SF: Afsæt en milliard til historiens værste jordforureninger

5. februar 2018 kl. 15:277
SF: Afsæt en milliard til historiens værste jordforureninger
Pia Olsen Dyhr, formand for SF gruer for, at oprydningen i Grindsted bliver skudt til hjørne sådan som problemet er blevet det i årevis under skiftende regeringer. Illustration: Scanpix.
SF vil finde en milliard på finansloven nu og her til oprensning af især Grindsted-forurening. Men regeringen vil vente til 2019.
Artiklen er ældre end 30 dage

»Det er uansvarligt at vente et år på at håndtere den aktuelle lækage. Vi vil have vished for, at der dæmmes op for de nye forureninger«, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.

Hendes kritik er rettet imod miljøminister Esben Lunde Larsen (V). Det sker, efter en undersøgelse fra DTU og Miljøstyrelsen har påvist, at der årligt siver 100 kg af det kræftfremkaldende stof vinylklorid fra giftdepoterne i Grindsted og lige ud i Grindsted Å - og som tidligere har været omtalt her i Ingeniøren.

Udsivningen føjer et nyt kapitel til sagen om forurening fra Grindstedværket, hvoraf giftdepoterne i Kærgaard Klitplantage ellers hidtil har været det mest kendte.

Læs også: DTU-tal afslører voldsom forurening fra gammelt giftdepot i Grindsted

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop fordi vinylklorid er kræftfremkaldende, er den tilladte mængde sat lavt til 0,05 mikrogram per liter. Men grænsen er tæt på forureningsudløbet er overskredet 100 gange, og syv kilometer nede ad åen er den overskredet 20 gange.

Esben Lunde Larsen pointerer dog, at der ikke skal reageres sporenstregs på forureningen. Vi skal vente til 2019. Forhalingen hænger sammen med, at det regionerne som har ansvaret for denne type oprydning, og regionerne modtager allerede 420 mio.kr til oprydning.

En tankvogn med kemikalieaffald fra Grindstedværket tømmes på dette arkivfoto i Kærgaard Klitplantage – det skete dagligt i perioden fra 1956-1973. Illustration: Scanpix.

Grindstedværkets historie

Produktionen af lægemidler og hjælpestoffer til næringsmiddelindustrien begyndte i 1924 i Grindsted på virksomheden Grindstedværket A/S. Produktionen før Anden Verdenskrig var dog beskeden.

I 1939 blev Grindstedværket en del af Danisco-koncernen, og i 2011 overtog den amerikanske kemivirksomhed Dupont foretagendet, så Grindstedværket herefter kom til at hedde Dupont Nutrition Biosciences. Dupont købte Danisco for 36 milliarder kroner.

I 1960'erne og 1970'erne blev Grindstedværket kendt for forureningsproblemer knyttet til værkets spilde­vand. Spildevandet, som indeholdt giftige stoffer fra produktionen, blev deponeret på fabriksgrunden eller på den gamle losseplads i byen. Resten blev udledt til Grindsted Å, som blandt andet blev forurenet med kviksølv.

I 1972, 30. juni, fik Danisco en bøde på 70.000 kroner for ulovligt at have udledt kviksølv til Grindsted og Varde åer. Danisco havde ellers tidligere hævdet, at udledning af miljøskadelige stoffer var sket i henhold til gældende lovgivning.

I 1972 etablerede Grindstedværket eget spildevandsrensningsanlæg.

I perioden fra 1956-1973 kørte virksomheden – med tilladelse fra myndighederne – store mængder spildevand ud i Kærgaard Klitplantage og deponerede det i seks gruber i et område mellem Vejers og Henne. Deponeringen skete i en afstand af 400-800 meter fra kysten.

Deponeringen af spildevandet har medført forurening af jord og grundvand over et areal på ca. 500.000 kvadratmeter og udsivning af miljøskadelige stoffer til Vesterhavet inden for en kyststrækning på ca. 800 meter.

Kilder: Region Syddanmark, Gyldendal, Den Store Danske, Berlingske Tidende

For at få bedre overblik over indsatsen, herunder økonomien, er det aftalt, at regionerne i perioden 2014-2018 skal identificere de jordforureninger, som reelt udgør en risiko for overfladevand og natur.

Når regionerne har overblik over området, vil Folketinget i 2019 indgå i en økonomiforhandling med regionerne om at prioritere undersøgelses- og oprydningsindsatser for de forskellige forureninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til den tid kan det altså så være, at regionerne får en ekstra pose penge til at rydde op efter giftdepoterne i Grindsted. Eller ingenting.

Vil handle nu

»Vi kan blandt godt være bekymrede for, at processen forhales yderligere, fordi de ønskede undersøgelser og andet materiale er for tyndt eller slet ikke når at blive klar. For eksempel står miljøstyrelsen midt i en omfattende flytteproces i forbindelse med udflytningen til Odense,« siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF

Derfor vil SF handle nu. Partiet foreslår, at der oprettes en renjordsfond på en milliard. Fonden kan blandt bruges til at rense jorden efter Grindstedværket én gang for alle.

