Selv dine klareste minder er fulde af fejl

Minderne har jeg da lov at ha’. Dem kan du aldrig, nej aldrig ta’.« Sådan sang Liva Weel i 1932 i visen ‘Glemmer du’. Men den tid, hvor man kunne have sine minder i fred, synger på sidste vers.

I de seneste år har hjerne- og hukommelsesforskning afsløret, at selv de klareste minder om vores fortid ofte er fyldt med fejl. I dag kan forskere også tænde og slukke for dem. Så minderne … dem kan vi faktisk, ja faktisk ta’.

Men det kunne man næppe forestille sig tilbage i 1932, da Liva Weel sang visen i filmen ‘Odds 777’ på Kai Normann Andersens melankolske melodi. Dengang var det den almindelige opfattelse, at hjernen var som en samling af arkivskabe, hvor minderne blev opbevaret, indtil man fik brug for dem. Minder og ens hukommelse var fortid, noget som var sket og arkiveret. Men i dag ser forskerne ganske anderledes på det.

Vil vi forstå hukommelse, må vi først indse, at hukommelsens egentlige funktion slet ikke er at huske fortiden. Hukommelse er til, for at vi kan forudse fremtiden. Vi skal kunne forudsige farer, der lurer, og dertil skal vi bruge tidligere erfaringer.

Den danske hjerneforsker Albert Gjedde har forsket hele sit liv i lagring af minder og hukommelsens hemmeligheder, og han peger på, at det er præcis den samme mekanisme i hjernen, der er aktiv, når vi lagrer minder, som når vi forestiller os ting.

»Det er egentlig meget simpelt. Vi kan kun forestille os noget, som vi kan forestille os,« lyder det fra Albert Gjedde, der er professor ved Københavns Universitet (KU).

Hans opfattelse af hukommelse flugter med andre hjerneforskere som læge og professor Kjeld Fredens fra Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet. Han ser hukommelse som ‘et arbejdende værksted’ med mange ansatte med vidt forskellige kompetencer, der skal samarbejde.

»Værkstedets råstof er erfaring, men kvaliteten i hukommelsen er ikke viden, men forståelse,« siger han.

Den vigtige hukommelse er nemlig den, der efterlader sig de dybeste spor. Den, som er oplevet – og nogle minder er så stærke, at de giver en følelse af at rejse i tid. Det er dem, som forskerne kalder erindringer. Men selv om de står knivskarpt for de fleste af os, så snyder og bedrager de.

Husker du, så glemmer du

Lad os først lige slå et faktum fast: Hvis du vil bevare et minde i din erindring, præcis som det skete, så lad for guds skyld være med at tænke på det. For i det øjeblik, du genkalder dig et minde, så omskriver du det igen. Og i den proces kan de falske minder snige sig ind.

Tag 11. september som et eksempel. De fleste af os husker, hvor vi var, da tvillingetårnene i New York blev ramt. De fleste af os husker, at vi samme dag stod og så det første fly ramme tårnet på tv. Men vi tager fejl. Ligesom 73 procent af amerikanere i en undersøgelse fra 2003.

Tv-optagelser af det første fly, der ramte det nordlige tårn blev nemlig først vist dagen efter. Alligevel har optagelsen lejret sig i erindringen om, hvad de så 11. september. De fleste ser flyet for sig, men de så kun den brændende bygning den dag – og det er ikke underligt. Store begivenheder som 11. september genskriver nemlig sig selv igen og igen, når vi har samtaler med folk, og deres minder blander sig med vores.

»Vores minder er meget skrøbelige. Og hvis vi sammenligner dem med en grammofonplade, så skal vi passe meget på med ikke at påvirke nålen, når vi genkalder os dem. De bliver hele tiden skrevet om,« siger Albert Gjedde.

Han har selv oplevet, hvordan et minde om hans far er blevet påvirket af andre billeder, han har genkaldt sig, så mindet om faderen er blevet mere og mere detaljeret, men mere og mere forkert.

»Jeg kan huske, han hentede mig i børnehaven i Skodsborg. I dag ser jeg hans lange frakke for mig og detaljerne i hans hår. Men når jeg ser fotografier af ham, så er det tydeligt, at mit minde er forkert på flere punkter,« siger han.

Men hvorfor denne omskrivning? Jo, det giver mening, hvis man ser på, hvordan minder opstår i hjernen.

Først en lys og dejlig leg

Når et minde bliver skabt – som kysset med din elskede – aktiveres en del af de omkring 100 milliarder neuroner i hjernen. Mindet om dit første kys aktiverer forbindelser mellem synapserne, der forgrener sig til synscentret (billedet af din elskedes smukke øjne), hørecentret (vindens susen omkring jer) og følecentret (den kildrende fornemmelse af forelskelse).

