 km.

Forureningen kom især fra tailingen (opknuste slamagtige rester fra malm-opberedningen), der ledtes ud i i fjorden i en koncentreret stråle. Dertil kom, at omkring området deponerede man gråbjerg/sidebjergarter med malmrester - og dumpede en større bunke af disse på bunden af fjorden ved afslutningen af minedriften. Det var miljømæssigt dybt godnat - også den gang.

Nogle ansatte ved minen havde egne hundespand på stedet. De undgik at fodre hundene med angmassetter, det kunne vrimle med i fjorden, for at forebygge hjerneskade hos deres transportmiddel..

DMU udgav en lille rapport i 2001 "Minedrift og miljø i Grønland", som i alment sprog beskriver miljøforholdene omkring en række daværende miner og projekter.

https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&e...

  • 4
  • 0

Mon ikke der oprindeligt mentes erz (tysk) erts (dansk) earth(engelsk). Erts betyder jo også malm, altså råmaterialet til de forskellige metaller.

  • 2
  • 0

Jeg har siddet og trommet lidt med fingrene i bordet, siden dette indlæg kom på. Skal jeg eller skal jeg ikke replicere på en del af indholdet? Det er endt med, at jeg er indstillet på at løbe risikoen for at blive beskyldt for ’bessermachen’.

Det er fint, at Dorte Bech har fundet den gamle DMU-rapport frem. Det er interessant læsning. Det virker bare som om, at det er et stykke tid siden, at Dorte sidst har slået op i den...

hundespand
Jeg mener, at det er en skrøne. Jeg har aldrig hørt om, at der var hundespand på stedet. Derimod er det korrekt, at miljøeksperter fra København fik sig en overraskelse, da de under et af deres inspektionsbesøg så ikke-grønlandske minearbejdere og deres besøgende familiemedlemmer samle blåmuslinger ved lavvande tæt på minen. Det førte straks til et forbud mod indsamling og fortæring af blåmuslinger og det førte også til, at miljøeksperterne udvidede det område, hvorfra der blev opsamlet blåmuslinger med henblik på monitering af spredningen af zink og bly i fjordsystemet.

gråbjerg
Det er korrekt, at ’gråbjerg’ i de første 10 år af minens drift blev dumpet ud af 1-2 huller oppe i mineniveauet, 600 meter over havet. Nedenfor disse huller lejrede ’gråbjerg’ sig i en pæn kegle, både over og under havoverfladen, i den store fjord, Qaamarujuk (se kortet side 30 og fotoet side 32). Der kan man også læse, at ”… Det resulterede i, at tidevand og bølger kunne udvaske metaller fra gråbjerget direkte til fjorden, og DMU fandt de højeste bly- og zinkværdier i tang og muslinger i området omkring denne dump. Materialet i dumpen blev flyttet, da minen lukkede.”

Den omtalte flytning indebar, at man forsøgte at fjerne nogle 100.000 tons af gråbjerget fra tidevandszonen i Qaamarujuk og derpå sejle det ind i den lille fjord, Affarlikassaa for at lægge et ’låg’ ovenpå den tailing, som gennem årene var blevet pumpet ned på bunden af A-fjorden bl.a. for derved at reducere spredningen af bly og zinkindholdet i tailingen.

tailing
Mængderne og de tilhørende koncentrationer af tungmetaller fremgår af DMU-rapporten, side 31. Man antog, fejlagtigt skulle det vise sig, at den undersøiske tærskel ved A-fjordens munding ville forhindre tailings i at flyde ud i Q-fjorden og videre ud i fjordsystemet. Imidlertid havde man undervurderet, hvor meget af udskilningen af salt fra fjordisen betød for den vertikale opblanding i A-fjorden. Man blev også overrasket over, at fjordens dybe vand kunne skvulpe over tærsklen, når den normalt vandrette skilleflade hældede den modsatte af vej af fjordens overflade, i perioder med kraftig vind på langs af A-fjorden. Når denne vindstuvning lagde sig, betød det, at en del af det tunge bundlag i x timer/dage løb ud af A-fjorden og ud i Q-fjorden.

> Det er ikke nemt, men man lærer hele tiden.

  • 4
  • 0

cit: Jens Torben Christensen: "hundespand
Jeg mener, at det er en skrøne. Jeg har aldrig hørt om, at der var hundespand på stedet."

