Sensorjakke skal gøre enhver til robotprogrammør

Kan alle lære at træne en robot? Det har Volkswagen og den tyske start-up Wandelbots sat sig for at finde ud af. Her er det ministerpræsidenten i den tyske delstat, Sachen, Michael Kretschmer (th.), der får lov til at lege robotprogrammør for en dag på VW’s demofabrik. Illustration: Volkswagen

Show it, don’t tell it.

En hyppigt brugt læresætning inden for journalistikken, men noget sværere at efterleve for en ingeniør eller programmør, når en robot skal oplæres i nye arbejdsopgaver.

Den specialisttunge programmeringsproces er ofte en af de store omkostninger ved et automationsprojekt, men det vil en tysk iværksættervirksomhed kaldet Wandelbot gøre op med.

Midlet er en specialfremstillet jakke spækket med sensorer og aktuatorer. Ved at iføre sig jakken kan en person vise robotten, hvilken bevægelser eller handlinger den skal udføre. Robotten bliver nemlig fodret med bevægelses- og trykdata fra jakkens indlejrede elektronik.

Selvom Wandelbot med base i Dresden kun har få måneder på bagen, har Volkswagen for nylig offentliggjort, at bilfabrikanten har indledt et joint venture med Wandelbot om at teste teknologien på en demolinje til VW’s elektriske Golf

Nordtysk samarbejde

Afprøvningen af sensorjakken skal ske på Volkswagens Transparent Factory – på tysk kaldet Gläserne Manufaktur – i Dresden, der efter at have fungeret som bilfabrik fra 2002 til 2016 er genåbnet som testcenter for nye teknologier.

»Via partnerskabet håber Volkswagen at kunne implementere automationsprojekter i industrielle applikationer hurtigere og betragteligt billigere,« udtaler Marco Weiss, innovationsansvarlig i Gläsener Manufaktur, til det canadiske supply chain-magasin MM & D.

Helt specifikt skal kombinationen af wearables og robotteknologi testes på forskellige applikationer i slutmontagen af den elektriske Golf.

Testet på dansk robot

Wandelbots teknologi fungerer, ved at sensorerne i jakken opfanger de menneskelige bevægelser, mens jakkens aktuatorer leverer det nødvendige haptiske feedback til robotten. Dataene transmitteres herefter trådløst til et softwareprogram, der styrer robottens bevægelser.

I forbindelse med præsentationen af virksomheden i december fortalte en af stifterne, Christian Piechnick, til mediet TechChrunch, at Wandelbots mål er at kunne programmere en robot op til 20 gange hurtigere og mellem 10 og 20 gange billigere end ved traditionel robotprogrammering. Her skal det dog bemærkes, at Piechnicks udgangspunkt er, at den typiske programmeringsproces koster over 300.000 danske kroner.

Om Wandelbots teknologi kan anvendes på alle typer robotter, fremgår ikke. Men på virksomhedens hjemmeside fremvises der testapplikationer og demoer med robotarme fra såvel Kuka som danske Universal Robots.