Sejeste smartphone-app: Fjernstyr din egen helikopter-drone

Årets gave-idé er en avanceret helikopter med fire rotorer og videokamera i forenden, der gør det muligt at fjernstyre helikopteren fra en smartphone.

Fra telefonens billedskærm kigger man ud gennem helikopterens to kameraer, mens flyvningen foregår - nøjagtigt som de førerløse droner i Afghanistan styres af soldater, der sidder ved billedskærme i USA.

Applikationen til telefonen rummer desuden et Augmented Reality-lag (kunstig realisme), som gør det muligt at sende virtuelle laserstråler og missiler efter andre ting, for eksempel et fly magen til. Så selv om mobiltelefonens skærm viser virkeligheden, set ud gennem flyets videokamera, så eksisterer missilerne kun på skærmen som et ekstra billed-lag.

Læs også: Demonstration af fjernstyret drone med Augmented Reality

Det franske firma Parrot, som har udviklet helikopter og styrings-interface, har udvidet softwaren med et multiplayer dogfight-spil, som kan afvikles på mobiltelefonen. Dogfight-spillet kræver, at der deltager flere fly af samme slags.

Man styrer den lille helikopters stilling i luften ved at "hælde" mobiltelefonen til den ene eller den anden side. Det hele foregår gennem mobiltelefonens touch-skærm, hvor der også er et manuelt gashåndtag. Styringen benytter sig altså af smartphonens indbyggede g-måler til at fortolke pilotens ønsker.

Softwaren i flyets indbyggede computer omdanner signalerne fra den intuitive bevægelse af telefonen til motorkommandoer til de fire rotorer. Ifølge Parrots oplysninger gør det styringen så nem, at alle kan flyve helikopteren.

I første omgang kan helikopteren udelukkende styres ved hjælp af en iPhone, en iPod Touch eller en iPad, men firmaet lover på sin hjemmeside, at der snart kommer udgaver til andre smartphones.

Den trådløse kommunikation mellem smartphone og fly sker gennem et wifi-radiolink. Helikopteren har nemlig sit eget trådløse access-point.

Open Source kode og Linux

Ud over de to videokameraer på 640x480 pixels, et i fronten og et under bunden, er helikopteren udstyret med en samlet inerti-navigations-chip (Bosch MMA150) med accelerometer i tre akser, gyro med to akser og en enkelt-akse yaw-gyro. Alt sammen chips beregnet til mobiltelefon-industrien.

Accelerometer-chippen sender data til autopilot-systemet, som styrer flyets fire motorer. Motorerne er børsteløse DC-motorer, som klarer 35.000 omdrejninger pr. minut.

Flyene kan udstyres med farvede bånd, der bruges til at identificere venner og fjender gennem kameraet. Kamera-softwaren kan bedømme sigte-afstande mellem 30 cm og 5 meter, skriver magasinet Electronicsweekly.

Det hele kontrolleres af en embedded ARM9-processor på 468 MHz, med en dynamisk hukommelse på 128 Mbyte DDR, 200 MHz, som kører Linux.

Batteripakken består af tre lithium-polymer celler, som i alt kan yde 1 Ah ved 11,1 volt. Det giver mulighed for 12 minutters flyvning med op til 18 km/h.

Vægten er 380 gram, men den stiger til 420 gram, hvis man monterer en "indendørs-kofanger" omkring rotorerne, som skåner gardinerne, hvis der udkæmpes luftkampe indendørs.

Helikopteren kan købes flyve- og skydeklar via internettet. Hos Amazon er den for eksempel set til 299 dollars, cirka 1.800 kroner.

Alle har lov til at udvikle nye spil

Til teknikere kan det oplyses, at firmaet har udviklet et Open Game API, som gør det muligt for enhver at ændre eller udvikle nye spil med Augmented Reality. Ved at registrere sig på Ardrone.org får man lov til at downloade et software development kit.
Inspiration kan man få ved at hente den åbne source-kode til dogfight demo-spillet.

Der er oprettet et brugerforum, hvor udviklere kan udveksle ideer og løse problemer.

De spil, man selv udvikler, kan man frit sælge uden afgifter eller tilladelser fra Parrot.

Dokumentation

Parrots hjemmeside
Open Game API projektet
Udvikler-forum for teknikere
Artikel i Electronicsweekly
Fly og reservedele på Amazon.com

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det var ikke godt at I viste mig denne artikel. Blev så forelsket i den at jeg købte den her tidligere i dag. Er du gal det er en fed drengerøvs gadget! Glæder mig til at den kommer med posten.

  • 0
  • 0

Jeg beklager, men det er altså næsten at tage røven på folk. Man sparer omkring 1000 kr ved at købe den på Amazon.com.

  • 0
  • 0

Z for Zorglub. Kan vi så få den i fuld størrelse, og det må gerne gå lidt stærkt. la tgam lit bulgroz.

  • 0
  • 0

Nogen der har erfaringer eller en idé om hvad rækkevidden for signalet er på sådan en? Specielt mht udenfor? Wifi plejer ikke være super stabilt ved længere afstande.

  • 0
  • 0

Officielt ca 50 meter, men jeg har været oppe på 200meter, det afhænger meget at Wifi forbindelser og støj i nærheden.

Når den mister forbindelsen daler den langsomt ned og lander kontrolleret, det er ret smart at man bare kan give slip hvis man mister kontrollen så retter den selv op og bliver der.

  • 0
  • 0

Så må alle vi mennesker der stadig ikke har slået hovedet og købt en Iphone jo bare vente til den bliver frigivet til rigtige smartphones istedet.

Så den lige præsenteret på solidworks seminar igår og den er sku for fed. (så må vi se hvor længe der går inden vi får et lovforbud imod den.)

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten