Seniorer: Hvorfor vælger virksomhederne ikke de bedste?

Når du undrer dig over, hvorfor batteriet på din iPhone alt for hurtigt løber tør for strøm, eller hvorfor en anden elektronisk dimsedut ikke fungerer optimalt ... så er det nok, fordi der er sparet ingeniører væk.

Virksomheder ansætter kandidater, de i høj grad selv kan lære op. Det må være et udtryk for, at de ikke ved, hvad de mangler af viden – sådan lyder noget af den undren, 61-årige Sten Carlsen sidder med som senioringeniør uden job.

Han var arbejdsløs i otte måneder, har fra december haft nogle opgaver som selvstændig, men søger fortsat job. Han har oplevet flere virksomheder, som leder efter en med hans kvalifikationer, men er flere gange rendt ind i, at han er overkvalificeret.

»Virksomhederne undskylder sig med at de ikke har råd til én, men i Nokia havde jeg et netværk på 1.000 personer, som talte med i min erfaring, så jeg har ikke det samme lønkrav i en ny virksomhed. Jeg tror, at vi alle ville være villige til at gå ned i løn,« siger Sten Carlsen om andre senioringeniører i hans situation og bemærker, at ‘så må man jo kæmpe sig op igen’.

Han synes ikke, at virksomhederne skal være bange for erfaringen – eller for alderen, for den sags skyld. Han har selv planer om at fortsætte ti år endnu.

Mange produkter kunne blive væsentlig bedre set gennem tekniske briller, men især mellemstore og små virksomheder er ikke klar over, hvad de går glip af ved at fravælge erfarne senioringeniører.

»Ét behov er det, som virksomheden har brug for set med en ingeniørs øjne,« siger Sten Carlsen og fortsætter: »Et andet behov er det, ledelsen ser, virksomheden har.«

Det går ud over produkterne, og det koster ikke ret meget ekstra at gøre tingene rigtigt første gang, mener Sten Carlsen.

Claus Just Rasmussen er tidligere ingeniør i Nokia og havde ansvaret for automatisering af software-builds, -integration og -test. Han var hos Nokia, til de lukkede smartphones ned i december 2010.

»Nokia har opført sig pænt over for os, de mange ledige ingeniører rammer bare samtidig med, at vi har recession,« siger Claus Just Rasmussen, som nu har været arbejdsløs i tre måneder efter en ansættelse hos Maersk Line.

»Softwareudviklingen ryger ud af landet, men det betyder, at designet ofte ikke kan holde, og koden ikke kan videreudvikles. Så man starter forfra tre år efter,« siger Claus Just Rasmussen.

Han forudser, at der, når vi begynder at insource igen, mangler meget essentiel viden, og han frygter, at virksomheder må gentage mange af de fejl, som allerede er begået. Men den viden er tabt med personerne.

»Store virksomheder er ikke bange for at prøve noget nyt, men hvis vi å°r graden ned i virksomhedsstørrelse, så er der ikke mange penge til at lave noget anderledes end det, de gjorde i går,« siger Claus Just Rasmussen.

»Der er kommet så meget effektivisering, at vi efterhånden mister evnen til at lave produkter,« siger han.

Claus Würtz Nielsen var ingeniør hos Nokia og startede egen virksomhed, da han blev opsagt af Nokia i fyringsrunden i december 2009, hvor der blev fyret 100 senioringeniører, heriblandt en del specialister.

»Jeg kan se, at der i høj grad er brug for os i Danmark; virksomhederne er bare ikke altid klar over det,« siger han med henvisning til især de mindre virksomheder i elektronikbranchen.

»Jeg kan ikke holde den kørende kun i Danmark. Jeg har kunder i Kina, Tyskland, USA osv., og det betyder meget rejseaktivitet,« siger han.

»Jeg ville da hellere bidrage til en styrkelse af den danske elektronikindustris konkurrenceevne end at være nødt til at arbejde for firmaer i lande, vi konkurrerer med,« siger han, men tilføjer, at han oplever, at der kun er få virksomheder i Danmarks elektronikbranche, som efter recessionen har overskud og visioner nok til at ansætte seniorspecialister. Specialister, som har helt styr på traditionel teknologi og samtidig har en unik indsigt i state-of-the-art-teknologier, som Claus Würtz Nielsen mener bliver nødvendige at implementere inden for tre til fem år.

Når produktionen flytter udenlands, flytter videnjobbene også stille og roligt med, og så er det gode spørgsmål, hvad Danmark skal leve af om 10 år, som Claus Würtz Nielsen bemærker.