SIRI-kommissionen: Bedre brug af sundhedsdata og mere AI, tak

19. januar 2018 kl. 16:23
SIRI-kommissionen: Bedre brug af sundhedsdata og mere AI, tak
Illustration: Bakhtiar Zein, BigStock.
Flere kronisk syge og færre sengepladser nødvendiggør bedre udnyttelse af patientdata og kunstig intelligens, lyder det i nyt udspil fra tænketanken SIRI-kommissionen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Med flere ældre og færre sengepladser på hospitalerne er det både nødvendigt – og en god idé – at øge muligheden for forebyggelse og helbredelse i hjemmet.

Deltagerne gav input til forslagene. Illustration: Mie Stage.

Og så længe forsikringsbranchen blander sig udenom, har folk slet ikke noget imod at dele deres sundhedsdata, viser undersøgelser fra bl.a. Ingeniørforeningen.

Det skal udnyttes bedre, for koblet sammen med kunstig intelligens – og folks interesse for at hente sundhedsinformationer på nettet og i apps – vil det give langt bedre muligheder for individuel forebyggelse og behandling fremover. Og dermed vil flere liv blive reddet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nogenlunde sådan kunne en sammenfatning lyde af de fire anbefalinger, som SIRI-kommissionen, bestående af en række eksperter inden for sundhed og teknologi, i dag fremlagde på Christiansborg.

»Vi går fra at være en produktionsvirksomhed til at være en servicevirksomhed, hvor vi understøtter folks livsstil og hjælper dem med at sortere i information for selv at finde ud af, om de er syge,« sagde Camilla Rathcke, formand for Yngre Læger og medlem af SIRI-kommissionen.

SIRI-kommissionens formål

At kortlægge, hvordan Danmark kan blive førende hvad angår at udnytte de vækst- og jobmuligheder, som kunstig intelligens og digital disruption skaber.
At skabe opmærksomhed om de forandringer, kunstig intelligens og digital disruption skaber i vores samfund i almindelighed og på vores arbejdsmarked isærdeleshed – og hvad de betyder for os som mennesker.
At belyse, hvilke typer af job kunstig intelligens og digital disruption erstatter i fremtiden, hvilke mulige nye job det kan skabe, samt hvilke typer af uddannelser, der således bliver efterspurgt i fremtiden.

»Det vil rykke på sundhedsvæsenets selvforståelse og kræver en modig ledelse, som vil gå fra en nulfejlskultur til også at fokusere mere på kreativitet og nytænkning,« sagde hun.

Bedre patientdata

Men for at skabe de bedst mulige betingelser for, at patienterne kan komme sygdomme og ventelister i forkøbet, er gode patientdata som nævnt nødvendige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og fokus lå da også uden sidestykke på indsamling, behandling og sikring af sundhedsdata ved formiddagens forsamling.

For hvad skal samles, hvordan skal det samles, og hvad skal borgeren løbende give samtykke til?

I alt fremlagde SIRI-kommissionen fire forslag

Danmark skal styrkes som test-nation for udvikling af digitale løsninger i sundhedssektoren.
Under det punkt ligger oprettelsen af en instans, som kan samle og styre offentligt-privat samarbejder.

Sundhedsdata – fremtidens store balanceøvelse.
Her går anbefalingen på, at en central enhed – f.eks. Sundhedsstyrelsen – skal samle og sikre adgang til sundhedsdata i stedet for de nuværende 164 eksisterende danske sundhedsdatabaser. Enheden skal kunne konkurrere med Apple og Amazons indsamling af sundhedsdata, så vi selv ligger inde med de data, som forskere og læger skal drage nytte af. Ifølge ugebrevet Mandag Morgen vil 85 procent af danskerne gerne dele deres sundhedsdata – med lægen vel at mærke. Forsikringsselskaber skal derimod helst holde snuden fra vores data, så en del af arbejdet bliver at finde ud af, hvem der må bruge data og til hvad.
Findes det gyldne snit, skulle der derimod være masser af guld at hente for bl.a. at gøre deep learning-algoritmer bedre.

Udvid apoteket med teknologiske hjælpemidler.
Apps og wearables skal være en del af forebyggelse og behandling, og man skal kunne få tilskud til dem. Forslaget lyder på, at Sundhedsministeriet opbygger en app-guide, så patienterne ikke drukner i junglen af private apps uden videnskabelig baggrund.

Fremtidens sundhedssektor opfylder behov med teknologi og sikrer, at kompetencer og organisering passer til de nye teknologier.
Her går anbefalingen på, at regering, kommuner og regioner sætter fokus på, at behov og kompetencer hænger sammen – altså at der skabes et solidt grundlag for innovation. Herunder eksperimenter med kunstig intelligens og virtuelle læger.

Panelet af sundhedsordførere fra SF, S, DF, R og Enhedslisten var enige om, at sikkerhed var ekstremt vigtigt for at værne om danskernes tillid. Så regler for dette og transparens over for borgerne var vigtige, lød det på tværs af panelet.

Der findes dog allerede masser af data, også i det private, hvor Amazon og Apple allerede samler sundhedsdata fra bl.a. wearables, og det er heller ikke småting, Facebook og Google kunne udrede om os, hvis de ville.

»Data er den helt afgørende byggesten i fremtidens sundhedssektor, men det er også her, vi kan se de største udfordringer. Sundhedspersonalet har ikke længere monopol på at vide noget om vores sundhed, så der er mange data, men det er også en balanceøvelse, hvor personfølsomme oplysninger skal respekteres,« lød det fra en af kommissionens formænd Ida Auken (R).

Sammen med sin med-formand Thomas Damkjær Petersen, som også er formand for Ingeniørforeningen, fremlagde hun de fire forslag til regeringen og andre offentlige instanser, som ses i boksen andesteds i artiklen.

Bagefter blev de 140 tilskuere, primært fra sundhedssektoren, bedt om at stemme på deres favoritforslag som optakt til en debat med de medvirkende eksperter og sundhedsordførere.

Mens hovedparten af stemmerne gik til forslag 2 og 4, var der mindre rift om at prioritere app-guiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det tror jeg skyldes, at vi er bekymrede for, om vi kan følge med i det her. Hvordan får vi sat det rum af til at være innovative,« sagde formanden for Camilla Rathcke.

Der blev stemt om forslagene. Illustration: Mie Stage.

Løsningen kunne ligge i større inddragelse af private aktører, som samtidig skulle have bedre mulighed for at komme på banen, lød det fra flere sider.

»De private er bedre til at varetage denne udvikling, men vi skal selvfølgelig være villige til at aftage det i det offentlige. Sundhedsplatformen blev udskældt, men vi skal ikke brokke os over de små sten i skolen, når vi har store potentialer over for os,« lød det fra DF's Jeppe Jacobsen.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger