Sejlrute ved Nordpolen ryddet for is for første gang

Klimaændringerne har nu åbnet den historisk vigtige Nordvestpassage mellem Canada og Nordpolen.

De tykke flerårige stykker af is er smeltet væk, og tilbage er mindre isflager, som det er muligt at navigere udenom, oplyser formanden for det norske polarinstituts program for klimaforandringer, Nalan Koc, til den britiske avis The Guardian. Den samme melding lyder fra Nasas Earth Observatory.

I over fem århundrede har mennesket forsøgt at kæmpe sig vej gennem Nordvestpassagen, fordi den er en mulig handelsvej til Stillehavets kyster, men mange sømænd har mistet livet i forsøget.

]

Store opdagelsesrejsende som James Cook og Sir Francis Drake har opgivet deres forsøg, men nordmanden Roald Amundsen var den første, der brød gennem passagen i 1906 efter tre års kamp.

Lavtryk over Sibirien varmer Nordpolen op

Klimaforskere har længe forudsagt, at den globale opvarmning får Nordvestpassagen til at åbne sig. Ifølge japanske og amerikanske forskere er der udsigt til, at isen omkring Nordpolen, allerede i næste måned vil være mindre, end mennesket nogensinde har målt. Det skyldes blandt andet et usædvanligt lavtryk over Sibirien, der bringer varme til Nordpolen.

Sejladsen gennem Nordvestpassagen er dog ikke en fornøjelsestur for fritidssejlere.

»Ruten udgør stadig en betydelig udfordring, der kræver en stærk isbryder og en god forsikring,« skriver Nasas Earth Observatory på sin hjemmeside.

Rederier verden over har længe haft fokus rettet mod klimaændringernes betydning for Nordvestpassagen. Åbningen giver nemlig mulighed for at undgå sejladsen gennem Panama-kanalen eller rundt om Kap Horn på Sydamerikas sydspids.