Serie af gaseksplosioner flåede gaderne op

Torsdag aften lokal tid skete en voldsom gaseksplosion i den taiwanesiske by Kaohsiung.

I første omgang var en gruppe brandmænd blevet kaldt ud til, hvad der var en formodet gaslæk, men de nåede ikke at finde frem til årsagen, inden gassen eksploderede.

Myndighederne på stedet fortæller, at fire brandmænd sammen med mindst 20 andre er omkommet i en serie af eksplosioner på et areal på omkring to til tre kvadratkilometer. De mange eksplosioner og det store areal gør det vanskeligt for beredskabet at overskue de præcise konsekvenser. Indtil videre rapporteres der om flere end 270 sårede.

Endnu kendes den eksakte grund til eksplosionen ikke, men de første rapporter peger på, at eksplosionen kan være kommet af en ødelagt gasledning.

Petrokemisk eksplosion

På billeder og videofilm fra området kan man blandt andet se, hvordan biler ligger i store grøfter, hvor der tidligere var vej. Overvågningsvideoer viser, hvordan en parkeringskælder med en række motorcykler bliver splittet ad, og andre film viser, hvordan gassen nogle steder holdt ild i en stikflamme, som stak op gennem vejen.

Folk i området er blevet evakueret til skoler, mens beredskabet kæmpede mod flammerne. Fredag morgen var de fleste brande slukket, men brandfolkene forsøgte stadig at finde folk, som var fanget i brokkerne.

»Grunden til eksplosionerne er endnu ikke klar i dette øjeblik, men vi mistænker, at den lækkede gas kan være propylen,« udtaler økonomiminister Chang Chia-chu til BBC.

BBC kan yderligere fortælle, at flere petrokemiske virksomheder har rørsystemer, som løber langs kloakkerne i området.

Ifølge New York Times mistænker borgmester Chen Chu eksplosionen for at være en »petrokemisk materiel eksplosion«, mens lokale myndigheder siger, at det er for tidligt at udpege den specifikke årsag. Alle understreger dog, at der ikke er links til terrorisme.

Føltes som et jordskælv

Et øjenvidne har fortalt AFP, at han så flammer nå op i 20 etagers højde. En anden sagde til Taiwans Central News Agency, at eksplosionen var som tordenvejr, og at vejen foran ham blev revet op.

»Det føltes som et jordskælv,« sagde vidnet.

Ifølge byens borgmester er redningsarbejdet fortsat i gang. Hun opfordrer alle til at følge de instrukser fra redningsfolkene på stedet og at undgå at stå på stedet og kigge på.

Eksplosionen har efterladt 20.000 uden gas, og 1.000 mennesker kan i øjeblikket ikke komme hjem.

Se video fra eksplosionen nedenfor:

Kilde BBC