Siemens: Kom nu - skær 40 procent af CO2-udslippet

Det er ikke hver dag, at en direktør i et af verdens største industriselskaber beskylder politikerne for at være for teknologifikserede.

Ikke desto mindre er det beskeden fra Hermann Requardt, der står i spidsen for tyske Siemens' teknologidivision. Han er træt af at høre politikerne tale om at udvikle nye energiteknologier som biobrændstof, solceller og bølgekraft, mens temperaturen stiger i det menneskeskabte, globale drivhus.

»Nye teknologier som for eksempel CO2-rensning og -lagring bliver vigtige. Men man må ikke glemme de muligheder, der allerede er tilgængelige,« siger han i et interview med norske Teknisk Ukeblad.

Ifølge Hermann Requardt kan vi med dagens teknologi løse hele klimakrisen. Han vurderer, at muligheden for at spare energi og at effektivisere energiproduktionen og -distributionen kan nedbringe CO2-udslippet med 40 procent.

Enormt potentiale i at optimere kraftværker

Og der er ingen grund til ikke at komme i gang, understreger Siemens-direktøren. Investeringerne kan nemlig betale sig selv hjem, hvis blot der er nogen til at gå foran og lægge pengene ud.

Ifølge Hermann Requard er der et enormt potentiale i at optimere kraftværker. Desuden fremhæver han ligesom en tidligere rapport fra konsulentfirmaet McKinsey, at klimaregnskabet kan forbedres betragteligt ved at isolere boliger og kontorer bedre.

Hvis det lykkes at effektivisere energiforbruget med 40 procent, så vil priserne på energi falde. Det kan føre til, at forbruget stiger, men politikerne skal koncentrere deres indsats om, at det ikke sker, mener Hermann Requard.

Dokumentation

Artiklen i Teknisk Ukeblad