Læs også: Region Syddanmark: Vi har ikke penge til at rydde forurening af Grindsted Å

Pengene skal findes i de ubrugte midler fra Finansloven, som står tilbage ved årets udgang. De sidste år har det været muligt at hente en milliard fra disse ubrugte midler, og det forventer SF også, at der vil være i år.

De penge falder tilsyneladende på et ømt sted for Billund Kommune og Region Syddanmark, der har ansvaret for oprydningen.

For staten må på banen, hvis der skal ryddes op efter forureningen i Grindsted, lyder budskabet fra borgmester Ib Kristensen (V).

Regioner kræver staten på banen

Et budskab som bliver delt af Region Syddanmark, der siger, at de 20-30 millioner kroner, som regionen årligt har at gøre godt med, ikke batter noget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Forureningen i Grindsted er en samfundsopgave af en type, som vi slet ikke har penge nok til. Så vi må have staten på banen, hvis der på et tidspunkt skal ryddes op,« lyder det fra Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Illustration: MI Grafik / Lasse Gorm Jensen.

Prisen for oprydning er ifølge regionen og kommunen vurderet til at koste et større trecifret millionbeløb. En oprydning vil kræve yderligere undersøgelser og metodeudvikling.

Hvad koster det?

Ingeniøren har anmodet Billund Kommune om indsigt i beregningerne for oprydningen og et forsøg på at konkretisere estimatet for udgiftsposten. Vi vil beskrive disse baggrundstal i en artikel senere hen.

Region Syddanmark har foreløbig brugt 13 millioner kroner og syv årsværk i arbejdet med at håndtere forureningen efter Grindstedværket i Grindsted by.

Læs også: Miljøminister vil vente: Måske penge til Grindsted-forurening næste år

Grindstedværket, som indtil for nylig var ejet af Danisco, er i dag overtaget af den amerikanske kemivirksomhed Dupont. Værket har efterladt sig mindst fire depoter med gift i selve Grindsted by – heraf et på selve fabriksgrunden, hvorfra udsivningen til Grindsted Å sker.

Dupont ønsker ikke at kommentere på forureningen.

7 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
7
6. februar 2018 kl. 01:11

Nu må miljøorganistionerne komme på banen. Er det være med en lokal forurening af mindre dimensioner eller en global forurening med mere CO2 grundet oprydningens utvivlsomme ekstra udledning af CO2. Hvordan skal man vægte det i et globalt perspektiv.

6
6. februar 2018 kl. 00:53

100.000.000kr i oprydning
37.000.000.000kr i salgspris
Behøver det flere ord?

ærgeligt at være køberen (hvis oprydningsforpligtigelsen fulgte med).

lyder dog til at store dele af det er efter aftale med staten og efter anvisninger derfra (og tidligere tiders uvidenhed)...

fx. også nordsøolien - her har staten også påtaget sig forpligtigelsen for store dele af oprydningen (mod forhøjede skattesatser - der er dog ikke afsat midler til det i en fond eller noget).

5
5. februar 2018 kl. 18:08

til min SF folketingskandidat: Spildevandsrensning ved Grindsted eller nye let-hjerne-bane signaler på Sjælland?

4
5. februar 2018 kl. 17:38

___100.000.000kr i oprydning 37.000.000.000kr i salgspris Behøver det flere ord?

3
5. februar 2018 kl. 17:04

Netop fordi vinylklorid er kræftfremkaldende, er den tilladte mængde sat lavt til 0,05 mikrogram per liter. Men grænsen er tæt på forureningsudløbet er overskredet 100 gange, og syv kilometer nede ad åen er den overskredet 20 gange

- i denne kommentar:https://ing.dk/artikel/dtu-tal-afslorer-voldsom-forurening-gammelt-giftdepot-grindsted-210120#comment-835141står:

Den koncentration, som ikke må overskrides konkret i overfladevand, er 0,5 mikrogram vinylchlorid/L

- gad vide, hvad der i grunden passer ('bedst')!?

2
5. februar 2018 kl. 16:24

Hvis nu den fine minister ville være ærlig så handler det jo ikke om hvad arbejde regionerne pt. laver men at vente til 2019 så man kan drukne det hele i folketingsvalget der jo skal holdes senest 17 juni 2019. Således kan man enten begrave det i en valgsejr med flotte ord i et regeringsgrundlag eller smide problemet over på modparten uanset hvad så har man ikke tænkt at gøre noget som helst fra ministerens side( ikke før det koster Venstre for mange stemmer)

1
5. februar 2018 kl. 16:12

Knap 40 år skulle der gå før jeg lærte dette ord at kende. Tak for det, men lad der nu være plads til ungdommen også frem for at maksimere LIX tallet ;)