Jeg hilste på dem, da jeg arbejdede ved minen i 1985. Har et par fotos af nogle logrende skrøner med ejer. Der var dengang to-tre spand, hvoraf et var ejet af en hollandsk geolog. Hundene var mere venligt sindede end alm. hundepand, nok fordi de delvist blev håndteret som kæledyr. Blev holdt i nogle indhegninger helt tæt ved kysten og brugt, når fjorden var frosset til. Fx til ture til nogle hytter længere inde i fjorden. Og de blev jf. ejeren ikke fodret med angmasetter.

Mht. gråbjerg, tailing: trom bare videre. Jeg har, indrømmet, kun pletlæst i denne. Det samme i en anden kilde: Søndergaard, J., Asmund, G., Johansen, P., Rigét, F. "Long-term response of an arctic fiord system to lead-zinc mining and submarine disposal of mine waste (Maarmorilik, West Greenland)", Marine Environmental Research (2011), doi: 10.1016/j.marenvres.2011.03.001.

Det er ganske rigtigt, at formålet med den sidste dumpning af gråbjerg o. 1990 i A-fjorden var, at pakke den underliggende mere kraftigt forurenede tailing ind. Og det lykkedes delvist. Men selve denne dumpning medførte et akut peak i pb og zink i fjorden omkring 1990, og jf. sidste artikel skete der i 2009 fortsat udvaskning af zink fra 'indpakningen'.

Ja, man ved nok mere i dag. Alligevel vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om man den gang burde have udnævnt A-fjorden til permanent spildevandsbassin/affaldsdepot for Den Sorte Engel, uanset om fjordtærsklen havde spærret effektivt eller ej. Men for de, der skulle træffe beslutningerne ud fra datidens viden og normer, så det nok anderledes ud. I Greenex's (interne?) tidsskrifter over deres miner fremstod Den Sorte Engel som klassens artige, velfriserede elev.

I øvrigt tak for respons og uddybning, meningen med den her kanal er vel netop ’bessermachen’. Jeg havde ikke læst/hørt, at ansatte + gæster havde samlet muslinger på stedet. Ifølge 2001 artiklen havde minearbejderne oprindeligt det højeste blodbly, men i 1985 mener jeg, det primært var enkelte laboratoriefolk, der viste højt indhold. Det var således lykkedes at nedbringe støvet inde i selve minen.

  • 3
  • 0

Ja, man ved nok mere i dag.

Ha, verden er lille. Jeg er ret sikker på, at jeg ved hvem den hollandske geolog er, Frank v.d.S,, men jeg vidste ikke, at han havde taget sit slædespand fra Uummannaq med til Maarmorilik. Jeg er glad for, at du fortæller mig, at hans hunde ikke blev fordret med angmassetter. Det ville kræve meget lagerplads m.v. for at holde dem i en tilstand, så hundene stadigvæk ville æde dem. Næh, havkat og fjordtorsk og sæler er nok en mere almindelig slædehundemenu på de kanter.

Tak for at henvise til den nyere rapport fra ’the usual suspects’, hvor jeg kender de to midterste forfattere, som begge har været med i gamet i ca. 40 år (ligesom jeg, om end mest fra sidelinjen i de seneste mange år). Jeg vil forsøge at få Researchgate til at sende mig en pdf-kopi af rapporten, selvom jeg ikke er forsker, men kun en simpel senior energy consultant.

Godt at vi er enige om, at dumpningen af gråbjerg skulle pakke tailingsdepotet ind. Det er ikke, og burde ikke være, overraskende, at selve dumpningen førte til et hop op i bly- og zinkindholdet i det omliggende miljø.

Alternativet til 'marin deponering' af tailingen ville være deponering på land, enten oppe i minen eller på et ’passende sted’ på en nærliggende kyst. Det første ville være teknisk kompliceret, fordi det meste af malmen blev brudt i, mere eller mindre, vandrette gange og i lodrette skakter, vel at mærke nede fra, således at der blev skabt ’katedraler’ og ikke dybe huller.

