Simpel tablet skal lindre bivirkninger for cancerpatienter

Op mod 40 procent af de cancerpatienter, der bliver behandlet med stråle- og kemoterapi, bliver ramt af smertefuld mundbetændelse. Men nu er der forhåbentlig hjælp på vej.

Et nyt lille dansk biotekselskab arbejder nemlig på at få simple sugetabletter med et lokalbedøvende middel på markedet.

Ideen blev skabt af en lægegruppe på Hvidovre Hospital, som satte to farmaceutstuderende til at udvikle en tablet, der smelter i munden, mens den frigiver lokalbedøvelsesstoffet lidokain. Den virkelig dårlige smag ved lægemidlet blev maskeret med lakridssmag.

Sugetabletterne ligner det slik, vi kan købe i supermarkedet, men er altså receptpligtig medicin. Foto: Oracain II Illustration: Oracain II

Den idé fik Bjarne Bymose, der er uddannet læge og nu er administrerende direktør i biotekselskabet Oracain II, et tip om.

Siden har de arbejdet videre med, hvad ideen kunne bruges til, og de har udviklet på tabletterne, så de nu minder meget om lakridspastillerne Lakrisal. Og så er bedøvelsesmidlet byttet ud med bupivacain, da det har en længere effekt.

Det tager fem minutter, før tabletten er opløst i munden, og slimhinden i munden er bedøvet, og med lidokain forsvandt virkningen igen efter 10-15 minutte. Men med bupivacain holder det en times tid.

»Det er en meget lavteknologisk løsning, men ingen har tidligere fremstillet en sugetablet med bupivacain, og det er lige præcis, hvad der er brug for. Der er mange kræftpatienter, som har voldsom mundbetændelse og så store smerter, at de hverken kan spise, drikke eller børste tænder,« fortæller Bjarne Bymose fra Oracain II, der nu har patent på ideen.

Tanken er, at patienterne kan tage sugetabletterne, der går under navnet Bupizenge, fire-fem gange i døgnet, så de smertefrit kan spise og drikke. Tabletterne er ikke en kur mod betændelsen, men en smertelindring.

Testes på danske kræftpatienter

Holdet bag den nye sugetablet tror på, at den får stor betydning.

»Mange har forsøgt at finde en behandling for den mundbetændelse, som mange kræftpatienter får af stråle- og kemobehandling, men det er ikke lykkedes særlig godt. Der findes f.eks. en mundspray, men med den bliver mundslimhinden ikke udsat for stoffet længe nok til, at det kan give en god virkning lokalt,« fortæller Bjarne Bymose og fortsætter:

»Jeg har været med i utallige projekter, og det her er en rigtig god idé, da den er så enkel, og der er et stort medicinsk behov for sådan en behandling.«

Sugetabletterne er blevet testet for bivirkninger o.lign. på raske frivillige, og næste skridt er at teste virkningen på et større antal kræftpatienter i Danmark i løbet af det næste års tid. Dette har bl.a. Seed Capital leveret finansiering til.

Da selve stofferne er kendte, håber Bjarne Bymose, at tabletterne kan være på markedet allerede i 2015.

Tabletterne har også vakt stor interesse hos tandlæger, der f.eks. kan bruge dem i forbindelse med de smertefulde parodontosebehandlinger. Dette vil blive testet sideløbende.

Der er desuden nogle sjældnere sygdomme som Sjøgrens syndrom og Burning Mouth Syndrome med mundsmerter, hvor tabletten højst sandsynlig også kan gøre en forskel.

Dokumentation

Læs mere om Oracain II hos Seed Capital