Et nyt medicinsk ‘ærme’ kan give neurologer og udviklere i medicinalindustrien præcise, objektive data, så de bedre kan vurdere en parkinsonpatients sygdom og dermed medicinens effekt.
I dag hviler den slags vurderinger af behandlingen på lægens subjektive analyse, men med nyudviklet teknologi fra den danske virksomhed Paragit Solutions og tilhørende software får man 100 procent præcise målinger af muskelstivhed, langsomme bevægelser og rystelser.
Disse er de hyppigste symptomer på Parkinsons sygdom, der er en af de mest almindelige neurologiske sygdomme og ifølge konsulentvirksomheden McKinsey årligt koster 300 mia. kr. på verdensplan i behandling og tabt arbejdsfortjeneste.
Fire nuværende og tidligere DTU-studerende står bag den nyudviklede sensorteknologi, som egentlig begyndte som en idé til en træningsbluse, der skulle kunne monitorere alle muskler, mens man trænede, fortæller idémand og CEO i Paragit Solutions Mohammad Filfil:
»Jeg fandt ud af, at teknologien kunne overføres til det medicinske område, og at der var et kæmpe behov for et kvantificeringsværktøj til udvikling af medicin mod Parkinsons sygdom. Ikke mindst for wearables, hvor monitoreringen kan foregå i hjemmet,« siger han.
Omkring 7-10 millioner mennesker på verdensplan lever med Parkinsons – heraf cirka 10.000 i Danmark. Sygdommen kan endnu ikke helbredes, men med den ny teknologi kan de internationale medicinalfirmaer, der udvikler medicin til parkinsonpatienter, få adgang til data indsamlet via Paragit Sleeve i forbindelse med kliniske tests.
Artiklen fortsætter under grafikken
Det koster cirka 8 milliarder kroner at udvikle et præparat, og pengene kan være tabt på gulvet, hvis man ikke kommer først på markedet med sin medicin.
Derfor er udviklingstiden ekstremt vigtig, og med adgang til data som dem, Paragit Sleeve kan indsamle, kan medicinalvirksomhederne ifølge tal fra de amerikanske sundhedsmyndigheder spare op mod 17 procent af deres udviklingsomkostninger og opnå en tidsbesparelse på udviklingen på 30 procent. På verdensplan bliver der lige nu udviklet 222 nye parkinsonpræparater, så der er mange penge at spare.
I medicinalvirksomheden Lundbeck synes projektleder i Biometrics Christian Brasen, at netop en wearable lyder spændende.
»De fleste målinger på patienter bliver typisk lavet hos lægen, og det afspejler derfor ikke altid, hvordan patienten har det i sin dagligdag. Det er normalt, at parkinsonpatienters symptomer svinger meget i løbet af en dag, og at de kan afhænge af situationen. Med wearables vil det være muligt at følge patienten hver dag under hverdagsbetingelser,« forklarer han.
»Det kan give indsigt i, hvordan behandlingen hjælper patienterne i deres dagligdag og dermed være med til at udvikle bedre behandlinger.«
Teknologien har indtil videre sikret Paragit Solutions sejren som årets bedste innovationsprojekt i den amerikanske Silicon Valley Innovation Challenge og gjort, at de i sidste uge blev kåret som ‘Årets studenter-startup’ på DTU. De fire partnere er i gang med at søge patent på teknologien og arbejder, spiser, træner og sover sammen for at nå de ønskede mål.
I fremtiden håber Paragit Solutions også på at kunne komme direkte ud i sundhedsvæsenet med teknologien, da den også kan anvendes til at opdage sygdommen tidligere, så patienten kan behandles mere præcist, samt til at alarmere om fald, som er et hyppigt problem for parkinsonpatienter.
Men der er også store forskelle på tilfælde af Parkinsons i verden. I Kina er antallet af tilfælde for eksempel vokset tre gange hurtigere end resten af verden, mens det i Etiopien er meget lavt.
»Det vil vi gerne være med til at finde årsagerne til med vores data på længere sigt,« siger Mohammad Filfil.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard