Seluxit skærer IoT ud i et græskarhoved

Siden Morten Frederiksen og Daniel Lux i 2006 dannede Seluxit, har målet for de to it-udviklere været at skabe markedets mest innovative platform for hjemme-automation, eller IoT (Internet of Things), om man vil. Deres første projekt tilbage i 2006 var at udvikle en app, der kunne overvåge en vandpumpe via internettet.

I dag kalder Seluxit sig for IoT- specialister og tilbyder end-to-end Internet of Things-løsninger, der omfatter indlejret hardware og soft­ware, trådløse kommunikations­protokoller, cloudplatforme med gateway-integration og bruger­grænseflader.

Hos Seluxit er man nemlig overbevist om, at virksomheder og udviklere ved at anvende den seneste IoT-teknologi langt hurtigere kan opnå adgang til hele IoT-området og på den måde forkorte nye produkters time-to-market betydeligt.

Og en kortere tid fra idéudvikling og fremstilling af prototype til en lancering af det endelige produkt er ifølge adm. direktør i Seluxit Daniel Lux afgørende både for produkternes pris – men også for den risici, der altid følger med udviklingen af noget nyt.

Hjælp fra et græskarhoved

Men for at udviklere og virksom­heder kan nå det mål, er det vigtigt at have de rigtige redskaber i værktøjskassen, forklarer Daniel Lux. Og her kommer virksomhedens seneste medarbejder, Mr. Pumpkin Pi, ind i billedet.

Mr. Pumpkin Pi er et græskarhoved med Raspberry Pi-hjerne, Arduino-øjne og et ESP-32-joystick og er som en anden Frankenstein Seluxits bud på en sjov og illustrativ måde at vise, hvordan deres IoT-platform med navnet MetaFlow kan bruges til at bringe udviklingen af hardware og tilhørende bruger­grænseflade tættere sammen og på den måde accelerere processerne frem mod det færdige produkt.

»Med vores græskarhoved kan vi specifikt vise, hvordan man tidligt i en IoT-rapid prototyping-proces kan skabe en logisk model af en enhed, og hvordan denne model fungerer som en kontrakt mellem dem, der udvikler enheden, og dem, der udvikler brugergrænsefladen til enheden,« forklarer Daniel Lux.

Ved at placere en håndfuld hyldevare-komponenter såsom kamera, mikrofon og lysdiode i et græskarhoved og lade virksomhedens IoT-platform udføre en række events på komponenterne fra nogle simple apps håber Seluxit at kunne demonstrere betydningen af et tidligt samspil mellem brugerflade og hardwareudviklere i en rapid prototyping-proces.

Logisk datamodel er kernen

Løsningen fra Seluxit går ud på først at lave en abstrakt logisk datamodel af græskarhovedet. Derudfra genereres en kode, der kopieres ind i Raspberry Pi-hjernen. Herefter tilsluttes den ønskede hardware, og den logiske model virker nu på hardwaren med de kommandoer, som udvikleren via brugergrænse­fladen i sin app sender til Mr. Pumpkin Pi over internettet.

»Du kan f.eks. sige ‘tænd for lysdiode’, og så får du en event på Raspberry Pi. Du er således i gang med at teste brugergrænsefladen til dit græskarhoved,« siger Daniel Lux.

Det smarte ved løsningen er, at når først den logiske model er på plads, kan man splitte udviklingen af brugergrænsefladen op blandt flere typer af udviklere. Du kan eksempelvis have webudviklere og udviklere med behov for embeddede løsninger til at arbejde side om side på samme model.

»Når den logiske model er på plads, kan du splitte udviklingen af brugergrænsefladen op blandt flere typer af udviklere, fordi dataene i den logiske model nu virker som en slags kontrakt mellem hardware og brugergrænseflade,« forklarer Daniel Lux.

Formålet med Mr. Pumpkin Pi er altså at vise, hvordan man ved at udforme en model, hvor udviklingen af hardware og forskellige typer af software kan udføres samtidig, kan forkorte udviklingstiden betydeligt – og derved også de samlede omkostninger i udviklingsfasen.

Den simultane udvikling af modellen betyder nemlig, at udviklerne af brugergrænsefladen løbende kan give dem, der udvikler hardwaren, feedback og omvendt. På den måde bliver fejl opdaget og rettet tidligere i processen og nye ideer kan hurtigt afprøves og implementeres, hvis de viser sig brugbare. Alt sammen noget, der betyder, at version 1.0 af produktet bliver bedre, samtidig med at det når end-markedet hurtigere.