Singapore skal redde dansk biotek
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Singapore skal redde dansk biotek

Danske universiteter står foran en invasion af kloge hoveder fra Asien. En storstilet samarbejdsplan mellem Singapore og Danmark skal skaffe ph.d.-studerende til landet - og hjælpe med at løse den store mangel på kvalificeret abejdskraft, der truer væksten i den danske lægemiddel- og biotekindustri.

»Ideen er med ét slag at give den bioteknologiske forskning i både Danmark og Singapore et enormt løft,« siger rektor, Henrik Toft Jensen, Roskilde Universitetscenter.

Han er formand for universitetsrektorernes forening, Rektorkollegiet, som har forhandlet planen med de singaporeanske myndigheder.

Planen går ud på, at Danmark skal uddanne 1.000 ph.d.er fra bl.a. Singapore inden for bioteknologi over de næste fem år.

Ifølge direktør for Mikroelektronik Centret på DTU, Jon Wulff Petersen, pennefører på planen, rummer samarbejdet indlysende fordele for begge parter:

»Vi kan hjælpe med til at kickstarte den bioteknologisk forskning i Singapore, og samtidig få adgang til massevis af dygtige studerende, som vi efterhånden har stor mangel på,« siger han.

Singapore har som erklæret mål at blive blandt verdens førende inden for bioteknologi. Den lille østat har afsat ca. 15 mia. kr. til at opfylde målet, men landet har i en fart brug for at få uddannet langt flere forskere, end uddannelsessystemet kan klare.

Selvom hovedparten af forskerne skal tilbage og bruge deres danske ph.d. i Singapore, så vurderer Jon Wulff Petersen, at en pæn del vil blive i Danmark.
Forskningsdirektør i Novo Nordisk, Børge Diderichsen, kalder Rektorkollegiets plan for "ekstremt visionær" og er begejstret for udsigten til stor tilgang af asiatiske studerende.

»Manglen på forskere er et kritisk problem. Det vil være et stort fremskridt for den danske lægemiddel- og biotekindustri at få adgang til så mange dygtige unge mennesker,« siger han.

Detaljerne i aftalen mellem Danmark og Singapore er ikke helt på plads. Det gælder blandt andet finansieringen, der ventes at løbe op i over én mia. kr. Men Singapore betaler hovedparten af regningen.

Henrik Toft Jensen mener, at den færdig plan kan underskrives i løbet af få måneder, så de første ph.d.-studerende kan komme til Danmark allerede til næste år.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først