Sendemast på Yousees eget tag står bag kundernes sorte skærme
Signalet, der har forstyrret tv-kiggeriet for tusindvis af københavnske Yousee-kunder ser ud til at komme fra en sendemast på taget af Yousee-ejeren TDC’s egen bygning på Borups Allé i København.
For omkring en måned siden, den 1. marts, flyttede Yousee rutinemæssigt rundt på selskabets kanaler for at optimere placeringen af kanalerne i selskabets kabel-tv. Den proces giver normalt ikke kunderne problemer, ud over at de skal genfinde kanalerne på deres nye frekvenser.
For flere tusinde kunder i københavnsområdet var det imidlertid anderledes denne gang. Her forsvandt de populære kanaler DR1 og DR2 fra kundernes tv efter kanalomlægningen, og Yousee meldte hurtigt om tusindvis af kundehenvendelser.
Læs også: Sort skærm for tusindvis af tv-kunder kommer bag på Yousee
Netop disse kanaler var ifølge Yousees egne oplysninger flyttet til UHF kanal 35, hvilket vil sige frekvenserne fra 582-590 MHz, som ikke tidligere har været benyttet af selskabet.
Et opslag i Erhvervsstyrelsens frekvensdatabase viser, at den luftbårne kanal 35 i store dele af landet er optaget af digitalt tv fra Boxer og Digi-TV, som blandt andet udsender de luftbårne kanaler for DR. I København bruger disse selskaber dog andre frekvenser.
Yousee-dokument advarede om problemet i 2013
Yousee har kunnet hjælpe hovedparten af kunderne ved at give dem et nyt antennekabel med bedre isolering, men Yousee har fastholdt, at de ikke kender til problemets årsag.
En kanalplan fra Yousee, som Ingeniøren er i besiddelse af, viser imidlertid, at selskabet var klar over den mulige forstyrrelse i 2013. Her var frekvensen 582-590 MHz markeret med rødt, og en note gør opmærksom på, at der er ‘forstyrrende sendere, filtre eller andre frekvensbestemte forhold’, der gør sig gældende på frekvensen i københavnsområdet.
Læs også: Mystisk fejl i signalomlægning gav sort skærm
Som årsag til forstyrrelserne angiver kanalplanen ‘DTT sender BoA’, hvilket dækker over, at der bliver sendt et såkaldt jordbaseret digitalt tv-signal (Digital Terrestrial TV) fra TDC-bygningens tag på Borups Allé i København.
Ni års tv-forsøg på kanal 35
Signalet tilhører den danske virksomhed Open Channel, der tester nye teknologier til tv-signaler. Siden henholdsvis 2007 og 2011 har Open Channel testet deres teknologier på UHF-kanalerne 35 og 39 i København.
Det bekræfter opslaget i frekvensdatabasen, der viser, at selskabet sender fra tre forskellige sendere i Storkøbenhavn, herunder en sender på Borups Allé. Yousee har hidtil styret uden om kanal 35 og 39.
Kanal 39 ligger mellem Yousees tv-pakker og forstyrrer derfor ingen tv-kanaler. Kanal 35 er placeret i den laveste del af Yousee-pakkernes frekvensspektrum på frekvenserne 582-590 MHz.
Hos Open Channel bekræfter direktør Kenneth Wenzel, at signalerne stammer fra selskabets forsøg.
»Det er helt klart vores signal, der kan forstyrre, hvis kabel-tv-kunderne bruger gamle og utætte kabler. Det er den kanal, vi sender på, og det område, vi dækker. Derfor er jeg slet ikke i tvivl om det,« siger han.
Læs også: Tablet-venligt tv i æteren i København
Selskabets signal udsendes fra toppen af TDC’s bygning på Borups Allé i København, hvor selskabet har lejet sig ind. Her benytter de et signal på 2 kW, der skal teste mulighederne for at teste mobil tv-modtagelse, som selskabet arbejder på nu. Selskabets sendetilladelse giver dem lov til at sende med op til 4 kW.
Det er tv-standarden DVB-T2 Lite, der testes. Den skal gøre det muligt at modtage tv-signaler på mobile enheder, uden at det kræver dataforbindelse.
Læs også: Fremtidens HD TV-teknologi bliver udsendt i København
Kanalerne dukkede op igen
Både Slots- og Kulturstyrelsen og Energistyrelsen, som begge har godkendt forsøgene, bekræfter, at de finder sted på kanal 35 og 39.
‘Frekvensen 582-590 MHz (kanal 35) bliver brugt til nogle tv-forsøg fra bl.a. Borups Allé, og det er meget muligt, at det er det, som har skabt problemerne,’ konkluderer chefkonsulent i Energistyrelsen Robert Lindgaard eksempelvis i en mail til Ingeniøren.
Slots- og Kulturstyrelsen oplyser, at den oprindelige tilladelse til forsøget udløb den 1. april, hvormed forstyrrelserne burde ophøre for de berørte Yousee-kunder.
Læs også: Dansk måleudstyr sporer støjen i dit kabelnet
Den oplevelse bekræfter Ingeniøren-læser Steen Laursen, der i en mail til Ingeniøren konkluderede, at Yousee måtte have ombestemt sig og ‘lagt kanalerne på plads igen.’
‘Men rodet har da fået mig til at søge løsninger uden Yousee med chromecast og telefonen,’ fortsatte han sin mail.
Det var imidlertid en stakket frist. Onsdag den 6. april blev tilladelsen til Open Channels tv-forsøg forlænget med tre år, så de nu kan fortsætte til 6. april 2019. Det fik straks Steen Laursens kanaler til at forsvinde igen.
‘Begge kanaler er forsvundet igen!?! Ved du hvad løsningen er, for jeg er helt tabt,’ lød næste mail fra ham efter Ingeniøren havde bedt ham tjekke sit tv igen.
Læs også: Undersøgelse: 4G-støj kan sende hvert andet danske tv i sort
Yousee beklager 'menneskelig fejl'
Yousee-ejeren TDC har tidligere over for Ingeniøren fastholdt, at kilden til forstyrrelsen stadig var ukendt for selskabet. Det til trods for, at den står i selskabets egen frekvensplan og i Erhvervsstyrelsens database, og at signalet udsendes fra selskabets eget tag. Det skyldes en menneskelig fejl, forklarer presserådgiver i TDC Rasmus Avnskjold nu.
»Der er sket en menneskelig fejl, og det kan vi kun beklage. Vi burde have vidst det, og det har vi i princippet også, men vi har ikke været opmærksomme på det på grund af en menneskelig fejl.«
Der er altså ikke tale om en kalkuleret risiko for de relativt få københavnske kunder?
»Nej, det ville vi ikke gøre med DR1 og DR2. Der skal det selvfølgelig ikke ske. Vi kunne ikke undgå i denne omlægning, at vi i nogle områder af landet skulle bruge nogle frekvenser, som også bliver brugt til noget luftbårent. Der vælger vi at gøre det med en kanal, der har relativt få abonnenter og seere – ikke DR1 og DR2,« svarer Rasmus Avnskjold.
Hvordan selskabet kunne overse det potentielle problem, vil han ikke uddybe af hensyn til de medarbejdere, der har stået for planlægningen.
Løsningen er stadig nye kabler
Selv om både Steen Laursen, de andre berørte kunder og Yousee nu kender årsagen til de forsvundne tv-kanaler, ændrer det dog ikke på, hvordan problemet skal løses, påpeger Yousee.
Selskabet får nu under ti henvendelser dagligt om problemet, hvoraf langt de fleste kan løses med det nye antennekabel, som Yousee har tilbudt kunderne. At flytte kanalerne igen er derfor ikke en mulighed, påpeger Rasmus Avnskjold.
»Hvis udstyret er i orden på hjemmeadresserne, kan et luftbårent signal ikke influere et kabelbårent. Derudover har vi trods alt lige flyttet det for over en million kunder, hvoraf 300.000 er i København. Ud af dem er det trods alt stadigvæk et relativt beskedent antal kunder, der er berørt,« siger han med henvisning til de par tusinde kunder, der indtil videre har henvendt sig med problemer.
I nogle tilfælde har Yousee måttet rette på installationerne hos de berørte kunder, men i langt de fleste tilfælde dukker DR1 og DR2 op igen, når kablet fra fjernsynet til væggen udskiftes, oplyser TDC.
