Simpel blodprøve kan afsløre Alzheimers

En simpel blodprøve kan afsløre om en patient lider af Alzheimers, ifølge forskning fra Texas Tech University Health Sciences Center.

Det er biomarkørerne i blodprøven, der kombineret med kliniske informationer kan give en diagnose. Forskerne pointerer, at der er en stor fordel i, at diagnosen kan gives fra en simpel blodprøve i stedet for eksempelvis rygmarvsvæske, da blodprøven kan tages i hjemmet af en sygeplejerske.

Forskerne fandt biomarkørerne for Alzheimers ved at analysere proteiner i serum fra 197 patienter diagnotiseret med Alzheimers samt 203 uden Alzheimers. Statistiske analyser blev brugt til at lave et scoresystem ud fra niveauer af blandt andet fibrinogen, interleukin-10 og C-reaktiv protein.

Det er forskeren Sid E. O’Bryant, der er hovedmanden bag opdagelsen. Foto: Texas Tech University Health Sciences Center Illustration: Texas Tech University Health Sciences Center

Korrekt 94 procent af gangene

Det endelige biomarkørsystem identificerede 80 procent af dem med Alzheimers korrekt og 91 procent af dem uden.

Da andre faktorer som køn, alder, uddannelser og hvorvidt personen havde APOE-genet, der er forbundet med risiko for Alzheimers kunne systemet korrekt identificere 94 procent af individerne med Alzheimers og 84 procent af dem uden.

Testen skal nu valideres yderligere, men forskerne forventer, at en sådan test vil kunne have stor betydning på verdensplan.

Resultaterne er præsenteret i tidsskriftet Archives of Neurology.

Dokumentation

Artiklen i tidsskriftet Archives of Neurology

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Verden er fuld af forskere, som leder efter biomarkører for all mulige lidelser, og det er principielt en god ting. I den mest simple udgave er princippet, at der for det aktuelle protein bestemmes en såkaldt "tærskelværdi" (threshold value) for koncentrationen af proteinet i patientens blod. For en koncentration under tærskelværdien (eller over tærskelværdien) erklæres patienten som positiv ellers som negativ. Sandsynlighen for, at en patient, der med sikkerhed har den pågældende lidelse, bliver erklæret positiv betegnes som detekteringsmetodens sensitivitet, mendens sandsynligheden for, at en patient, der med sikkerhed ikke har lidelsen, betegnes som metodens specificitet. Ved Alzheimer blodprøven er disse to sandsynligheder estimeret til henholdsvis 94 % og 84 %. Umiddelbart ser dette pænt ud, men de to bestemmelser er med usikkerhed. Men hvad der virkelig tæller i klinikken, er, om en patient, som er erklæret positiv reelt har lidelsen. Lægerne, som i hvert fald tidligere var fortrolig med denne problemstilling, taler om "den diagnostiske værdi af en positiv test". Denne er ofte meget lav, hvis patienten er udtrukket fra en population, hvor sandsynligheden for den pågældende lidelse er lav. Da det ikke er nogen god ide at påbegynde en behandling på et forkert grundlag, bør biomarkører anvendes med forsigtighed. Eksempel: En metode har en sensitivitet på 95 % og en specificitet på 97 %. Sandsynligheden for, at en undersøgt patient har den aktuelle lidelse er 0,001. Sandsynligheden for, at patienten med en plus reaktion har lidelsen er ca. 3 %. Erik Holst

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten