Sikkerhedsproblemer stopper 135 byggerier

Tagarbejde uden faldsikring. Mangelfulde stilladser. Livsfarlig brug af personlifte. Det vanlige billede mødte Arbejdstilsynets tilsynsførende, da de onsdag gennemført en aktion mod en række byggepladser.

»Vi undrer os over, at virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen har så svært ved at lære af deres erfaringer,« siger kontorchef Sonja Ploug Jensen, Arbejdstilsynet.

Så sent som tirsdag den 20. november 2007 kostede en ulykke på en byggeplads ved Kalundborg en 28-årig mand livet, da et stort betonelement væltede ned over ham.

»Selv hos de største entreprenører oplever vi igen og igen, at det vi fortæller dem den ene dag, har de glemt den næste. Det koster virksomhederne dyrt i bøder og tabt arbejdstid, når vi må stoppe arbejdet på en byggeplads. Men det værste er selvfølgelig den risiko, som virksomhederne udsætter deres medarbejdere for,« beretter Sonja Ploug Jensen.

Ved gårsdagens aktion besøgte Arbejdstilsynet i alt 190 byggepladser over hele landet. Under besøgene gav de sammenlagt 135 strakspåbud eller forbud, som betyder, at arbejdet på byggepladserne blev stoppet, indtil forholdene er i orden.

Flere af disse sager skal nu overvejes nærmere for at afgøre, om der skal indstilles til retslige tiltaler.

»Vi kan ikke spore nogen nævneværdig bedring i situationen,« fastslår Sonja Ploug Jensen.

»Men det hører også med, at billedet er ganske varieret. På en del byggepladser er forholdene faktisk i orden, men der er stadig mange steder, hvor det halter. Så det handler først og fremmest om, at arbejdsgiverne især og branchen generelt må fastholde fokus på området, for der skal rettes op.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg er pt. på en byggeplads hvor sikkerheden har første prioritet - overruler tidsplaner og økonomi. Enhver der færdes på pladsen har sin fulde ret til at stoppe usikkert arbejde. Alle entreprenører skal melde alle usikker handlinger - ligeved ulykker. Hvis der mod forventning sker en ulykke skal der afrappotreres til bygherre m.fl. og der holdes møder om hvad man kan gøre for at det ikke sker igen. Der er en sikkerhedsorganisation på 5 personer, hvis eneste opgave er at sørge for at alt arbejde kan og udføres sikkert. Vi har meget få skader selvom der er byggeplads med 400 håndværkere.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten