Se studerendes grønne løsninger på hverdagens problemer

Plancher og materialer til fremlæggelse er sirligt stablet på en parkeret brandbil. 104 deltagere i Young Engineers Solution (YES) skal præsentere deres bæredygtige løsninger på 10 konkrete udfordringer, hver af løsningerne udformet af en gruppe på 10 studerende, huset af den lokale brandstation.

De studerende samles i en rundkreds om en interimistisk scene i form af et stort rundt 'parkering forbudt' skilt malet på gulvet som info til brandbilerne. De to dommere får store røde skraldespande som bord, og så går fremlæggelserne i gang.

Hverken powerpoint eller lignende tekniske hjælpemidler. Bare god gammeldags kreativitet og fingersnilde har skabt de 10 små treminutters præsentationer.

Læs også: Sådan ser de studerendes bæredygtige løsninger ud

Læs også: Halvanden dag til at finde løsningen på fremtidens byliv

De studerende deltager i YES, som er en del af Copenhagen Creative Summit. Her skal findes bæredygtige løsninger, og der ligger udregninger på besparelser bag de fleste forslag. Budene afspejler en viden om de tekniske muligheder, der allerede findes.

Problemerne er opstillet af organisationer som Roskilde Festival, Københavns Kommune og LetsGo delebiler.

En brandmand lister smilende forbi med sin kaffekop, mens hr. og fru Danmark udskåret i pap tager Christiania-cyklen på arbejde. Scenen udspiller sig i løsningen til bæredygtig transport i Nordhavn, som også vandt publikumsprisen med deres 'Living Laboratory'.

Præsentationerne bærer tydeligt præg af de tre kaospilotuddannede, som har hjulpet deltagerne til deres resultater. Og det er måske også grunden til, at det har været svært for dommerne at finde den mest tekniske løsning.

Den tekniske pris gik til hele to løsninger. Den ene var udfordringen med dagligt energiforbrug og løsningen 'Easy Saver'. Den anden var opgaven med smart grid.

Se IDAs video fra idéprocessen og to politikeres kommentarer