SAS kendte til 16 fejl på landingsstel

Der er ikke noget at sige til, at piloterne ombord på flyene af typen Dash-8 Q400 var bekymrede ved at gå i luften.

Ikke alene skulle de mentalt indstille sig på fejl, men ifølge teknisk direktør i Skandinavisk Tilsynskontor, Helge Torp, var den tekniske fejlrate særlig høj, og alene på landingstellet havde SAS indrapporteret 16 konkrete fejl i perioden fra 22. januar til 12. juli.

»Skandinavisk Tilsynskontor har længe været opmærksom på den høje fejlrate, men har ikke set det som et sikkerhedsmæssigt problem,« siger Helge Torp.

Skandinavisk Tilsynskontor følger hele SAS-flåden for blandt andet Statens Luftfartsvæsen.

Fejlene på Dash-8 Q400 omfatter alt fra slitage på landingsstellet til sensorer, der giver fejlmeldinger, men på intet tidspunkt har Skandinavisk Tilsynskontor fundet fejl af den type, der fik landingsstellet til at bryde sammen i Aalborg, oplyser Helge Torp. Han har derfor ikke tidligere har set grund til at holde flyene på jorden.

»Selv om der er en høj fejlhyppighed, flyver flyene sikkert, så længe fejlene bliver udbedret. Derfor har vi ikke betragtet fejlraten som et sikkerhedsmæssigt problem. Det gør vi først nu, at vi har set nogle nye og langt mere alvorlige fejl,« siger Helge Torp

Forulykket fly skulle moderniseres

Ifølge Helge Torp ligger fejlraten på Dash-8 Q400 væsentligt højere end de mål, som SAS har sat for sig selv, og derfor er flyselskabet i fuld gang med et moderniseringsprogram, der skal eliminere fejlene.

23 SAS-fly skulle blandt andet have udskiftet ledningsnettet og en række sensorer, og det forulykkede SAS-fly i Aalborg var blandt dem, som stod i kø for at blive moderniseret.

Ifølge Helge Torp er det ikke underligt, at netop flytypen Dash-8 Q400 har en høj fejlrate. Flyet er nemlig beregnet til korte distancer og er derfor udsat for mere slitage på grund af mange starter og landinger.

Samtidig er det naturligt at nye fly har mange børnesygdomme, oplyser Helge Torp.

Emner : Fly