Seks skarpe til Topsøe-direktøren: Hvorfor trak I den så længe?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Seks skarpe til Topsøe-direktøren: Hvorfor trak I den så længe?

Haldor Topsøe lukker sit datterselskab, Topsø Fuel Cell, med øjeblikkelig virkning efter ti års virke, og efter at koncernen i alt har brugt 1,5 milliarder kroner på udvikling og opbygning af produktionsfaciliteter til den komplicerede brændselscelleteknologi SOFC. Brændselscellerne kan producere el med en høj virkningsgrad på blandt andet naturgas.

Ingeniøren har tidligere beskrevet, hvordan teknologimodning og markedet for brændselsceller gentagne gange er blevet skubbet ud i fremtiden, ikke mindst når det gælder SOCF's brændselsceller.

Læs også: Kun ét dansk firma har overskud på at sælge brændselsceller

Det oplagte spørgsmål til Topsøes topchef, Bjerne S. Clausen, er derfor:

Hvorfor trak I den så længe?

»Vi tror stadig på teknologien, og så er vi en tålmodig virksomhed. Vi har i længere tid prøvet at få en investor med på vognen til brændselscellerne. Omkring 60 investorer fra 17 lande har vi spurgt, og i fredags fik vi det sidste nej. Så vurderede vi, at mulighederne var udtømt, og tog den tunge beslutning at nedlægge aktiviteterne og selskabet.«

Er det primært markedsmæssige eller teknologiske årsager, der gør, at I lukker nu?

»Det er en kombination af de to ting. Lige nu svømmer verden over med fossile brændsler - med billig naturgas, skifergas og olie fra nye dybhavs olie- og gasfund, selvom ingen snakker højt om det. Derfor er energipolitiske planer om fossilfri forsyning rykket meget i baggrunden i store dele af verden, og dermed er markedet for vores højeffektive elproduktionsteknologi rykket meget længere ud i fremtiden. Samtidig har teknologien vist sig vanskeligere at få udviklet, end vi havde troet.«

Brændselsceller var afdøde Haldor Topsøes hjertebarn. Hænger lukningen nu sammen med det faktum, at han ikke er iblandt os længere?

»Absolut ikke! Haldor Topsøe var forretningsmand, og han ville have taget den samme beslutning, er jeg sikker på. Inden han døde, havde jeg forskellige samtaler med ham, og vi var begyndt at snakke om, at det kunne blive nødvendigt at lukke selskabet.«

Burde I ikke tidligere have indset, at teknologiens rolle blev mindre, når vi producerer så meget grøn strøm i forvejen, at der ikke er brug for effektive elproduktionsteknologier?

»Nu er det jo altid let at være bagklog. Vi synes, at vi traf beslutningen så hurtigt, som det var os muligt. Jeg mener stadig, at brændselscellerne vil have en plads som elproduktionsteknologi som backup til vindmøller og solceller, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Men markedet er der bare ikke endnu, og det var svært at forudse, hvornår det kommer.«

I vil beholde aktiviteterne omkring elektrolyse, kaldet SOEC, og 27 af 117 ansatte. Hvad skal der konkret ske?

»Elektrolyseteknologien ligger efter vores opfattelse tættere på markedet, fordi det bliver vigtigere at kunne gemme overskudsstrømmen fra vindmøller og lagre det som forskellige slags gasser. I praksis lægger vi SOEC-aktiviteterne ind i moderfirmaet, og vi forestiller os, at vi i fremtiden både skal producere stakke og sælge komplette SOEC-elektrolyse-enheder til kunderne.«

Kan du sige, hvor mange ingeniører der vil være blandt de 90 fyrede?

»Nej, det kan jeg ikke af rent formelle årsager. Men jeg kan sige, at vi både vil beholde medarbejdere fra produktionen og medarbejdere fra udviklingsafdelingen i den stab på 27, som vi efter planen vil flytte over i moderselskabet.«

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det burde være staten som lavede brændselceller, da dette kræver et teknologisk gennembrud. Og mange parallelle udviklings-forløb.

Private kan da fint løse opgaven - og der er da masser af kommercielle fuel-cell virksomheder globalt set i dag - bla. "Bloom energy" som har stor success i US.

Hvis man ser på hvad staten i Danmark støtter - så er 99% øremærket vindmøller... og det til trods af at vindmøller ikke kan stå alene (og kræver teknologier som fuel-cells for at levere et stabilt el-net).

Staten bør afvikle pick-the-looser stats-støtte og få fair/lige vilkår mellem teknologierne! (og politikerne holde fingrene væk)

  • 2
  • 3