Sejlernes nødradio er blevet digital

Sejlernes nødradio er blevet digital

Det analoge netværk af radioer, der hidtil har holdt sejlere forbundet til radiotjenesten Lyngby Radio er nu blevet digitaliseret og er overtaget af forsvaret, der skal bemande radioen fremover.

Radionettet, der skal sikre, at sejlere kan alarmere myndigheder på land i nødstilfælde, har nu fået en væsentlig opdatering. Den såkaldte kystradio er blevet digitaliseret og de årtier gamle telefonforbindelser er erstattet af to redundante WAN-net til IP-forbindelser.

Digitaliseringen betyder - ud over en forenkling af netværket - også, at kontrolrummet er reduceret fra at fylde et rum med radioudstyr til at kunne køres på en bærbar computer, der er koblet på netværket.

Det er radiovirksomheden Teracom, der har stået for opgraderingen efter et udbud, der blev afsluttet i foråret. Radiosystemet er nu færdiggjort og overtaget af Forsvaret, som til daglig bemander radioen.

Hvad der tidligere var et rum fyldt af radioudstyr i Lyngby Radios lokaler i Bagsværd er i dag erstattet af almindelige computere med forbindelse til et særligt WAN-netværk. Foto: Teracom
Foto: Teracom

Læs også: Udstilling om storm til havs: Bliv om bord og lad være at fløjte

Analog radio på digitalt skelet

På de 24 stationer, der sender og modtager signaler fra skibe i dansk farvand er det stadig et analogt VHF-signal, der sendes mellem radiomasterne og de enkelte skibe.

På hver station bliver de modtagne beskeder digitaliseret og sendt over et af de to netværk, der udgør det nye systems WAN-netværk. Det er henholdsvis et kablet netværk, der minder om en ADSL-forbindelse og et trådløst radiokæde-netværk.

»I hver station sidder der udstyr, der konverterer vores beskeder til analoge signaler og sender dem med den rette effekt osv. Det giver det samme output som tidligere med den samme ‘output-power’. Til gengæld er fleksibiliteten ny og det er nyt, at det hele kører på off-the-shelf-hardware,« siger Poul Martin Geisler Hansen, Teracoms projektleder på projektet.

Læs også: Danske skippere: Vi klarer os fint uden forældet norsk navigation

»En af de helt store fordele ved dette her system er, at man kan opsætte kontrolrummet et nyt sted i løbet af et par timer, så længe der er adgang til et af vores to WAN-net,« fortsætter han.

Derudover peger han på, at de analoge forbindelser uden redundans krævede en del mere vedligehold end det IP-baserede net, hvor udstyret kan fjernovervåges. Derudover giver det mere fleksibilitet, mener Teracom.

»Tidligere har nettet været ret mandskabstungt at vedligeholde. Nu kan vi fjernmonitorere de fleste af de ting, der før blev lavet ved rutineinspektionerne,« siger Poul Martin Geisler Hansen.

Læs også: Norge slukker radiostationer: Skibe må sejle uden backup til satellitter

Kystradioen har tidligere fungeret som det eneste kommunikationsmiddel for mange skibe i de danske farvande. Allerede da den første mobiltelefonstandard, NMT blev indført begyndte mobiltelefonerne dog at overtage en del af opgaverne, hvilket kun er taget til siden.

I dag er kystradioen derfor udelukkende en nødtjeneste for skibe til søs og det er derfor ikke længere muligt eksempelvis at kalde Lyngby Radio med et ønske om at blive viderestillet til det almindelige telefonnet, når der ikke er tale om en nødsituation.

Radioens væsentligste opgave er i dag at overvåge specifikke kanaler, herunder den internationalt benyttede nødkanal, kanal 16.

Kommentarer (6)

Hej Christian, WAN står får wide area network, så at kalde det et wide area network netværk skærer i øjnene på mig som kender. Det svarer til dem der ynder at skrive IT-teknologi, det er lige så grelt at se på.

  • 3
  • 2

[http://www.teracom.dk/Om-Teracom/Nyheder3/...]
Den nye løsning, som understøtter VHF/MF radio kommunikation med skibe i dansk territorial farvand, inkluderer bl.a. et nyt kontrolrumsystem med SAAB Danmark og Danphone som underleverandør samt integration med AIS og DanPilot lods systemer.

Det lyder ikke som om det alene er et system for lystsejlerne.
Stigningen i bådafgiften på 34 procent i 2012 skulle finansiere et underskud på 39 mio. kr. hos Lyngby Radio.
[http://www.politiko.dk/nyheder/omstridt-ba...]

Skal lystsejlerne så også finansiere den nye kontrakt til et 3-cifret milion beløb?

Det kunne klæde vores politikkere at fjerne afgiften som kun rammer bådejere og sejlklubber som tegner kasko-forsikring.
En afskaffelse ville give øget beskæftigelse i bådbranchen og vi kunne undgå ud-flagning af både og andre kreative metoder til at udgå bådafgiften. Den danske forsikrings branche ville få flere kunder og folk kan igen have råd til at kasko forsikre deres både istedet for at tage chancen.

  • 2
  • 0

Det var nu kun 0.34% :-) Men jeg er helt enig i at det er en skod afgift, da man bare kan lade være med at have kasko, så er man fri for at betale.

Jeg kender flere der har fravalgt forsikring ... da det nu er blevet ALT for dyrt ... og hvis de sejler uden skade i nogen år, så kan man altså lave en ret stor skade ... før end det ikke har kunnet betale sig at framelde ...

Hvem er så taberen ... jamen, det er resten af danskerne, for de sidder stadig på regningen hæhæ

  • 0
  • 0