Science: Genredigeringsværktøj er årets videnskabelige gennembrud

Illustration: MI Grafik

Det videnskabelige tidsskrift Science har kåret genredigeringsmetoden CRISPR som Breakthrough of the Year.

Som beskrevet tidligere i Ingeniøren er den kun tre år gamle metode uhyre enkel at bruge. I år har det væltet frem med nye forskningsresultater, herunder kontroversiel forskning i Kina med menneskefostre.

Læs også: Saksen til at klippe i fostres gener er blevet en tand skarpere

Læs også: Nu kommer de første menneskefostre med redigerede gener

»Det er kun en svag overdrivelse at sige, at hvis forskerne kan drømme om en genetisk manipulation, kan CRISPR nu gøre den mulig,« skriver Science.

CRISPR har to gange tidligere været runner-up på den årlige liste fra Science. Chefredaktør Marcia McNutt skriver i sin begrundelse for, at metoden i år er kommet helt til tops:

»Vores håb er, at inden for to år vil CRISPR vil bringe samme niveau af spænding og optimisme til mange forskellige områder inden for biologi, som immunterapi (tidsskriftets Breakthrough i 2013, red.) har bragt til kræftpatienter.«

Pluto og New Horizons var læsernes favorit

Farveforskellene er øget i dette billede af Pluto for at bedre at vise forskelle på overfladen af dværgplaneten. (Foto: NASA/JHUAPL/SwRI) Illustration: Nasa

Blandt de ni runners-up finder vi bl.a. observationer og opdagelser af dværgplaneten Pluto foretaget af Nasa-sonden New Horizons, der i fuld fart passerede forbi Pluto 14. juli i år.

Læs også: Pluto er endnu vildere end astronomerne forventede

I afstemning på Science’s website fik Pluto endda flest stemmer og blev dermed læsernes favorit til Breakthrough of the Year. Pluto fik 35 pct. af stemmerne, CRISPR blev nr. 2 med 20 pct.

Eske Willerslev runner-up internationalt, men med i projektet bag dansk nummer 1

Blandt runners-up var også danske dna-analyser af det 8.500 år gamle amerikanske skelet kendt som Kennewickmanden foretaget på Eske Willerslevs Center for GeoGenetik ved Københavns Universitet.

Analysen afgjorde endeligt, at Kennewickmanden - også kaldet The Ancient One - er meget nært relateret til nuværende nuværende indianske stammer i staten Washington på den amerikanske vestkyst.

Læs også: Danske dna-forskere: Den 8.500 år gamle Kennewickmand var indianer

Disse har dermed også fået videnskabeligt bevis for, at de er direkte efterkommere af de første folk fra Asien, der krydsede Beringstrædet for mindst 15.000 år siden og siden befolkede det amerikanske kontinent.

Eske Willerslevs forskergruppe stod bag mange andre banebrydende resultater i 2015 og indgik bl.a. i den store danske undersøgelse, der viste, at Egtvedpigen er af tysk herkomst.

Læs også: Det er en tysker: Egtvedpigen stammer fra Schwarzwald

Dette forskningsprojekt under ledelse af Karin Margarita Frei fra Nationalmuseet er af Ingeniøren i magasinet Året Rundt, der udkommer 18. december og udsendes sammen med papiravisen samme dag, kåret til årets største danske forskningsresultat inden for teknik og naturvidenskab. Artiklen i Året Rundt vil senere blive offentligjort her på ing.dk.