Satellitsystem til forsvaret bliver opgraderet over USA

For halvandet år siden underskrev det danske forsvar en 20-årig kontrakt med det amerikanske om, at vi må benytte deres jamming-sikrede satellitsystem WGS (Wideband Global Satcom) til militær kommunikation.

Når systemet er fuldt udbygget, skal det bestå af ti geostationære satellitter, og i sidste uge fik systemet så tilføjet endnu en satellit, så det nu er oppe på fem.

Den nye satellit skal sikre dækning over USA, da det eksisterende system er hårdt spændt for på den anden side af Jorden på grund af dækningen af de militære operationer i Afghanistan.

WGS-satellitkommunikationssystem leverer sikker kommunikation mellem det amerikanske militærs forskellige enheder og platforme såsom skibe, fly, droner og kommandocentre.

Læs også: Forsvaret skifter til jamming-sikrede supersatellitter

WGS-5-satellitten (Wideband Global Satcom 5) blev opsendt fredag med en United Launch Alliance Delta-IV-raket fra Cape Canaveral-rumcenteret i Florida. 41 minutter efter opsendelsen var satellitten sendt ind i sin geostationære overførelsesbane.

I løbet af den tidlige sommer vil teknikerne fra Boeings kontrolcenter styre satellitten ind i sin endelige geostationære position på 52,5 grader vest. Herefter vil den gennemgå en omfattende afprøvning, som strækker sig ind i næste år, inden den tages i brug.

Luke Schaub, der er chef for Wideband Satcom-divisionen i Milsatcom Systems Directorate ved Space and Missile Systems Center i Los Angeles, oplyser til Spaceflight Now, at WGS-5 tilfører systemet en række nye kapaciteter og er med til at udbrede systemets dækning til næsten af være global.

WGS-systemet erstatter det tidligere militære DSCS-system (Defense Satellite Communications System) og har en kapacitet, der er ti gange større på hver satellit. Det gør det muligt for de militære enheder at modtage og behandle data hurtigere end tidligere.

Læs også: Amerikanske tropper får gigabit-bredbånd fra satellit

De fire første WGS-satellitter befinder sig på den anden side af Jorden fra USA og er placeret strategisk mellem det østlige Atlanterhav og det vestlige Stillehav. Indtil nu har der ikke været WGS-satellitter over USA.

Satellitterne medbringer en serie styrbare spotantenner der kan rettes mod bestemte områder på Jorden og dækker X- og Ka-båndene. Samtidig kan signalerne i satellitten skifte mellem de forskellige bånd.

Boeing har netop færdiggjort WGS-6 satellitten, som er blevet sendt til Florida. Den skal opsendes til august og er primært finansieret af Australien, som også er bruger af systemet. WGS-7 til -10 er under produktion og skal opsendes i de kommende år.

USA, Canada, Danmark, Luxembourg, Holland og New Zealand har investeret i WGS-9, men vil kunne bruge alle satellitterne.