SF kræver advarsler på produkter med hormonforstyrrende stoffer

Socialistisk Folkeparti vil have indført en ny mærkningsordning, der skal gøre forbrugerne opmærksomme på, at der er hormonforstyrrende stoffer i det produkt, de er ved at købe. Ordningen er en del af et politisk udspil, der skal sætte stofferne på dagsordenen med den baggrund, at partiet ønsker et totalt forbud senest i 2020.

»Det kan have fatale konsekvenser, hvis du bliver udsat for skadelige produkter. Forbrugerne skal have nemmere ved at kunne vælge produkterne fra. Derfor er det vigtigt med en mærkningsordning. Vi skal hjælpe forbrugerne, indtil vi kan få et forbud,« siger formand Pia Olsen Dyhr til dagbladet Politiken.

Forbrugerrådet bakker op om SF's forslag og kalder en mærkningsordning et godt redskab til at lægge pres på producenterne.

Som en del af udspillet vil SF også have afsat 50 millioner kroner på finansloven over de kommende tre år. De skal gå til yderligere forskning på området på Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion, der netop har påvist, at op til ti procent af befolkningen kan have markant større indre eksponering for phthalater. Det skyldes en udbredt genmutation.

Læs også: Hver tiende dansker er ekstra sårbar over for giftig kemi

Det er kompliceret at slå fast, hvilke effekter hormonforstyrrende stoffer har på mennesker. Både fordi der mangler viden, og fordi forskerne ofte kun har dyreforsøg at forholde sig til. Samtidig ser man en stigning i flere af de sundhedsmæssige konsekvenser, stofferne frygtes at have.

»Vi må erkende, at vi skal op på en højere klinge. Problemet stiger. Vi skal vende udviklingen, tvinge producenterne til at tænke nyt og dermed mindske konsekvenserne. Og vi har brug for endnu mere viden om, hvilke effekter stofferne har på os,« siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.

Partiet vil have mærkningsordningen indført fra 2016.