Se det ske: Forskere justerer dommedagsklokken

Hvad der i 1947 startede som en påmindelse om et forestående nukleart ragnarok, der ville ødelægge Jorden, er det såkaldte dommedagsur blevet en påmindelse om en generel mulighed for udslettelse af liv på Jorden. Ikke kun fra en nuklear krig men også fra en mulig miljømæssig eller teknologisk katastrofe.

Klokken er i øjeblikket stillet til fem minutter i 12, og styres af bestyrelsesmedlemmer i Bulletin of the Atomic Scientists ved universitetet i Chicago. Selskabet har meddelt, at klokken i eftermiddag kl. 16.00 dansk tid vil blive justeret, men har ikke oplyst i hvilken retning udviklingen vil være.

Klokken er sidst stillet i 2007, hvor den blev stillet to minutter frem.

Dommedagsuret blev første gang præsenteret på forsiden af Bulletin of the Atomic Scientists i 1947. Illustration: Bulletin of the Atomic Scientists

Dommedagsklokken har været justeret 18 gange siden 1947. Siden 1995 har klokken været rykket tættere på 12 fire gange med i alt 12 minutter. Argumenterne for den negative udvikling har blandt andet være øget oprustning, vished om at både Indien og Pakistan er i besiddelse af atomvåben, atomtruslen fra Nordkorea samt senest forskeres påpegning af en forestående klimakatastrofe.

Da klokken blev præsenteret første gang var den syv minutter i tolv, men det blev hurtigt justeret, da Sovjetunionen i 1949 testede sin første atombombe. Værst så det ud i 1953, hvor der kun var to minutter til dommedag, men udviklingen blev dog vendt i 1960, hvor forskerne blandt andet pegede på, at der var kommet en øget folkelig bevidsthed ved faren ved atomkrig.

Det største positive spring, klokken har taget, har været at rykke syv minutter tilbage. Det skete i 1991, hvor USA og Sovjetunionen indgik en strategisk nedrustningsaftale.

Klokken er to gange rykket fem minutter tættere på dommedag. Senest i 1998, hvor ikke mindst krigstrusler på begge sider af den indisk-pakistanske grænse øgede risikoen for ragnarok.

I forbindelse med streamingen af begivenheden inviterer forskerne til diskussion på deres hjemmeside http://www.turnbacktheclock.org/.

DOOMSDAY CLOCK ANNOUNCEMENT from TurnBackTheClock.org on Vimeo.

Dokumentation

Turn Back the Clock (kan være overbelastet i dagens anledning)