Sauer-Danfoss køber Thrige Electric

Sauer-Danfoss underskrev i går planer om at overtage lavspændingsaktiviteterne i Thrige Electric, der producerer batteridrevne motorer samt pumpe-, styre- og fremdriftssystemer til mobile køretøjer. Lavspændingsmotorerne i Thrige Electric beskæftiger 450 medarbejdere og giver en omsætning på 55 millioner Euro og har på få år udviklet sig til en af Europas største producenter af batteridrevne el-motorer til blandt andet gaffeltrucks.

Sauer-Danfoss forventer et teknologiskift fra traditionelle hydrauliske systemer til de elektrohydrauliske og vil med købet af lavspændingsaktiviteterne forberede sig på dette skift. Desuden ventes brændselsceller på sigt også at ændre det mobile hydraulikmarked.

»De batteridrevne motorer har været inde i en meget kraftig ekspansion og da Thrige Titan ikke har midlerne til den fortsatte ekspansion glæder mig, at batterimotorerne nu kan fortsætte i en ejerkreds, som har disse muligheder«, siger adm. dir Bjørn Petersen fra Thrige-Titan, der ejer Thrige Electric.

Thrige Electric producerer også dc-motorer til det industrielle marked, men disse aktiviteter og de resterende 330 medarbejdere bliver hos Thrige-Titan.