Jeg anser det for at være nærmest teknisk umuligt at omskabe disse katedraler til tailingsdepoter, som vil skulle forsegles med ’propper’ i overgangen mellem de kæmpestore hulrum og den tilstødende vandrette gang. Under alle omstændigheder ville der ske udsivning fra sådanne ’lodrette’ lagre, hvor der pga. højden vil være et stort hydrostatisk tryk på netop disse ’propper’. Desuden ville det være en ualmindelig stor teknisk udfordring at få transporteret denne flydende tailing fra oparbejdningsanlægget og 600meter op. Dertil kommer, at det ville være svært at forestille sig, at minedriften med dengang overvejende manuelt betjente borerigs, 2 daglige sprængningsrunder, etc. kunne fortsætte parallelt med, at der blev skabt sådanne kæmpestore, lodret hængende ’tailingsbomber’, som jeg vil tillade mig at kalde dem. Netop disse daglige sprængninger ville gøre det illusorisk at forestille sig, at de nævnte ’propper’ ville kunne holde sig stabile. Udover de tekniske udfordringer tør jeg slet ikke tænke på, hvad en sådan løsning ville komme til at koste.

Jeg vil også afvise en deponering på land et passende sted i nærheden. Et hvilket som helst sådant lager vil ikke kunne afskærmes fra at få en masse smeltevand om foråret og nedbør resten af året ned gennem sig, hvilket vil betyde, at der ville en jævn udvaskning og udsivning fra lageret ud i fjorden.

Jeg tror, alt i alt, at man i Maarmorilik sin tid valgte den løsning for tailingsdeponeringen, som var teknisk gennemførlig og økonomisk realistisk.

Ved det såkaldte multi-mineprojekt (REE, uran, zink) på Kvanefjeldet, som efterhånden har været undervejs mod beslutning om realisering i en del år, lægges op til, at der skal bygges to depoter på land. Den største sø i området, Taseq, skal omskabes til to bassiner; et stort med ’flotation tailings’ fra flotationsanlægget (ca. 100 Mton over minens levetid, 37 år) og et mindre med ’Chemical residue’ (ca. fra 10 Mton over levetiden) fra raffineringsanlægget. Der skal bygges en dæmning (46 m høj ved minens lukning) ved søens nuværende naturlige udløb og en anden dæmning (45m høj ved minens lukning) i søens modsatte ende, så man kan holde de to ’bunker’ adskilt. Ved denne deponering kan man – teoretisk – på et senere tidspunkt gå tilbage til depot 1 for at udvinde dets indhold af thorium. NGO’er som Noah udtrykker, støttet af en hollandsk geolog, som anfægter den foreliggende bedømmelse, tvivl om stabiliteten af de to dæmninger pga. risikoen for jordskælv i området.

>Der findes ingen nemme løsninger.

  • 3
  • 0

Ville man idag, ikke have benytte de to malmforkomster Nunngarut1 og 2, som depot for tailings, efter at man var blevet færdig med at bryde de to malmlegmer?
De "lå" jo på den rigtige side af fjorden, og ikke lige så højt oppe som indgangen til den Sorte Engel.

Det er stadigvæk muligt at finde oprydnings- og miljøforanstaltninger efter Greenes A7S aktiviteter på nettet til dem som kunne have de interesser: https://dce2.au.dk/Pub/arcticenvironment/r...

  • 2
  • 0

Ville man idag, ikke have benytte de to malmforkomster Nunngarut1 og 2

Tak for dit spørgsmål om Nunngarut. Det er i høj grad et hypotetisk spørgsmål. Af flere grunde:

Beslutningen om at anlægge minen Den Sorte Engel blev truffet, i 1971, på basis af indikationer om, at der var ’a probable ore reserve’ på 4.1 Mtons med 15% zink, 5% bly og 28 ppm sølv. (se side 5 i denne publikation i GEUS-serie ’Geology and Ore’, nr. 2 fra 2003): http://www.eng.geus.dk/media/13257/go02_2e...

Det fremgår ikke af den nævnte rapport, hvorvidt dén malmreserve befandt sig i, hvad der senere blev benævnt ’Angel Zone’, men det lyder mest sandsynligt, fordi den zone havde den største rumlige udstrækning, jfr. figuren på side 3 og 5 i GEUS-rapporten). Senere blev andre malmzoner afgrænset, se igen de førnævnte figurer på side 3 og 5: Cover, Banana, Tributary, South og Nunngarut 1-2.

Angel zonen havde ikke bare den største rumlige udstrækning. Det viste sig også, retrospektivt, at den havde den markant største malmtonnage, 6.6 Mton, jfr. tabellen nederst på side 8. Det fremgår af samme tabel, at Cover zonen bidrog med knap 4 mio. ton og Nunngarut1-2 med hhv. 347kton og 197kton, og at den samlede malmtonnage på 13,6 Mton, hvoraf 11,2 Mton blev brudt. Dvs. knap fire gange mere end da man traf beslutning om at bygge minen. Det er godt, når det går den vej...

