Selvkørende biler på vej mod danske motorveje
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Selvkørende biler på vej mod danske motorveje

Udviklingen af førerløse biler tager et markant skridt i første halvdel af 2013. Bilproducenten Daimler er på vej med Mercedes-modeller, der kan køre autonomt ved hastigheder på op til 200 kilometer i timen, så længe de er omgivet af vejstriber, og de rette lys- og vejrforhold er til stede - og så længe føreren holder hånden på rattet og er klar til at tage over.

Systemet vil først være at finde i den kommende Mercedes E-klasse og senere i S-klassen.

I bilerne sidder en computer, der læser vejen og trafikken omkring sig i realtid. Det sker ved hjælp af radarer, almindelige kameraer og et såkaldt stereokamera, der kan se verden foran sig i tre dimensioner.

Ud fra sine 'sanseoplevelser' kan computeren tage sig af styretøj, bremser og acceleration samtidig.

Bilerne kan også 'køre sig selv' på veje, hvor der ikke er tydelige vejstriber - men kun ved lave hastigheder, og kun hvis der er biler foran, som de kan orientere sig efter.

På trods af dette vil Daimler ikke give føreren lov til at læse avis bag rattet, mens computeren kører bilen. Og ansvaret ligger fortsat hos føreren. Det skyldes dog ikke teknologiske mangler, forklarer Uwe Franke, der er chef for Daimlers Image Understanding-afdeling.

»Bilen holder hele tiden øje med, om føreren har hånden på rattet - ikke fordi han skal styre bilen, men fordi det er gældende lov,« siger han.

Den menneskelige chaufør kan desuden - til enhver tid - tage føringen tilbage fra computeren.

Semi-autonome biler til masserne

Daimler er hermed flere skridt foran andre bilproducenter. Men sådan bliver det ikke nødvendigvis ved med at være. Flere andre producenter er på vej med lignende systemer, der går under navne som f.eks. 'Traffic Jam Assist'. Biler med disse systemer vil kunne køre autonomt i køtrafik, dog ikke ved tophastigheder.

Næste år sender Volvo sit bud på markedet. Og producenter som Citroën, BMW, Ford, Audi og Toyota er også ved at være med. De to sidstnævnte præsenterede deres bud i denne uge på teknologimessen Consumer Electronics Show (CES) i Las Vegas.

På den korte bane vil teknologien være forbeholdt de bedst bemidlede. Men på længere sigt vil gennemsnitlige bilkøbere også kunne være med. Fords system til køtrafik vil være at finde i deres billigste modeller om fem til syv år, oplyser Ford.

Hvad de næste kvantespring bliver, afhænger af de aktører, der udvikler teknologien. Uafhængige forskere peger - ud over Daimler - særligt på software-giganten Google som en spiller, man skal holde øje med. Google har i flere år testet biler i USA, som kan køre fuldt autonomt - fra A til B - i bytrafik og på motorveje.

Forventningen er, at teknologien vil udvikle sig hurtigst på motorvejene. Motorveje er nemlig et miljø, computere relativt let kan orientere sig i.

Og Wolfram Burgard, der arbejder med autonom navigation i mobile robotter ved Universität Freiburg i Tyskland, vurderer:

»Før eller siden vil vi være i stand til at erstatte alle menneskelige chauffører på motorvejene. Jeg kan ikke se nogen tekniske grunde til, at det ikke skulle ske.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten