Sendemast på Yousees eget tag står bag kundernes sorte skærme
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Sendemast på Yousees eget tag står bag kundernes sorte skærme

Signalet, der har forstyrret tv-kiggeriet for tusindvis af københavnske Yousee-kunder ser ud til at komme fra en sendemast på taget af Yousee-ejeren TDC’s egen bygning på Borups Allé i København.

For omkring en måned siden, den 1. marts, flyttede Yousee rutinemæssigt rundt på selskabets kanaler for at optimere placeringen af kanalerne i selskabets kabel-tv. Den proces giver normalt ikke kunderne problemer, ud over at de skal genfinde kanalerne på deres nye frekvenser.

For flere tusinde kunder i københavnsområdet var det imidlertid anderledes denne gang. Her forsvandt de populære kanaler DR1 og DR2 fra kundernes tv efter kanalomlægningen, og Yousee meldte hurtigt om tusindvis af kundehenvendelser.

Læs også: Sort skærm for tusindvis af tv-kunder kommer bag på Yousee

Netop disse kanaler var ifølge Yousees egne oplysninger flyttet til UHF kanal 35, hvilket vil sige frekvenserne fra 582-590 MHz, som ikke tidligere har været benyttet af selskabet.

Et opslag i Erhvervsstyrelsens frekvensdatabase viser, at den luftbårne kanal 35 i store dele af landet er optaget af digitalt tv fra Boxer og Digi-TV, som blandt andet udsender de luftbårne kanaler for DR. I København bruger disse selskaber dog andre frekvenser.

Yousee-dokument advarede om problemet i 2013

Yousee har kunnet hjælpe hovedparten af kunderne ved at give dem et nyt antennekabel med bedre isolering, men Yousee har fastholdt, at de ikke kender til problemets årsag.

En kanalplan fra Yousee, som Ingeniøren er i besiddelse af, viser imidlertid, at selskabet var klar over den mulige forstyrrelse i 2013. Her var frekvensen 582-590 MHz markeret med rødt, og en note gør opmærksom på, at der er ‘forstyrrende sendere, filtre eller andre frekvensbestemte forhold’, der gør sig gældende på frekvensen i københavnsområdet.

Læs også: Mystisk fejl i signalomlægning gav sort skærm

Som årsag til forstyrrelserne angiver kanalplanen ‘DTT sender BoA’, hvilket dækker over, at der bliver sendt et såkaldt jordbaseret digitalt tv-signal (Digital Terrestrial TV) fra TDC-bygningens tag på Borups Allé i København.

Ni års tv-forsøg på kanal 35

Signalet tilhører den danske virksomhed Open Channel, der tester nye teknologier til tv-signaler. Siden henholdsvis 2007 og 2011 har Open Channel testet deres teknologier på UHF-kanalerne 35 og 39 i København.

Det bekræfter opslaget i frekvensdatabasen, der viser, at selskabet sender fra tre forskellige sendere i Storkøbenhavn, herunder en sender på Borups Allé. Yousee har hidtil styret uden om kanal 35 og 39.

Kanal 39 ligger mellem Yousees tv-pakker og forstyrrer derfor ingen tv-kanaler. Kanal 35 er placeret i den laveste del af Yousee-pakkernes frekvensspektrum på frekvenserne 582-590 MHz.

Hos Open Channel bekræfter direktør Kenneth Wenzel, at signalerne stammer fra selskabets forsøg.

»Det er helt klart vores signal, der kan forstyrre, hvis kabel-tv-kunderne bruger gamle og utætte kabler. Det er den kanal, vi sender på, og det område, vi dækker. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om det,« siger han.

Læs også: Tablet-venligt tv i æteren i København

Selskabets signal udsendes fra toppen af TDC’s bygning på Borups Allé i København, hvor selskabet har lejet sig ind. Her benytter de et signal på 2 kW, der skal teste mulighederne for at teste mobil tv-modtagelse, som selskabet arbejder på nu. Selskabets sendetilladelse giver dem lov til at sende med op til 4 kW.

Det er tv-standarden DVB-T2 Lite, der testes. Den skal gøre det muligt at modtage tv-signaler på mobile enheder, uden at det kræver dataforbindelse.

Læs også: Fremtidens HD TV-teknologi bliver udsendt i København

Kanalerne dukkede op igen

Både Slots- og Kulturstyrelsen og Energistyrelsen, som begge har godkendt forsøgene, bekræfter, at de finder sted på kanal 35 og 39.

‘Frekvensen 582-590 MHz (kanal 35) bliver brugt til nogle tv-forsøg fra bl.a. Borups Allé, og det er meget muligt, at det er det, som har skabt problemerne,’ konkluderer chefkonsulent i Energistyrelsen Robert Lindgaard eksempelvis i en mail til Ingeniøren.

Slots- og Kulturstyrelsen oplyser, at den oprindelige tilladelse til forsøget udløb den 1. april, hvormed forstyrrelserne burde ophøre for de berørte Yousee-kunder.

Læs også: Dansk måle­udstyr sporer støjen i dit kabelnet

Den oplevelse bekræfter Ingeniøren-læser Steen Laursen, der i en mail til Ingeniøren konkluderede, at Yousee måtte have ombestemt sig og ‘lagt kanalerne på plads igen.’

‘Men rodet har da fået mig til at søge løsninger uden Yousee med chromecast og telefonen,’ fortsatte han sin mail.

Det var imidlertid en stakket frist. Onsdag den 6. april blev tilladelsen til Open Channels tv-forsøg forlænget med tre år, så de nu kan fortsætte til 6. april 2019. Det fik straks Steen Laursens kanaler til at forsvinde igen.

‘Begge kanaler er forsvundet igen!?! Ved du hvad løsningen er, for jeg er helt tabt,’ lød næste mail fra ham efter Ingeniøren havde bedt ham tjekke sit tv igen.

Læs også: Undersøgelse: 4G-støj kan sende hvert andet danske tv i sort

Yousee beklager 'menneskelig fejl'

Yousee-ejeren TDC har tidligere over for Ingeniøren fastholdt, at kilden til forstyrrelsen stadig var ukendt for selskabet. Det til trods for, at den står i selskabets egen frekvensplan og i Erhvervsstyrelsens database, og at signalet udsendes fra selskabets eget tag. Det skyldes en menneskelig fejl, forklarer presserådgiver i TDC Rasmus Avnskjold nu.

»Der er sket en menneskelig fejl, og det kan vi kun beklage. Vi burde have vidst det, og det har vi i princippet også, men vi har ikke været opmærksomme på det på grund af en menneskelig fejl.«

Der er altså ikke tale om en kalkuleret risiko for de relativt få københavnske kunder?

»Nej, det ville vi ikke gøre med DR1 og DR2. Der skal det selvfølgelig ikke ske. Vi kunne ikke undgå i denne omlægning, at vi i nogle områder af landet skulle bruge nogle frekvenser, som også bliver brugt til noget luftbårent. Der vælger vi at gøre det med en kanal, der har relativt få abonnenter og seere – ikke DR1 og DR2,« svarer Rasmus Avnskjold.

Hvordan selskabet kunne overse det potentielle problem, vil han ikke uddybe af hensyn til de medarbejdere, der har stået for planlægningen.

Løsningen er stadig nye kabler

Selv om både Steen Laursen, de andre berørte kunder og Yousee nu kender årsagen til de forsvundne tv-kanaler, ændrer det dog ikke på, hvordan problemet skal løses, påpeger Yousee.

Selskabet får nu under ti henvendelser dagligt om problemet, hvoraf langt de fleste kan løses med det nye antennekabel, som Yousee har tilbudt kunderne. At flytte kanalerne igen er derfor ikke en mulighed, påpeger Rasmus Avnskjold.

»Hvis udstyret er i orden på hjemmeadresserne, kan et luftbårent signal ikke influere et kabelbårent. Derudover har vi trods alt lige flyttet det for over en million kunder, hvoraf 300.000 er i København. Ud af dem er det trods alt stadigvæk et relativt beskedent antal kunder, der er berørt,« siger han med henvisning til de par tusinde kunder, der indtil videre har henvendt sig med problemer.

I nogle tilfælde har Yousee måttet rette på installationerne hos de berørte kunder, men i langt de fleste tilfælde dukker DR1 og DR2 op igen, når kablet fra fjernsynet til væggen udskiftes, oplyser TDC.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der er ikke den mindste grund til krit af at seere der har anskaffet dårligt udstyr og kabler nu må udskifte disse.

Hvis man ikke anskaffer kvalitet, der overholder de nødvendige standarder - her mest godt skærmede kabler og stik - er man jo 100% selv skyld i at leve i en "Trabantverden".

Med de nye 4G signaler i 800 MHz båndet (UHF tv-kanal 61-69) og de i 2020 kommende 4G signaler i 700 MHz båndet (UHF tv-kanal 49-60) vil der blive yderligere mange som bliver afsløret med ringe sjuskede og discount tv udstyr og kabler. Der er - efter mine oplysninger - yderliger planer om at tillade lidt kraftigere 4G mobilsignaler fra masterne fra omkring 2020.

Disse mennesker kan jo blot rettidigt udskifte deres udstyr med godkendte produkter.

Folk, der springer over vor gærdet er lavest, fortjener den fulde hån, når de plask falder i den sump, der er årsagen til gærdets ringe vækst (lave pris).

Man skal aldrig have det mindste ondt af fornærede tosser.

Lars :)

PS! ing.dk kunne passende fortælle mere om OpenChannel og Kenneth Wenzel meget interessante og nyttige forsøg.

  • 5
  • 42

"CE-mærket er altså ikke et kvalitetsmærke. Men kravene i lovgivningen tager udgangspunkt i miljøhensyn og forbrugernes sikkerhed og sundhed"

CE mærket angiver ikke at produktet er egnet til sit formål, men at det ikke er farligt. Et produkt - coax eller 220 volt kabel eller fx en lampe - er heller ikke nødvendigvis egnet til fx udendørs brug blot fordi et er CE mærket.

Men her i landet har vi i 2009 udskiftet de analoge signaler i luften - 2 kanaler - og indført mange flere digitale tv kanaler - en 30-40 stykker. Her er vi alle blevet orienteret om bla. behovet for gode og tætte antennekabler og stik.

Og jeg har altså den ufravigelige holdning, at det er en demokratisk borgerpligt for alle normalt begavede at følge med i samfundsudviklingen. Ligeledes kan det aldrig med fornuft være meningen, at forældet udstyr skal holde 'evigt' og langt udover enhver samfundsøkonomi.

Går det godt er det naturligvis op til den enkelte at udsætte en fornyelse. Men ellers er det helt fantastisk at youSee yder en gratis kabel-service til de nærige.

Det kritisable her er ikke at kanal 35 anvendes af youSee, men at youSee har marketingfolk, der ikke har den nødvendig viden eller værre direkte synger en falsk (vi ved ikke) sang.

I min barndom skulle man have vaske munden i 'lud og sæbe", hvis man ikke talte sandt - helt sandt.
Det burde alle firmaer indføre og især i deres marketingafdelinger - IMHO.

Lars :)

  • 8
  • 11

Det kritisable her er ikke at kanal 35 anvendes af youSee

Jo, det er kritisabelt at flytte en kanal fra et ikke-optaget frekvensområde til et optaget område. Intern uvidenhed pga. manglende kommunikation er ikke en undskyldning, der holder i retten!

Vi er mange, der har erfaret at YouSee har en elendig, ligegyldig og arrogant kundeservice, måske fordi de i praksis har et monopol. Nu har vi fået bekræftet, at firmaet også er fuld af løgn!
Der er brug for en kraftig oprydning i det firma!

  • 10
  • 4

Der er ikke den mindste grund til krit af at seere der har anskaffet dårligt udstyr og kabler nu må udskifte disse.

Hvis man ikke anskaffer kvalitet, der overholder de nødvendige standarder - her mest godt skærmede kabler og stik - er man jo 100% selv skyld i at leve i en "Trabantverden".

For et par år siden havde vi et lignende problem, dog med Stofa. Vi begyndte at have en gevaldig støj på nogle af vores kanaler. I vores tilfælde var det så kabler udleveret af Stofa selv. Kan det tænkes at nogle andre sidder i samme situation?