Det fremgår ikke af tabellen eller GEUS-rapporten, hvornår de nævnte forskellige malmzoner med tilhørende malmtonnager blev afgrænset og hvornår de indgik i den løbende opdatering af malmtonnagen. Men Nunngarut 1-2 kom, så vidt jeg husker, ret sent til i minens levetid. Når det forhold sammenholdes med det faktum, at den årlige tailingsmængde udgjorde ca. en halv million tons, jfr. den DMU-rapport, som Dorte linkede til, betyder det i runde tal, at Nunngarut 1-2 kun vil kunne rumme tailing fra et enkelt års brydning. Altså: Det er uinteressant at forestille, at man ved 'mobilisering' af Nunngarut 1-2 kunne have undgået marin deponering af størsteparten af den samlede tailingsproduktion i minens levetid, 1973-91.

Når det er sagt, vil jeg gerne henvise interesserede læsere til det sidste afsnit ’Status 2006’ (på side 11 i GEUS-rapporten). Der kan man læse om de overvejelser, som et britisk selskab, for 13 år siden, gjorde sig vedr. genoptagelse af minedriften. Det skulle baseres på et nyt koncept, hvor man fokuserede på at tilladelse til at få minens tag til at falde sammen ved, at man ville bortsprænge pillerne, der bar ’taget’ over de ’katedraler’, som jeg skrev om i en tidligere kommentar. Teoretisk skulle man derved kunne få fat på 2,3 Mton malm i de piller, som Greenex/Boliden havde ladet blive stående. Selskabet forestillede sig ligeledes, at de ville efterbehandle tailings – eller måske blot udtørre den - så den blev til en halvtør pasta, som skulle deponeres i ’den nye mine’, bl.a. for at stabilisere ’taget’. Man ville ikke retablere tovbanen, men i stedet åbne en ny adgangstunnel syd for Banan zonen, og lave en vej rundt om den inderste del af Affarlikassaa ved at forlænge rampen, som var blevet anlagt for at komme op til Nunngarut.

  • 3
  • 0

Ha, verden er lille.

jo, det er samme hollandske geolog, vi taler om, klog mand.

Der er adgang til hele ’the usual suspects’ rapporten: "https://documents.pub/download/long-term-r...;, (hvis man dokumenterer, at man ikke er en robot.)

Tak for grundige overvejelser over mulige restdeponeringer fra Maarmorilik og Kvanefjeldet. Nej, tailing i selve minen ville nok ikke være heldigt.

Også tak til Juul Madsen for oprydningsplanen for minen fra 1990, noget af en opgave, de har haft. Permafrost nævnes hist og her som en del af sikringen af deponeret mineaffald. Nu til dags holder den forudsætning evt. ikke på sigt, men i denne sag nok kun en detalje i den samlede mulige miljøbelastning.

Fremover kan man måske trække alle metaller ud af gråbjerg og afvandet tailing(?), ad aktuel artikel om udvaskning af metaller fra flyveaske: "https://ing.dk/artikel/metaller-goer-tonsv...;. Evt. i et mindre, mobilt anlæg man kunne flytte fra sted til sted? Men jeg må vel forvente, at small scale mining+opberedning ikke rigtigt hænger sammen med bly-zink/REE-forekomster i mere kyndiges øjne.

Apropos - den anden REE, syd for Kvanefjeldet, uden uran, havde en tidl. specialevejleder vist en del med at gøre. Ved nogen, hvad aktuel status er for dette projekt?

  • 2
  • 0

Hej Mads
Black Angel Mining var i gang med at retablere (bygge en ny) tovbane, da minen fik godkendelse til at genåbne. De nået at opbygge den nedre og øvre stationsbygning. Desværre kom der en finanskrise i vejen. Det sidste som jeg har hørt er at hele projektet er lagt i mølposen og venter på bedre tider (ny ejer).
Vejen var vist en fremtidsplan, ligesom brydningen af de to nye forkomster i bunden af dalen.

  • 3
  • 0

Ok, det var altså Frank. Jeg har aldrig mødt ham, kun hørt om ham, gennem fælles bekendte, og jeg har en god hukommelse…

Tak for linket. Jeg fandt selv en anden vej udenom Researchgate.

