Sejlernes nødradio er blevet digital
Radionettet, der skal sikre, at sejlere kan alarmere myndigheder på land i nødstilfælde, har nu fået en væsentlig opdatering. Den såkaldte kystradio er blevet digitaliseret og de årtier gamle telefonforbindelser er erstattet af to redundante WAN-net til IP-forbindelser.
Digitaliseringen betyder - ud over en forenkling af netværket - også, at kontrolrummet er reduceret fra at fylde et rum med radioudstyr til at kunne køres på en bærbar computer, der er koblet på netværket.
Det er radiovirksomheden Teracom, der har stået for opgraderingen efter et udbud, der blev afsluttet i foråret. Radiosystemet er nu færdiggjort og overtaget af Forsvaret, som til daglig bemander radioen.
Læs også: Udstilling om storm til havs: Bliv om bord og lad være at fløjte
Analog radio på digitalt skelet
På de 24 stationer, der sender og modtager signaler fra skibe i dansk farvand er det stadig et analogt VHF-signal, der sendes mellem radiomasterne og de enkelte skibe.
På hver station bliver de modtagne beskeder digitaliseret og sendt over et af de to netværk, der udgør det nye systems WAN-netværk. Det er henholdsvis et kablet netværk, der minder om en ADSL-forbindelse og et trådløst radiokæde-netværk.
»I hver station sidder der udstyr, der konverterer vores beskeder til analoge signaler og sender dem med den rette effekt osv. Det giver det samme output som tidligere med den samme ‘output-power’. Til gengæld er fleksibiliteten ny og det er nyt, at det hele kører på off-the-shelf-hardware,« siger Poul Martin Geisler Hansen, Teracoms projektleder på projektet.
Læs også: Danske skippere: Vi klarer os fint uden forældet norsk navigation
»En af de helt store fordele ved dette her system er, at man kan opsætte kontrolrummet et nyt sted i løbet af et par timer, så længe der er adgang til et af vores to WAN-net,« fortsætter han.
Derudover peger han på, at de analoge forbindelser uden redundans krævede en del mere vedligehold end det IP-baserede net, hvor udstyret kan fjernovervåges. Derudover giver det mere fleksibilitet, mener Teracom.
»Tidligere har nettet været ret mandskabstungt at vedligeholde. Nu kan vi fjernmonitorere de fleste af de ting, der før blev lavet ved rutineinspektionerne,« siger Poul Martin Geisler Hansen.
Læs også: Norge slukker radiostationer: Skibe må sejle uden backup til satellitter
Kystradioen har tidligere fungeret som det eneste kommunikationsmiddel for mange skibe i de danske farvande. Allerede da den første mobiltelefonstandard, NMT blev indført begyndte mobiltelefonerne dog at overtage en del af opgaverne, hvilket kun er taget til siden.
I dag er kystradioen derfor udelukkende en nødtjeneste for skibe til søs og det er derfor ikke længere muligt eksempelvis at kalde Lyngby Radio med et ønske om at blive viderestillet til det almindelige telefonnet, når der ikke er tale om en nødsituation.
Radioens væsentligste opgave er i dag at overvåge specifikke kanaler, herunder den internationalt benyttede nødkanal, kanal 16.
