Det lille diskrete x i teknologibetegnelsen power-to-x har indtil videre givet firmaer og forskere fri bane til at udvikle løs og se på, hvilken type brændstof x kan henvise til.
Spørgsmålet er, om fremtidens store mængder VE-strøm skal bruges til at producere brint, om vi skal køre en ekstra kemisk konvertering og omdanne brinten til flydende brændstoffer, eller om elektrolyse-processen kan springes over og gå direkte til e-metanol.
Nu skal PtX ud af laboratoriet og op i stor skala.
Ingeniørens seneste onlinebriefing går i dybden med finansieringen af PtX, hvordan distributionen af brint kan bygges, hvilken type PtX der udnytter energien bedst, og hvilke beslutninger politikerne skal tage for at sætte gang i teknologien. Se hele briefingen her med Henrik Lund Frandsen, Rasmus Bach Nielsen og Peter Vesborg under ledelse af journalist Liv Bjerg Lillevang.
Klimamål 2030 presser på, og med høj fart bevæger vi os fra eksperimenter og forsøgsanlæg til industriel skala.
I denne bevægelse fra megawatt til gigawatt skal x udpeges.
I en onlinebriefing samlede Ingeniøren repræsentanter fra forskning og produktion for at høre deres bud på løsninger og udfordringer. I den times diskussion kom eksperterne vidt omkring, med blandt andet hver deres bud på, hvor de helst ser Danmark stå med PtX i 2030.
Her får du et par verbale højdepunkter:
»Vi har muligheden for at blive førende her, fordi vi har synergien i at sidde med en sund vindmølleindustri, som vi kan sætte sammen med PtX inden for et lille land. Så jeg håber på, at i 2030 har vi fået politikerne lidt mere op af stolen med flere penge til forskere og teknologiudviklere, så vi kan være de dér fem procent bedre i virkningsgrad end kineserne. Vi skal ikke ende i den situation, vi har med solceller, hvor kineserne tager markedet.«
»Brintaktørerne har meldt ud, at de er klar til at levere 14 GW i 2030, hvilket er langt over de politisk vedtagne seks GW. Men det fordrer, at vi åbner Nordsøen endnu mere, fordi PtX skal afbalancere nettet. Men lige nu ligger der et kæmpe problem i, at vi ikke har nogen infrastruktur. Så vi, der producerer brint, har ingen sikkerhed for at kunne få brinten hen til afsætningskanalen.
»De ting, som vi ruller ud, og som vil gøre en forskel, det er teknologier, vi allerede har i dag. I de teknologier, vi kender, går vi fra strøm til brint og til de brændsler, vi gerne vil have. For eksempel methanol. Så jeg vil gerne slå et slag for de teknologier, som er på bedding i forskningsregi. I forskningslaboratorierne er der megen aktivitet i forsøget på at springe brinten over og gå direkte til noget, som ikke er brændsler, men som har høj værdi. Det kan være råinput til farma- eller fødevareindustrien eller den kemiske industri. Plastik osv. Vi skal også have det lange lys på.«
Det behøver ikke at være enten eller. En del af VE kan gå til brintproduktion, en anden del til en videre proces. Men fælles for dem er, at produktet skal have en lagerkapacitet, der opbygges, når der er overskud af VE. Men er brint egnet som lager?
»Det at lave strøm om til brint for så at lave det til strøm igen, det tror jeg ikke bliver nogen løsning. For du har store tab i begge ender. Du har omkring 25 procent tab i første step, og så har du 50 procent tab i næste step. Men vi kan gå andre veje. Vi kan eksempelvis lave methan eller ammoniak med en noget større virkningsgrad. Så kan vi have dem på havnene, hvor vi alligevel skal have noget lager liggende. Du kan så have en ammoniakmotor eller brændselsceller, som er gode til at håndtere ammoniak. Og der kan du få ganske høje virkningsgrader.«
»Jeg tror, vi kan blive gode til at sælge brint til den tyske stålindustri. Repower EU (Forslag fra EU- Kommissionen om at stoppe afhængighed af russiske fossile brændstoffer inden 2030, red.) var ude tidligere i år og sige, at der i 2030 er marked for at aftage 100 GW brintkapacitet i 2030. I Tyskland alene er der til at aftage 20-30 GW. Lige nu går konkurrencen på, hvem der skal levere til Tyskland. Som det ser ud lige nu, så bliver det ikke os. For der kommer ingen anlæg, før der kommer en infrastruktur, og vi kan konkurrencemæssigt ikke transportere brint i lastbiler.«
»Brint er et lille molekyle. Det er ikke så nemt at lave rørledninger, der er rigtigt tætte. Hvis du laver store rørledninger, der fører hundredvis af gigawatt fra A til B, er det velegnet. Men at lave et detailnet, som vi kender det fra naturgassystemet, er næppe praktisk. Så spørgsmålet er, hvor snittet skal ligge. Skal det være ved det enkelte biogasanlæg eller ved det enkelte bryggeri, der kan levere noget CO2? Eller er vi oppe på cementfabriksskala?«
