Selvkørende busser skal køre i gangene under hospital
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Selvkørende busser skal køre i gangene under hospital

Kommende forsøg med selvkørende busser i Region Sjælland kunne for eksempel være med en bus fra den franske producent Navya. Illustration: Navya

I sidste uge kunne Region Sjælland annoncere, at der var blevet afsat to millioner kroner til et to-årigt forsøg med selvkørende busser. Konkret bliver det trafikselskabet Movia, som kommer til at stå for forsøget, og som samtidig har forpligtet sig til at skyde et tilsvarende beløb ind.

Regionsformand Jens Stenbæk (V) ser de selvkørende busser som erstatning for traditionel kollektiv trafik på en lang rækker områder:

»I Region Sjælland er vi udfordret af, at vi har store områder, som er tyndt befolket og da chaufførlønninger udgør omkring 56 procent af udgifterne til busdrift, så er der en økonomisk interesse i at gøre busserne selvkørende,« siger han.

I første omgang skal selvkørende busser testes på et hospital, muligvis Sjællands Universitetshospital i Køge (se boks for tidsplan), men på længere sigt tror Jens Stenbæk, at selvkørende busser kan få betydning for, hvordan regionen udvikler sig. For eksempel forestiller han sig, at selvkørende busser engang i fremtiden kan blive et alternativ til flex-trafik, hvor borgeremed særlige behov i dag kan bestille en minibus eller taxa til at komme og hente dem:

Selvkørende busser kan løse vigtige opgaver

»Vi er udfordret af at sikre attraktive kollektive trafiktilbud til borgerne, og jeg tror, at de selvkørende busser kan løse nogle af opgaverne i de tyndt befolkede områder. Det handler både om ældre, der skal kunne komme rundt, og unge mennesker, som skal frem til uddannelser. Hvis det skal være attraktivt at bo i regionen, så er kollektiv trafik vigtig,« siger han.

Men hvorfor venter I ikke bare på, at andre byer og projekter får afsluttet deres testforsøg med selvkørende busser? Hvorfor skal Region Sjælland bruge to millioner kroner på sådan et projekt?

»Selvfølgelig skal vi lære af hinanden, men andre kan jo også lære af os. I regionen er vi for eksempel vant til at arbejde med udvikling af ny sundhedsteknologi, så det er ikke noget nyt for os at prøve nye teknologier. Vi ser det som en naturlig opgave at skubbe på udviklingen, så vi sikrer en regional udvikling.«

Hvornår tror du, at borgerne vil støde på en selvkørende bus, når de står af toget?

»Først og fremmest skal vi sikre, at teknologien virker, så realistisk set tror jeg, at vi skal 5-10 år ud i fremtiden før de bliver sluppet løs på vejene.«

Movia i spidsen for forsøg med selvkørende busser

Det bliver trafiksselskabet Movia, som kommer til at stå for selve forsøget og sammen med Metroselskabet og Region Hovedstaden, skal potentialet for selvkørende busser nu undersøges:

»Vi tog beslutningen om at gå i gang med ansøgningerne, og sammen med Region Sjælland skal vi nu i gang med at teste. Det er vigtigt for os at få testet teknologien ud fra flere vinkler, så vi både kan inddrage og senere rådgive vores busoperatører, når de engang i fremtiden skal byde på driften af de selvkørende busser,« forklarer Per Gellert, der er forretningschef hos Movia.

Et åbent projekt

Han sammenligner det med de test, der netop nu er i gang med elbusser i København:

»Elbusser er godt nok kendt teknologi, men vi får også viden om, hvordan kunderne opfatter den. Når det gælder selvkørende busser, vil der også være en masse andre spørgsmål, som vi vil forsøge at få svar på. For eksempel hvor skal busserne køre, og hvordan vil et system, hvor borgerne bestiller en selvkørende bus, virke?,« siger Per Gellert.

Projektet med Region Sjælland er på ingen måde lukket for andre, siger Per Gellert. Sammen med Metroselskabet, Region S og Region H vil man etablere et sted for opsamling og udveksling af erfaringer, blandt andet i forhold til de forsøg, der planlægges i Hørsholm og Vallensbæk kommuner:

»Vi skal ikke bare teste den samme teknologi i ti forskellige byer. Vi håber, at de næste forsøg kan bygge videre på den viden, vi får med Region Sjælland,« siger Per Gellert.

Ja det kan jo ikke undre at danmarks rigeste kommuner først får denne teknologi , som er så oplagt til Danmarks tyndest befolkede egne !

I sønderjylland har vi f eks en del landsbyer som er blevet de rene pensionistbyer og som samtidig betjenes af en skolebus 3 gange dagl, på hverdage.

Her vil en selvkørende bus kunne afhjælpe et stort behov og gøre landsbyerne mere attraktive for børnefamilier

  • 3
  • 0

Hvordan navigerer bussen i gangene under et hospital. Er den ikke afhængig af af GPS eller kan den navigere alene ved afstandsmålere, gyroer og lign. udfra en tidligere "indøvet" rute.

  • 0
  • 0

Hvem har mest brug for bussen i gangene under hospitalet? Hvem er det der ikke kan gå et par hundrede meter?

Det er blandt andet ældre og gangbesværede.

Kan de finde ud af at komme op i bussen med deres rollator eller rullestol? Kan den selvkørende bus selv spænde kørestolen fast?

  • 0
  • 0

Misforstå mig ikke, jeg synes selvkørende busser/biler er en spændende og potentielt skelsættende teknologi, og jeg synes det er fint at Regionen har et konkret projekt hvor man kan eksperimentere med teknologien, men lige Flextrafik går der forhåbentligt mange år før de lægger i graven: Chaufføren gør meget andet end at føre køretøjet. Han hjælper gamle koner op og ned ad trapper, ind og ud af bussen med deres rollator, spænder kørestole fast og meget mere. Den menneskelige chauffør er en helt fundamental del af ydelsen.

  • 2
  • 0