Semantisk atlas viser, hvordan hjernen finder mening i sproget
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Semantisk atlas viser, hvordan hjernen finder mening i sproget

Højre hjernehalvdel på en forsøgsperson med ord placeret nær de steder, hvor de fører til aktivitet i hjernen under lytning. Farverne angiver forskellige semantiske kategorier. Grønne ord er knyttet til visuelle eller sanselige begreber, røde ord er sociale begreber. De hvide linjer angiver forskellige regioner i hjernen. (Grafik: Alexander Huth med brug af pycortex software - pycortex.org)

Bliver det nogensinde muligt med en hjernescanning at bestemme, hvad en person hører, læser eller tænker?

Det scenarie er ikke helt så utænkeligt, som det måske lyder, mener Jack Gallant fra University of California, Berkeley.

Sammen med fire kolleger har han i en online-artikel i Nature præsenteret en kortlægning af hjernens semantiske system, der holder styr på meningen i sproget. Det kan være første skridt til en sådan tankelæser.

Syv forsøgspersoner blev placeret i en fMRI-scanner, mens de passivt lyttede til udvalgte beretninger a 10-15 minutters varighed fortalt af en enkelt person over for et levende publikum.

Efter en grundig analyse kunne forskere identificere, hvilke dele af hjernen der blev aktiveret af de enkelte ord - og se en hidtil ukendt struktur i, hvordan det foregik.

Sproget hører ikke kun til i venstre hjernehalvdel

Forskernes fandt bl.a., at meget store dele af hjernen indgik i den sproglige bearbejdning, og at både højre og venstre hjernehalvdel havde stort set lige stor betydning.

De bemærker, at det rejser tvivl om det nuværende dogme om, at sprog kun involverer venstre hjernehalvdel. Det er en opfattelse, som har udspring i studier af det talte sprog i modsætning til denne undersøgelse, som har fokuseret på lytning.

Selvom der var forskelle i hjerneaktiviteten for de enkelte forsøgspersoner, var lighederne så markante, at det gav mening at udarbejde et fælles semantisk atlas for alle personer.

Det semantiske atlas viser de områder, hvor man vil forvente at se hjerneaktivitet hos en person, når vedkommende hører et bestemt ord.

Ved at analysere hjerneaktiviteten kan det så måske også engang i fremtiden blive muligt at måle, hvad en person hører, eller måske endog hvad vedkommende tænker.

Mere umiddelbart forestiller forskerne sig dog, at det semantiske atlas kan få betydning for behandling af personer med hjerneskader, ligesom det muligvis kan give bedre indsigt i ordblindhed og sen sproglig udvikling hos visse børn.

De understreger dog, at alt dette er noget, som skal undersøges nærmere, ligesom det også er usikkert, om det semantiske atlas vil være det samme for personer, som har en helt anden kulturel og sproglig baggrund end de udvalgte forsøgspersoner, der alle var i 20’erne eller begyndelsen af 30’erne og fra en vestlig kultur.

Det er nogle af de forhold, som forskerne nu tager fat på at undersøge nøjere.

I denne video produceret af Nature præsenteres forskernes undersøgelse og dens hovedresultater.

Kommentarer (1)

Meget spændende og interessant. Men hvad menes med, i overskriften, at atlaset "viser hvordan hjernen finder mening i sproget"? Oplevet mening, hvad noget betyder eller hentyder til, herunder sproglig mening, er resultater af tidligere oplevelser, især i forhold til andre mennesker. Der er tale om komplicerede iterative processer, som startede i den tidligste barndom og varer livet ud - processer som involverer alle sansemodaliteter, motorik og kognitiv/emotionel udvikling, samt mange aspekter af hukommelse.
Det semantiske atlas kan bruges til at sammenligne med de teorier (og fakta) vi allerede har angående de nævnte processer og den oplevede mening der indgår i disse og kan sikkert bekræfte og måske afkræfte visse antagelser, men det kan ikke i sig selv, sige så meget om hvordan vi opnår at opleve mening med noget. Ved man noget om geologiske processer og pladetektonik, så kan man forstå "meningen med", dvs. årsagerne til, at fx Alperne ligger der hvor de ligger, når man kikker i et atlas. For 100 år sigen så man blot navngivne lokaliteter og geografiske forhold. Et kort er i sig selv ikke nogen forklaring på processerne, men mener vi at kende dem, så kan vi sige "Aha. ´Ja det er jo tydeligt hvordan Afrikas og Sydamerikas kystlinjer passer sammen, så ham Wegener havde nok ret". Samme nytte kan forskellige neuroatlas (der er mange) have i forhold til hvad vi mener at vide.

Atlaset viser på ingen måde direkte hvordan "hjernen" finder mening i sproget (undgår her at gå ind i kritik af, hvad der menes med at "hjernen" finder ud af noget). Det kort der fremkommer, kan opfattes som en todimensionel projektion af mangedimensionelle processer, der foregår hos og mellem mennesker og dermed i deres hjerner og kroppe. Men spændende er det. Hvad med hele sætninger? Hvordan bliver de afbildet? Selv om enkeltord kan være ladede med betydning i kraft af vore erfaringer, så er det sætninger der er meningsbærende i det daglige.

  • 4
  • 0