Og jeg har altså den ufravigelige holdning, at det er en demokratisk borgerpligt for alle normalt begavede at følge med i samfundsudviklingen.

Jeg kan ikke lige lade være med at studse over denne her. Vil det sige at du følger med i ALLE udviklinger i samfundet?

  • 10
  • 3

Som udgangspunkt er det altid ubehageligt, upraktisk, med ændringer som påvirker mange mennesker. Og det forværres hvis ændringer kommer uvarslet eller uforudset.
Det er så tilfældet her.
Omvendt, kan vi vel ikke opretholde et statisk samfund uden ændringer. Så forandring vil ske.

I den konkrete situation fangede ændringer, berettiget eller uberettiget, et antal borgere - og forklaringen om årsag og virkning har været lidt langsom.

MEN når så forklaringen er "indstråling" i utilstrækkeligt skærmet udstyr, så KUNNE profeterne, her på siden, jo godt være mere hjælpsomme end bare at tordne frem med "CE"-mærkning (som måske endda ikke er det rigtige svar).

Hvorfor har profeterne ikke forklaret hvad forbrugerne (eller deres børn som giver teknisk vejledning til forældre/bedsteforældre) skal se efter ? (Jeg tror ikke på, at CE-mærket altid kan findes/kan genkendes).

Jeg VIL ikke spille rollen som profet, eller Moses, og komme med stentavlerne med svaret - selvom jeg godt kender det. Jeg er trods alt ikke ET'er, men EP.

Så kære elitære profeter: kom med god beskrivelse og gode billeder af årsagerne - det kunne TDC jo også gøre .......

P.S.: Jeg var lige inde på en kendt lavpris forhandler, oftest forkortet HN, og her var nu kun coax stik med fuld metalkappe - de gamle med "plastik" var væk, så .......

  • 7
  • 0

Det er naturligt, at borgere der ønsker at modtage radio og TV i hjemmet kan blive forbløffede, ærgerlige og uforstående, når der bliver lavet om på tingene.
Da man nedlagde mellembølgesenderen ved Peblingesøen og sagde til befolkningen i det indre København, at nu måtte de anskaffe en FM -modtager rejste der sig et ramaskrig, idet det var en uforudset ændring som kun folk med indsigt i radioteknik forstod.
Værre var det, at der i lang tid blev solgt moderne fladskærms TV-modtagere med analoge tunere. Uden at blive slæbt i retten vil jeg vove at sige, at det i den sidste periode drejede sig om uhensigtsmæssig forretningsførelse.
At forklare teknologisk udvikling i den nuværende situation med manglende eller ændrede Tv-kanaler kræver "fingerspitzengefühl" hvor det gælder om at undgå at tale nedladende og bedrevidende.
Gelinde - gelinde gør det !!!

  • 2
  • 0

Jo, det er kritisabelt at flytte en kanal fra et ikke-optaget frekvensområde til et optaget område. Intern uvidenhed pga. manglende kommunikation er ikke en undskyldning, der holder i retten!

Nu er youSee af myndighederne blevet pålagt at omlægge deres kanalplan, fordi de skal tilbyde internet via coax uden samtidig at kræve at kunder eller alternative leverandører (fx Hiper.dk ) skal aftage en tv-pakke.

youSee har netop slukket for de analoge kanaler og samlet deres ukodede digitale grundpakke-muxer (QAMer) , så disse med ét filter kan fjernes fra den enkelte kundes leverance.
Der er nu et sammenhængende frekvensområde til internet download og som hidtil et andet til upload - men uden ukodede tv-kanaler.

Vi er mange, der har erfaret at YouSee har en elendig, ligegyldig og arrogant kundeservice,

Jeg synes nu der i dette tilfælde er udvist stor kulance, når man gratis har fremsendt et nyt godkendt antennekabel.

Jeg vil mere skyde på marketing- og kommunikationsafdelingen, der har udtalt sig uden at have den fornødne viden. Det burde TDCs topchef straks sætte et stop for, fordi det totalt ødelægger TDC og youSees troværdighed.