Hvordan lagringen helt præcis foregår, strides forskerne stadig om, men de ved, at døren til hukommelsen er hjerneregionen hippocampus. Her bliver neuroner skabt. Og her går et minde fra at være et løsrevet øjeblik i korttidshukommelsen til at lagre sig i langtidshukommelsen. I den proces indgår et utal af neurotransmittere som dopamin og noradrenalin, men – som nobelprisvinderen Eric Kandel har vist – så bliver der skabt nye proteiner under lagringen af minder.

Den viden byggede den amerikanske hjerneforsker Karim Nader videre på og stillede sig selv spørgsmålet: Hvis hukommelse er fortid og fremtid på samme tid, så er det måske den samme proces, der sker, når vi genkalder os et minde, som når vi lagrer det. Måske skaber vi det samme minde igen og igen, når vi genkalder os det. Hvis det er sandt, så kan vi måske slukke det ved at slukke for dannelsen af proteiner i hjernen.

Alting brast, men det fikser vi

I 1999 udførte Karim Nader et forsøg på rotter, der viste netop det, og siden er det gået op for forskerne, at minder er langt mere åbne for forandring end hidtil antaget. Flere forskellige gener indgår også i lagringen og genkaldelsen af minder, for eksempel Npas4-genet, som kinesiske forskere har vist, kan bruges til at tænde og slukke for minder. Og i 2014 viste den fransk-canadiske forsker Alain Brunet, at han kunne mildne folks traumatiske minder ved at give dem stoffet propranolol.

Stoffet er egentlig en beta-blokker, der er beregnet til folk med højt blodtryk og stress, men det virker blandt andet ved at blokere for neuro­transmitteren noradrenalin, der optræder under oplevelsen af stærke følelser.

Alain Brunet gav første gang testpersoner propanolol i et forsøg i 2008, hvor folk blev bedt om at sætte sig i et behageligt rum og genopleve deres værste mareridt. Folk skulle læse deres nedskrevne minder op fra et papir, og her var alt fra voldtægter til biluheld. Bagefter skulle de slappe af og se tv.

En uge efter blev testpersonerne igen bedt om at genopleve deres mareridt, men denne gang var oplevelsen ikke så voldsom som før. Teorien er, at genoplevelsen af mindet er sket i mere behagelige omgivelser og med en blokering af den neurotransmitter, der udløser stærke følelser. Så mindet er skrevet om uden den samme gru over sig.

Glemmer du – de glæder, som vi sammen fandt?

I Danmark prøver hjerneforskere også at påvirke minder. En af forskerne er lektor David Woldbye på Københavns Universitet, der forsker i plasticitet i hjernen, altså de ændringer, der sker i vores hukommelsesspor.

Sammen med psykologer, psykiatere og grundforskere på KU arbejder han på behandlinger til blandt andre ADHD-patienter og narkomaner. Ved brug af genteknologi indsætter han receptorer i mus, der styrer neurotransmittere som dopamin, der er et meget stærkt stof i dannelsen af afhængighed.

»Hvis vi kan fjerne den del af mindet, som får narkomaner til at tage stoffer, så er vi på vej mod en løsning på afhængighed, og den udvikling går rigtig stærkt i øjeblikket,« siger han.

Ifølge David Woldbye er det især genteknologiernes indmarch i hjerneforskningen, der har åbnet Pandoras æske, som han udtrykker det:

»Det er som om kun fantasien sætter grænser for øjeblikket, og hele tiden ser vi nye måder at udnytte de nye teknologier på.«

I stedet for at behandle med piller forsøger flere forskere sig med at bruge lys til at påvirke minder i hjernen på forsøgsdyr som mus og aber. Også her er Danmark med i feltet, og for få måneder siden viste David Woldbye – i samarbejde med forskere på Lunds Universitet – at lys også kan påvirke nerveceller i menneskehjernen. Teknologien blev dog kun forsøgt på friskt hjernevæv groet nogle uger i et reagensglas. Men der er bred enighed om, at teknologien vil virke på mennesker som på andre dyr.

Minderne har vi da lov at ta’

Ved lyspåvirkning af minder bruges såkaldt optogenetik, der virker ved at man indsprøjter gener, der indgår i produktionen af proteiner i lysfølsomme ionkanaler hos alger. I naturen bruger algerne lysfølsomheden til at orientere sig mod lys, men ved at koble den funktion på nerveceller i hjernen er det pludselig muligt at påvirke nervecellerne ved at sende lys ind i hjernen via et tyndt lyskabel. Ionkanalerne, der styrer nervecellerne, åbner og lukker sig simpelthen, afhængigt af om de udsættes for f.eks. blåt eller gult lys.

Hvis vi på forhånd kan sikre os, at vi kan lokalisere de ubehagelige hukommelsesspor, som risikerer at opstå, så kan vi i teorien også dæmpe posttraumatisk stress.David Woldbye, lektor, Laboratorium for Neural Plasticitet, Københavns Universitet

»På den måde kan forskerne slukke eller tænde for minder i hjernen,« siger han.

Optogenetik er allerede blevet brugt på et utal af måder til at udforske sygdomme som skizofreni og depression, og senest har påvirkning af minder hos mus vakt opmærksomhed.

I et forsøg for to år siden viste forskere fra University of California, hvordan de kunne tænde og slukke for et minde i en gnavers hjerne ved at lyse på celler i området, hvor lydcentret møder amygdala, der blandt andet håndterer frygt. Dyrene lærte at være bange for en særlig lyd, fordi den blev efterfulgt af elektrisk stød. Men ved brug af lys kunne dette minde altså aktiveres eller deaktiveres.

Det næste naturlige skridt for forskerne kunne være at tænde eller manipulere med minder hos personer, der er ramt af et trauma, og netop dét arbejder flere forskergrupper på. Den danske lektor David Woldbye forestiller sig, at man i fremtiden kan give for eksempel soldater en injektion med bestemte gener, inden de går i krig, og efterfølgende skrue ned for traumatiske oplevelser, når de kommer hjem.

»Hvis vi på forhånd kan sikre os, at vi kan lokalisere de ubehagelige hukommelsesspor, som risikerer at opstå, så kan vi i teorien også dæmpe posttraumatisk stress, når de vender hjem,« siger han.

David Woldbye forestiller sig, at soldatens oplevelser kan findes som områder i hjernen ved at lade ham genopleve dem hos en psykolog.

Selv hælder han dog mest til forsøg med at påvirke minder med kemi i stedet for lys.

»Behandling med opto­genetik vil stadig kræve et kirurgisk indgreb i hjernen, og selv om det kan være mindre omfattende end for eksempel dyb hjernestimulation, hvor du sætter elektroder ind i hjernen, så er det stadig at foretrække, hvis vi kan give en pille,« siger han.

En knop med både godt og ondt

Hukommelsens spor i hjernen er dog langtfra forstået af forskerne. Vi ved, at forklaringen ligger et sted i netværket af synapser og nerveceller, men det kan virke til at særlige knopper på nervecellerne har en særlig vigtig betydning.

Knopperne, også kaldet spines, er små udposninger, der hele tiden forandrer sig i form og antal, og Albert Gjedde fra KU har studeret dem længe i samarbejde med canadiske forskere og folk fra Panum Instituttet. Han mener, at de er afgørende for hukommelsen og har en direkte sammenhæng med sygdomme som skizofreni, autisme og Alzheimers.

Alzheimers-patienter har nemlig et stort fravær af knopper, mens autister har en overproduktion af knopper under puberteten. Dannelsen af knopper sker dagligt, og under søvn rydder hjernen op og skaber balance, så man ikke har flere, end man kan håndtere.

Men det sker ikke i samme grad hos autister.

»Hvis man anskuer hukommelse som en grammofonplade, så er er autisters plade hyperaktiv,« siger Albert Gjedde, der ser muligheder for at påvirke knopperne med lægemidler og dermed behandle autisme nemmere i fremtiden.

Glemmer jeg, så husker du

Forskning i spines viser også, at knopdannelsen er særlig udpræget i dele af vores liv, især omkring puberteten. Det harmonerer godt med den forskning, der blandt andet foregår på Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning på Aarhus Universitet. Her har forskere som Dorthe Berntsen vist, at vores erindringer er tæt knyttet til bestemte livsfaser.

»Vi har en meget kulturbestemt drejebog for livet, hvor nogle ting er vigtigere end andre. Ungdommen er særlig vigtig, men også at blive gift, få sit første barn osv.,« forklarer hun.

Dorthe Berntsen minder dog om, at hukommelse slet ikke kan ses alene som hukommelsesspor i hjernen:

»At erindre eller huske er en kompleks konstruktionsproces, der handler om meget andet end hjernen,« siger hun, og det synspunkt deles af flere, blandt andre hjerneforsker Kjeld Fredens.

Han mener, at vi er nødt til at forstå, at hjerne­regioner som hippocampus kun giver os nøglerne til at finde den lagrede informa­tion. Og den findes både ‘på den ene og den anden side af kraniet’, som han udtrykker det.

»Hvor mange gange bruger du ikke din mobil eller pc til at finde den information, du leder efter? Vi har jo lagt vores minder og viden på alle mulige eksterne drev. Og det gør det endnu mere tydeligt, at hukommelse er en skabende proces,« siger Kjeld Fredens.

At vores hukommelse findes andre steder end i vores hoveder, kan ifølge forskerne også forklare, hvorfor ældre mennesker hurtigt kan udvikle hukommelsesproblemer, hvis deres livspartner dør. For pludselig har de ikke en hjælper til at åbne op for erindringerne.

Så Liva Weel tog ikke helt fejl:

»Hver en dag og hver en time har jeg talt. Glemmer du, så husker jeg – alt.«