Siemens opkøber konkurrent og overhaler Vestas

Den tyskejede teknologikoncern Siemens har netop indgået aftale med spanske Gamesa om en fusion, der vil gøre det fusionerede selskab til verdens største vindmølleproducent målt på markedsandele. Den position har hidtil tilhørt danske Vestas.

Det skriver en række medier, blandt andre Reuters. De to selskaber er nået frem til en principiel aftale og arbejder nu på at få de endelige detaljer godkendt, oplyser Gamesa til Reuters i forbindelse med, at handel med selskabets aktier er blevet standset fredag.

Siemens-møllerne er udbredte til brug offshore, men har mindre succes på land. Derudover har Gamesa ifølge Reuters bedre fat i vækstmarkeder i Latinamerika, skriver nyhedsbureauet blandt andet.

Spekulation i månedsvis

Nyheden er kulminationen på vedholdende rygter om en fusion mellem de to vindmølleproducenter. Rygterne blev bekræftet i januar, hvor selskaberne offentliggjorde, at forhandlingerne var i gang.

Siden da har der dog været problemer med sammenlægningen på grund af et samarbejde Gamesa har haft med det franske selskab Areva.

Parterne skulle angiveligt være nået til en løsning på dette problem nu, hvorfor fusionen kan gennemføres.

Siemens vil ifølge Finans betale op til en mia. for Gamesa, der vil udgøre 41 pct. af fusionsselskabet.