Lars :)

  • 10
  • 2

Det er simpelt hen mangel på rettidig omhu.
Problemet har jo været kendt i årtier, at man ikke skal lægge en kabelkanal, på en frekvens hvor der i området i forvejen er en sender.
Det har man vidst i rigtig mange år.

Rettidig omhu ville have været, nogle år tidligere, at have lavet en testkanal, på antennenettet, med et prøvebillede på kanal 35, og måske en tekst der angiver: Hvis du kan se denne kanal, er dit antenneanlæg formodentlig HFtæt og immunt imod 4G indstråling.
Så havde det været en smal sag at se hvor udbredt problemet var, og taget forholdsreglerne.

  • 3
  • 3

Rettidig omhu ville have været, nogle år tidligere, at have lavet en testkanal, på antennenettet, med et prøvebillede på kanal 35,

Man havde (har ?) i mange år Kanal København, der sendt fra netop dette TDC tårn på kanal 35.
Men hvad hjælper det, når folk køber dårligt skærmede coax-kabler med plastikstik og ikke gider bekymre sig og selv teste før de faktisk ser problemer.

TDC/youSee har bare været for flinke og har flyttet de analoge kanaler, hvor frekvenserne i et område hidtil er brugt i luften. Det er ikke længere muligt, fordi mest muligt af frekvensbåndet skal anvendes til internet.

Det er jo netop for at undgå sådanne forhold, at man indfører standarder (her for dobbeltskærmede coax-kabler og stik med metalkappe).
Så skal man ikke prøve om det virker, men bruge produkter det pedantisk overholder de givne standarder. Hvis man ikke har forstand, så køb ordentlige produkter fra starten.

Det er i øvrigt direkte tosset at henvise til en sikkerhedsstandard som CE, når problemet er ringe skærmede produkter i forhold til ganske små radiosignaler.

Lars :)

  • 4
  • 0

Jo, det er kritisabelt at flytte en kanal fra et ikke-optaget frekvensområde til et optaget område. Intern uvidenhed pga. manglende kommunikation er ikke en undskyldning, der holder i retten!

Sludder og vrøvl. Folk er selv ansvarlige for at deres udstyr er radiotæt fra stikket i væggen, op til TV'et og i selve TV'et.

Tilbage i 2010/11 skiftede den lokale DAB-sender i mit område frekvens, og det betød at mit TV blev ubrugeligt til modtagelse af DR1 (plus et par andre kanaler) via YouSee kabel-TV. Det var ikke YouSee, men derimod Teracom/DR som stod bag frekvensskiftet.

Det kostede mig et nyt YouSee godkendt antennekabel, men det virkede ikke. I sidste ende blev det til et nyt TV, da det var selve afskærmningen i TV'et tuner, der ikke var god nok. Sur r*v for mig!

Men det kan jeg ikke klandre YouSee for!

Det var udelukkende min egen skyld, at jeg havde købt mit TV fra verdens største TV producent. I bund og grund burde jeg have krævet min ret og forlangt at sælgeren fiksede problemet med TV'et tuner, da dårlig afskærmning i min verden er fejl ved produktet, men jeg gad ikke lige vente 11 måneder på en tur i forbrugerklagenævnet.

Så kære Københavnere - tør øjnene og kom videre.

  • 3
  • 1

MEN når så forklaringen er "indstråling" i utilstrækkeligt skærmet udstyr, så KUNNE profeterne, her på siden, jo godt være mere hjælpsomme end bare at tordne frem med "CE"-mærkning (som måske endda ikke er det rigtige svar).
Hvorfor har profeterne ikke forklaret hvad forbrugerne (eller deres børn som giver teknisk vejledning til forældre/bedsteforældre) skal se efter ? (Jeg tror ikke på, at CE-mærket altid kan findes/kan genkendes).


Det kan siges meget kort:
Det man skal kigge efter er YouSee Ready og/eller Stofa Aproved logoer på indpakningen af de antennekabler man køber.
De kan købes i butikker som Harald Nyborg, Jem & Fix, Silvan osv. Se links til godkendte produkter i deres butikker nederst i dette indlæg.
Køb kun færdigsamlede kabler med mindre du virkelig ved hvad du har med at gøre.
Skulle man alligvel begive sig ud i selv at samle kabler så sørg stadig for at købe YouSee Ready og/eller Stofa Approved kabler og stik og følg disse guides i hvordan man gør-det-selv: http://homeconnect.me
Og sæt helst også ferritter i hver ende af dine gør-det-selv kabler som også findes på samtlige YouSee og Stofa godkendte færdigsamlede kabler.

CE-mærkning betyder INTET i denne sammenhæng.

Her er en længere forklaring:
Hvad man skal kigge efter når man skal købe nye antennekabler er YouSee Ready og/eller Stofa Approved logoer på indpakningen. Om det er det ene eller andet logo betyder ikke noget uanset hvilken udbyder man har, da det er samme testkrav der ligger bag begge mærkningsordninger. Testkravene er at kabler overholder den såkaldte CENELEC Class A skærmningsdæmpning der kan findes i forskellige IEC standarder alt afhængigt af hvilken type udstyr der er tale om. CENELEC Class A siger noget om hvor mange dB kablet som minimum skal skærme i forskellige frekvensområder.
For færdigsamlede antennekabler som dem man anvender mellem antennedåsen og TVet er det denne standard der gælder: CSN EN 60966-2-5 ed. 2 "Radio frequency and coaxial cable assemblies - Part 2-5: Detail specification for cable assemblies for radio and TV receivers - Frequency range 0 MHz to 1 000 MHz, IEC 61169-2 connectors"
Men disse standarder er ikke noget man skal bekymre sig om som forbruger, de eneste man skal kigge efter er YouSee Ready og Stofa Approved logoerne på idpakningen.
Har man en anden TV-udbyder som fx Boxer er det stadig en god idé at købe YouSee Ready / Stofa Approved produkter så man ved man får en god skræmingsdæmpning.

De godkendte produkter jeg har set har som regel begge logoer.
De er blevet testet og godkendt til at overholde afskærmningskravene udstukket af Stofa og YouSee (CENELEC Class A).

Stofa Approved: https://stofa.dk/kundeservice/faa-hjaelp-t...

YouSee Ready: https://kundeservice.yousee.dk/tv/opsaetni...
Der findes også en ret begrænset liste på deres hjemmeside over nogle få godkendte antennekabler. Men der findes mange andre mærker og forhandlere af godkendte antennekabler end dem YouSee lister.
Godkendte kabler kan købes ret billigt i butikker som Harald Nyborg, Jem & Fix, Silvan osv.

Liste over Stofa Approved (og YouSee Ready) produkter hos Harald Nyborg: http://www.harald-nyborg.dk/search?q=Stofa...

Liste over Liste over Stofa Approved (og YouSee Ready) produkter hos Jem & Fix: http://www.jemogfix.dk/soeg?q=stofa+approved

Liste over Liste over Stofa Approved (og YouSee Ready) produkter hos Silvan:
http://www.silvan.dk/search?searchterm=sto...

  • 3
  • 0

fordi mest muligt af frekvensbåndet skal anvendes til internet.


Kære Lars F. Jensen
Du udtaler dig, som en nørd. Det er de færreste af YouSee's Kunder eller ansatte i Kundeservice, som har dit kendskab.
Undertegnede ikke-IT/EL-nørd føler mig dårligt behandlet af YouSee gentagne gange.

Citatet ovenfor forklarer, hvorfor YouSee sælgeren, når jeg snakker om en TV pakke, er mere interesseret i at sælge mig internet. Han vidste/forstod ikke at jeg tidligere haft en sådan hos dem, som kun gav mig bøvl med at komme på nettet og få dem til at afhjælpe. De er flinke, når de skal sælge noget, men så snart salget er gjort, er de stivnakker, og det er meget vanskeligt at få dem i tale. Man spilder sin tid!

Jeg har nu internet fra en anden udbyder, som fungerer fint og ikke giver problemer. Hvorfor skulle jeg skifte tilbage til YouSee med de erfaringer, jeg har i baggagen? Men mht. TV er jeg formentlig tvunget til at bruge YouSee, som vi har i ejendommen!

Så for at sælge mere og bedre internet, har YouSee generet og ulejligeret en masse nuværende kunder. Det svarer til det jeg skriver ovf, at YouSee først og fremmest er en salgsorganisation med en elendig kundepleje.

  • 2
  • 4

Allan Astruo Jensen, du har valgt at stemme med fødderne, og det er også sådan man skal gøre, når man føler, at konkurrenten kan tilbyde en bedre service.

Lars har forklaret, hvorfor YouSee har truffet nogle tekniske valg, og på hvilken baggrund disse tekniske valg er truffet. Alt dette er sådan set underordnet for de kunder, som nu oplever problemer, men nogle gange så er det på sin plads at forklare, hvordan tingene hænger sammen - og når det bliver skåret ud i pap, så kan de fleste ikke teknisk-kyndige danskere også godt forstå, hvorfor YouSee gør som de gør.

At YouSees PR afdeling så (endnu engang) ikke formår at kommunikere dette ud tydeligt, det er så en anden sag.

Men det er og bliver folks eget problem, at sikre sin egen installation fra stikket i væggen og til TV'et (inkl. selve TV'et). Hvis man som privatperson ikke føler at man er den opgave voksen, så kan man tilkalde en professionel TV-montør, som i mange mange mange år, at brugt dobbelt afskærmet kabel.

  • 3
  • 0

YouSee sælgeren, når jeg snakker om en TV pakke, er mere interesseret i at sælge mig internet

Det har intet med teknik, viden eller nørd at gøre. Det er salg og marketing - et spil du nødvendigvis skal deltage i.

Det er sælgerens eneste opgave i vort samfund, hvor monopoler er erstattet af fri markedsføring, at sælge.

Der er det din opgave at give sælgeren modspil og hans opgave at stoppe mest muligt ned i din hals.

Jeg siger ikke at dette er optimalt. Faktisk sidestiller jeg selv moderne marketingfolk og visse kommunikationsfolk med Biblens "Toldere og Syndere".
Jeg har faktisk tidligere skrevet, at deres mund skulle tvættes med lyd og sæbe.

Men sælgerne har en klar opgave. Ligesom fx 'bankrådgivere' er deres opgave at maksimere firmaets salg og din som en voksen mulig køber at forstå, at det er sådan vort samfund virker. '
Jeg kan tilføje, at det er endnu mere sådan i de fleste andre lande og især lande udenfor Europa.

Lars :)

  • 2
  • 0

Både John og Lars misforstår.

Jeg kan sagtens håndtere sælgerne, selvom de ofte har ringet til mig fra hemmelige numre, som jeg hader at få opkald fra, men jeg kan ikke håndtere den dårlige kundeservice. Overfor den er alle lost!

Når et firma laver en masse unødvendige ændringer hen over hovedet på kunderne, og bagefter siger at det er kundens egen fejl, at vedkommende får problemer, så er det ekstrem dårlig kundeservice, som ikke kunne overleve, hvis folk havde et andet valg.

Det jeg tidligere i mange tilfælde har oplevet af manglende kundeservice fra YouSee's side, så sent som for nogle uger siden, var langt værre end nogle flyttede kanaler. De kender ikke til kundepleje.

  • 2
  • 2

Når et firma laver en masse unødvendige ændringer hen over hovedet på kunderne
....
De kender ikke til kundepleje.

youSee har ikke lavet unødige ændringer, men i høj grad helt nødvendige ændringer - som tidliger skrevet har youSee direkte fået et pålæg fra konkurrencemyndigheden om ændringerne.

Det er da rystende ligegyldigt om netop du konkret får glæde af ændringerne, når disse er helt nødvendige for mange andre eksisterende elelr nye kunder eller for at andre kan konkurrere over youSees coax.

Da private ikke vil betale, har de grundlæggende købt et masseproduceret standardprodukt med mindst mulig support.
Det er det individuelle og support at erhvervsopkoblinger typisk koster 1000-2000 og opad pr måned.

Hvis du ikke kan lide firmaet, så find en anden leverandør - så enkelt er det. Det kan være et andet firma eller en aftale med fx TDC erhverv. Ethvert firma kan stort set frit lave den kundepleje eller mangel på samme som firmaet ønsker, og forbrugerne kan så vælge eller vælge fra.

Det er sådan det er meningen, det skal fungere.

Lars :)

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten