SF vil ha' besked om biobrændstoffer

Partiet vil gerne have regeringen til at tage en politisk beslutning om at tilsætte for eksempel 5 procent biobrændstoffer til benzin og diesel. Det vil skabe et marked og et perspektiv for de stærke forskergrupper på især DTU, KVL, RISØ og hos Novozymes, som arbejder med biobrændstoffer produceret på biologiske restprodukter.

»Danmark har alle muligheder for at blive førende på dette område, men uden et marked sakker vi bagud, og det er altså for tosset,« siger energipolitisk ordfører Anne Grete Holmsgaard, der har kaldt Transport- og energiministeren i samråd.

I samrådet vil hun ha' besked om, hvorvidt regeringen vil påbyde olieselskaberne at blande biobrændstof i benzin og diesel. Hun vil vide, hvad regeringen vil foretage sig for at sikre udvikling og produktion af biobrændstoffer på grundlag af biologiske restprodukter – og for at sikre at dansk viden på dette område ikke dør hen pga. manglende politisk handlen. Endelig spørger hun, hvad regeringen vil gøre – herhjemme og i EU – for at sikre markedsføring og udbredelse af mere energieffektive biler.

SF har tidligere fremlagt et beslutningsforslag (B 20) i folketinget om støtte til udvikling og produktion af biobrændsler på grundlag af planterester og affald og om at olieselskaberne skal pålægges at tilsætte en vis procentdel biobrændstof i benzin og diesel. Forslaget er førstebehandlet og nu under udvalgsbehandling.

Emner : Bioethanol
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten