Selvkørende forsøg: Dansk firma er alene om at tage første skridt
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Selvkørende forsøg: Dansk firma er alene om at tage første skridt

Illustration: Autonomous Mobility

Autonomous Mobility, datterselskab af den store importkoncern Semler Gruppen, har som de første ansøgt om assessorgodkendelse til forsøg med selvkørende køretøjer. Første skridt på vej mod oprettelsen af en forsøgsordning.

Tidligere på måneden skrev Ingeniøren, at ingen har søgt om at lave forsøg med selvkørende biler på trods af, at ansøgningsprocessen har været åben i over tre måneder. Dengang udtalte afdelingsleder for transportanalyse ved Vejdirektoratet, Andreas Egense, sig således:

»En del har tilkendegivet interesse for forsøg med selvkørende biler. Enkelte røster i debatten sagde, at man fra offentlig side var for langsom med at komme i gang, og at der var risiko for, at Danmark potentielt gik glip af et erhvervseventyr. I det lys er det lidt ærgerligt, at der ikke er kommet nogle ansøgninger, når der nu er mulighed for det,« sagde Andreas Egense.

Læs også: Ingen har søgt om at sende selvkørende biler ud på de danske veje

Dog kunne Vejdirektoratet oplyse, at den første ansøgning om assessorgodkendelse - første skridt i ansøgningsprocessen - netop var kommet ind.

DTU alene på banen

Det viser sig, at Autonomous Mobility, der er baseret ved DTU i Lyngby, står bag ansøgningen. På virksomhedens hjemmeside beskriver de sig som importør og operatør af selvkørende køretøjer.

I første omgang indebærer deres forsøg selvkørende minibusser på fastlagte ruter »bemandet med en steward«. De vil endnu ikke udtale sig om ansøgningen, men har meldt ud, at de vil have »hjul på jord i starten af 2018«.

Tidligere på måneden udmeldte Vesthimmerlands Kommune, at deres længe ventede forsøg nu er sat på pause. Dermed ligner det, at Autonomous Mobility bliver de første til at få selvkørende køretøjer på vejene.

Læs også: Den førerløse minibus Olli står bomstille i Vesthimmerland

Selskabet blev dannet for kun et år siden og skal - som CEO Peter Sorgenfrei for nyligt skrev i en kronik i Børsen - »hjælpe Semler-gruppen med at forberede sig til fremtiden«. I Sverige har de indsendt en ansøgning til myndighederne om forsøg i Göteborg.

Assessoren, der skal vurdere sikkerheden af det planlagte forsøg, skal godkendes af Færdselsstyrelsen, før man kan indsende den endelige ansøgning om forsøget til Vejdirektoratet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først