Den grønne omstilling skal ifølge SF også gælde de danske småfærger. Det siger Karsten Hønge fra SF, som både er transportordfører og ordfører for Landdistrikter og øer:
»Vi synes, at det er et vigtigt skridt i hele den grønne omstilling og i fin tråd med Folketingets klimastrategi,« siger han.
I beslutningsforslaget vil SF pålægge regeringen at foretage en vurdering af, hvorvidt omlægningen til elfærger er økonomisk forsvarligt og - hvis dette er tilfældet - så skal staten kun yde tilskud til billetpriser, hvis der også vælges en elfærge.
Læs også: Siemens-analyse: Syv af ti danske små-færger kan sejle på el
Med andre ord kan de små færgerederier skyde en hvid pil efter offentlige kroner til driften, hvis den næste færge på overfarten bliver en traditionel dieselfærge.
Bedre miljø og flere arbejdspladser
Karsten Hønge peger på en rapport fra teknologikæmpen Siemens (som også leverer teknologien vel at mærke), som viser, at syv ud af ti danske småfærger vil have bedre økonomi ved at vælge en færge på el og batterier end en traditionel færge, hvis der vel at mærke er tale om en nybygning:
»Der vil selvfølgelig være en indfasning hen over årene. Men hvis det er muligt at reducere miljøbelastningen og forbedre klimaet, så synes vi, at det er vigtigt,« siger Karsten Hønge.
Han bor privat på Fyn og har i den forbindelse fulgt initiativet med at udskifte Ære-færgen til eldrift og bygningen af færgen på Søby Værft. I forslaget bliver det fremhævet, at flere af de nuværende 52 småfærger står foran at blive udskiftet i de kommende år:
»Det er jo også et forslag, som kan give beskæftigelse til lokale værfter,« siger Karsten Hønge, som vurderer, at det kan skabe flere hundrede arbejdspladser i Danmark. Alene bygningen af den nye Ærøfærge har betydet 40 ekstra arbejdspladser.
Læs også: Træg start for rene danske batterifærger
Søby Værft er ikke ene om at oparbejde ekspertise inden for eldrift af færger. Også på Hvid Sande Shipyard har der været flere nybygning, hvor batterier og eldrift har indgået.
Færgesekretariatet vil også gerne give en gulerod
Under Indenrigsministeriet, hvor drift af de små færger ligger, har Færgesekretariat også kigget på udskiftningen af de mange små, danske færger. Leder af sekretariatet Jan Fritz Hansen vil ikke helt afvise, at de små danske færgerederier kan presses til at vælge eldrift, hvis de offentlige tilskud tages fra dem:
»Men jeg synes også, at man skal bruge en gulerod og komme med nogle positive incitamenter for at vælge en elfærge frem for en traditionel dieseldrevet,« siger han.
Læs også: Vandkølede batterier sikrer lynladning af elfærger på Øresund
Et af dem er den nye standardfærge, som Færgesekretariatet er ved at få udviklet. Ideen med færgen er, at de små ruter kan vælge mellem tre størrelser, men at færgerne på en lang række punkter er ens:
»På den måde kan der spares store summer på vedligeholdelse, reservedele og uddannelse af personale,« siger Jan Fritz Hansen, som også peger på bedre finansieringsmuligheder som noget, der kan få de små rederier til at vælge elfærger.
Minister afviser at blande sig i valg af færge
De kommende forslag fra SF får dog ikke opbakningen fra den siddende regering.
Til Ingeniøren siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll:
»Tilskuddene fra staten til de danske småfærger er vigtige for at sikre liv og vækst på landets mindre øer, og regeringen blander sig i ikke i, om færgerne sejler på el, biobrændsel eller diesel. Der er ikke brug for den slags statslig detailregulering. Vi forventer, at færgeoperatørerne gør det, der bedst kan betale sig for dem og kunderne,« siger han.
