Seti@home skifter software

På Seti-projektets hjemmeside bebuder organisationen, som bruger millioner af brugeres computere til at analysere radiosignaler fra rummet, at brugerne om føje tid skal indrette sig på at downloade en ny klient til den lokale pc.

Skiftet bliver til en generel klient, Boinc, som allerede benyttes til andre former for distribueret computing, hvor ubenyttet regnekraft bruges til først og fremmest veldædige formål, som analyser af dna-strenge for at løse kræftens gåde og klimamodeller til at forudsige vejret.

Dermed vil Seti-brugere i fremtiden kunne vælge hvilke formål de vil stille regnekraft til rådighed for uden at skulle installere mere end et enkelt stykke software.

Seti@home-organisationen har endnu ikke fastsat skiftedagen. Men organisationen lover, at overgangen til den nye software bliver temmelig nem. I løbet af den kommende måned vil alle eksisterende Seti-brugere modtage en email, som detaljeret beskriver fremgangsmetoden.