Se og rør ved fremtidens teknologi på Technomania
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Se og rør ved fremtidens teknologi på Technomania

Illustration: Festo

Et selvflyvende kæmpeinsekt bygget af Festo går på vingerne, mens du smager på fremtidens mad eller møder lektor Henrik Schärfe og hans robotdobbeltgænger.

Technomania på HI-messen byder på lidt af hvert, lige fra brugen af Big Data i produktionsvirksomhederne, smart factory og Internet of Things. Man kan også fordybe sig i workshops og selv prøve at bygge teknologi. Så der er mange muligheder for at forholde sig til fremtidens teknologier.

Technomania er en nyskabelse på HI-messen. Eventen, der er arrangeret af Ingeniørforeningen, IDA, udfolder sig over en hel dag i Hal F torsdag 24. september.

»Vi vil gerne vise, at ingeniører ikke bare løser tekniske problemer, men også skaber fremtidens teknologier. Vi vil gerne skabe en platform, hvor folk kan mødes og tale om den teknologiske fremtid,« siger Ib Kongstad, formand for IDA Vestjylland, som er talsmand for Technomania.

Blandt de tendenser og fremtidsudsigter, der tages op på Techno­mania, vil du f.eks. kunne få nogle bud på, hvordan co-working-robotter kommer til at arbejde side om side med medarbejdere i virksomhederne.

Selvorganiserende maskiner

Fra Tyskland kommer Eberhard Klotz, chef for koncepter og teknologier hos Festo, og fortæller om Industri 4.0, og om hvordan virksomheden er ved at gennemføre nogle af de tankegange, der ligger i begrebet. Nogle af Festos seneste projekter viser, hvordan intelligente maskiner i fremtiden kan være selvorganisererende.

Man kan forvente et bombardement af oplæg og udstillinger, og på denne del af HI-messen er der ikke nogen, der skal sælge noget.

En af de nye teknologier, der bliver demonstreret, er Amazon Eco, som er en elektronisk ‘tjener’, brugeren kan tale med. Eco forstår almindelig tale og omsætter det til ordrer om f.eks. at slukke lyset. Det kunne bl.a. bruges i hjemmeplejen. Enheden kan ikke flytte sig, men den kan stå i forbindelse med eksempelvis lyskontakter.

»Amazon Eco har en relativt simpel computer, men det, der gør den speciel og anvendelig, er, at den har taleforståelse, og den er tilsluttet internettet. Det vil sige, at den trækker på en stor backend. Jo mere du bruger den, desto klogere bliver den,« fortæller Nikolaj Rasmussen, teknologichef hos Innovation Lab. Han har arrangeret flere af talerne om fremtidens teknologi.

Mikrofabrikker

Dagen byder også på en helt ny måde at producere på, nemlig mikrofabrikker eller micro manufacturing. Damian Declercq, vice­direktør i amerikanske Local Motors, kommer og præsenterer ideerne bag firmaet.

»Local Motors er startet som crowdsource-bevægelse, hvor man deler alle ideer med hinanden. De har i dag 55.000 medlemmer i deres udviklings-community. Deres seneste udvikling er en 3D-printet bil. De printer og samler den på 48 timer,« fortæller Nikolaj Rasmussen.

Local Motors har ti produktions- og udviklingsværksteder i USA og er nu ved at etablere sig i Europa med et værksted i Berlin. Virksomheden har bl.a. udviklet en scooter til pizzakæden Domino’s og kunne gøre det langt hurtigere end tradi­tionelle bilfirmaer i kraft af de mange frivillige udviklere.

»De har bevist, at de kan udvikle væsentligt hurtigere end andre, og nogle af de frivillige udviklere har fået arbejde på baggrund af det, de har lavet for Local Motors. I øjeblikket rider de på en bølge, fordi der er meget interesse for crowdsourcing. Der kommer flere store firmaer og beder Local Motors om at udvikle noget for sig,« siger Nicolaj Rasmussen.

Perspektiver i 3D-print

3D-print er en anden stærk tendens, som vil blive taget op. Espen Sivertsen, adm. direktør og medgrundlægger af Type A Machines i San Fransisco, vil give et bud på, hvad 3D-teknologien betyder. Type A Machines fremstiller 3D-printere og printmaterialer til 3D-printere.

»Lige nu er der to modsatrettede tendenser. På den ene side er teknologien stadig forholdsvis dyr, og man har måske haft lidt for store forventninger. Mange troede, at det var en teknologi, som ville komme ud til masserne, men det er ikke sket. Men på den anden side er der store perspektiver. Der bliver hele tiden tilføjet ny funktionalitet, bl.a. kan vi nu printe med ledende materialer, og vi kan lave leddele til mennesker. Så på længere sigt kan det blive en del af manges hverdag,« forudser Nikolaj Rasmussen.

Espen Sivertsen vil fortælle sin egen historie med 3D-print og opridse de perspektiver, han ser i teknologien for industrien.

Bedre virtual reality

En anden teknologi, som er tæt på et gennembrud, er virtual reality, og her bliver der mulighed for at se og røre.

»Virtual reality bliver den næste store bølge, og det starter med Oculus Rift, som udkommer i en endelig udgave i starten af 2016. Virtual reality var fremme for mange år siden, men det blev aldrig særligt vellykket. Nu er det lavet småt og godt takket være den langt større computerkraft, vi har til rådighed i dag. Du kan opleve 360 graders video. Du kan opleve at være alle steder i verden,« siger Nikolaj Rasmussen.

Oculus Rift er et redskab til underholdning, men Nikolaj Rasmussen forudser, at virtual reality også vil vinde indpas til en række professionelle formål.

»Lad os sige, at du skulle vise mig et sted, jeg ikke kunne komme hen. Så kunne du gå rundt i et hus og kigge dig omkring med den her teknologi. Eller hvis du var arkitekt, kunne du gå rundt i et hus, som ikke var bygget, men kun tegnet,« forklarer Nikolaj Rasmussen.

»Det kaldes også en ‘empati­maskine’. Du kan forestille dig en VR-film, hvor du er med som flygtning i Syrien. Hele dit synsfelt er fyldt, og du vil få en hel anderledes fornemmelse af at være der. Det kan også bruges til undervisning – så det kan bruges inden for mange erhvervsretninger,« siger han.

Fremtidens industri

Du kan også blive klog på fremtidens industriproduktion i Danmark. Nigel F. Edmondson, direktør for MADE, Manufacturing Academy of Denmark, fortæller om, hvilke projekter MADE har i gang for at fremme dansk industriproduktion.

Der er startet flere forsknings­projekter, der skal flytte teknologiske grænser i de danske virksom­heder på tværs af brancher.

MADE er et samarbejde mellem virksomheder, universiteter og teknologiske institutter i Danmark med det formål at sikre konkurrence­dygtig produktion i Danmark.

Ingeniørforeningen vil med Tech­nomania vise flaget med et stort arrangement i Jylland.

»Vi er glade for, at IDA satser så kraftigt på et stort arrangement i Jylland. Nogle medlemmer føler ikke, at der sker så meget uden for København,« siger Ib Kongstad fra IDA Vestjylland.

»Temaet om fremtidens teknologi er rigtig vigtigt. Måske har vi selvkørende biler på vejene om fem år, og i det hele taget er de bevægelige, intelligente systemer på vej frem. Selv om vi har robotter i mange danske virksomheder, er vi generelt ikke tilstrækkeligt opmærksomme på de muligheder, de nye teknologier giver,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten