Se de utrolige billeder af bjergrig dværgplanet 4,8 milliarder km væk

Billedet af Plutos overflade er taget, mens New Horizons var kun 12.500 kilometer fra Plutos overflade. Illustration: NASA-JHUAPL-SwRI

Kun én dag efter New Horizons forbiflyvning af Pluto 4,8 milliarder km fra Jorden er der allerede nye billeder klar fra udkanten af Solsystemet.

Det første klare billede af Pluto blev taget 14. juli og viser en rødlig overflade med et hjerteformet område, nu uofficielt døbt Plutos store hjerte.

Læs også: Astronomer om Pluto-mission: »Det uventede er det mest spændende«

Et nyt nærbillede fra 15. juli går endnu tættere på hjertet og viser, at området er meget bjergrigt. Ud fra billederne har forskerne regnet sig frem til, at tinderne på nogle af bjergene rejser sig omkring 3.500 meter over overfladen på den isede dværgplanet.

Forskerne har også fået deres første detaljerede billede af den største af Plutos måner Charon. Den er har overrasket forskerne ved næsten ikke at have nogle kratere. Billedet er taget i en afstand af 466.000 kilometer. Illustration: Nasa

»Vi har kunnet bygge forventninger op om, hvad vi ville se ved en tæt forbiflyvning af Pluto og Charon i ni år. I dag får vi de første videnskabelige skatte samlet, og jeg kan fortælle dig, at de langt overgår de høje forventninger,« siger John Grunsfeld, der er administrator for Nasas Science Mission Directorate i Washington, i en pressemeddelelse fra Nasa.

Charon er fyldt med klipper og dale

Ud over billeder af Pluto fangede New Horizon i sin forbifart også billeder af månen Charon. Charon er Plutos største måne og blev opdaget i 1978, men ligesom Pluto har man kun haft gisninger om, hvordan der ser ud.

Læs også: New Horizons har ringet hjem: Nu venter 16 måneders download

Det nyeste billede af Charon er taget med Long Range Reconnaissance Imager (Lorri) og viser en måne, som har en del klipper og dale, der perforerer overfladen. Billedet afslører også, at månen har en kløft, der er cirka syv til ni kilometer dyb.

New Horizons er endnu ikke tæt nok på månen Hydra til at kunne levere et billede med høj opløsning. Men dette billede bekræfter, hvad forskerne havde af forestillinger om Hydra. Den er formet som en kartoffel - og altså ikke rund som Charon. Illustration: Nasa

»Det er en home run. New Horizons giver allerede fantastiske resultater. Data derfra er helt og aldeles storartede, og Pluto og Charon er virkelig smukke,« siger Alan Stern, der er forsker for New Horizons på Southwest Research Institute i Boulder, Colorado, til Nasa.

Sidst men ikke mindst sendte New Horizions også, om end noget utydeligt, et billede af den mindre måne Hydra tilbage. Billedet bekræfter forskernes formodninger om, at månen nærmest er formet som en kartoffel.

Læs også: Ny opdagelse fra rumsonde: Pluto er større end forventet

Du kan i linket her se en animation med billeder af Pluto taget siden 1996.

Emner : Planeter