Du spørger om ’den anden REE’. Jah, ovenstående artikel viser et foto af en af lejrene ved Kringlerne/Redekammen, som er den normale betegnelse for den lokalitet, som udgør den sydlige del af Ilimaussaq intrusionen.

Jeg har, ligesom dig forstået, at den sydlige del er mindre kompliceret, hvad angår ’uran som biprodukt’ end den nordlige del, Kvanefjeldet. Det fremgår da også af nærværende artikel, at 'der ikke er radioaktive elementer ud over naturlige baggrundsniveau'.

Begge projekter har været undervejs længe og der har eller er fortsat et vist personsammenfald på ejersiden. Jeg skal afholde mig fra at sige noget om, hvad det betyder.

Det lader til, at en del af forklaringen på, hvorfor det tager så lang tid, også med Kringlerne, er at der er uenighed mellem koncessionshaver og Råstofdepartementet om, hvorvidt der er rentabelt at anlægge et REE-raffinaderi på siten. Det skrev jeg et indlæg om for snart 5 år siden under denne artikel her på siden: https://ing.dk/artikel/groenlands-regering...

Koncessionshavers syn på sagen kan man læse om her, i en frisk artikel (fra 25. maj 2019) fra sermitsiaq.ag:

https://sermitsiaq.ag/kl/node/213885?fbcli...

Jeg tror ikke, at jeg har mere at tilføje p.t.

  • 0
  • 0

Jeg har på fornemmelsen, at du har været tættere – end jeg - på de faglige diskussioner om forskellige koncepter for genåbning af Den Sorte Engel.

Jeg nævnte med vilje ingen firmanavne i mit indlæg, bl.a. fordi jeg faktisk ikke har helt styr på, hvor mange firmaer der har været ind over, og hvor mange af dem evt. har skiftet navn i ’vadestedet’. Jeg refererede til GEUS-rapporten, som jeg skrev, var fra 2003, men det var faktisk lidt upræcist, fordi der er tale om en 2nd edition, hvor der er tilføjet et nyt afsnit ’Status 2006’, som nævner ’Black Angel Mining Ltd.’, et datterselskab af ’Angus & Ross plc’, i 2003 have fået tildelt en efterforskningslicens (-tilladelse).

Den 2006-tilføjelse til 2003-rapporten omtaler naturligt nok ikke - som du skriver - at ’Black Angel Mining’ var i gang med retablere/bygge en ny tovbane, ’da minen fik godkendelse til at genåbne’. Jeg tror, at du udtrykker dig lidt upræcist, hvad angår ’godkendelse’. Jeg går ud fra, at Angus & Roos plc eller Black Angel Mining Ltd på et eller andet tidspunkt – i overensstemmelse med lovens krav - har stiftet et grønlandsk indregistreret aktieselskab, Black Angel Mining A/S. Det selskab, BAM A/S fik i (maj) 2008 fik tildelt en udvindingstilladelse/-koncession/-licens for perioden 2008-21. maj 2037. Det er vigtigt at understrege, at den tildeling 'kun' udgør den ydre ramme for ’koncessionshavers’ rettigheder og pligter (ja, jeg er gammeldags, atjeg foretrækker det udtryk). Mig bekendt har Black Angel Mining A/S aldrig afleveret ’en udnyttelsesplan for virksomheden, herunder produktionens tilrettelæggelse samt anlæggene dertil’ til godkendelse hos Naalakkersuisut, som det hedder (nogenlunde) i råstoflovens §19, stk. 1.

Og her er vi med at være inde i sagens kerne: Der er desværre en håndfuld eksempler på, at Råstofdepartementet har tildelt udvindingstilladelse til et mineselskab, hvorom man allerede vidste – eller hvor det snart viste sig – at selskabet ikke selv var tilstrækkeligt velpolstret og ej heller var i stand til at finde mere velpolstrede investorer, som kunne og ville binde an med at føre det og det mineprojekt ud i livet.

Der er p.t. (iflg. oversigten fra marts 2019), 6 udvindingstilladelser i kraft i Grønland. Heraf det kun 2, som har ført til godkendelse af udnyttelsesplan og iværksættelse af minedrift (en rubinmine syd for Nuuk) og en anorthositmine, nær mundingen af Søndre Strømfjord. Der er altså p.t. 4 udvindingstilladelser, som jeg vil tillade mig at betegne som ’spøgelsestilladelser’, hvor det er tvivlsomt om den aktuelle rettighedshaver er i stand til sikre den fornødne finansiering til etablering af minedrift.

  • 0
  • 0