Sandy er på kanten af en 100-års stormflod

De første 1.000 husstande på den amerikanske østkyst er allerede ramt af strømsvigt, og det bliver sandsynligvis blot værre over det kommende døgn, hvor myndighederne forventer, at 10 millioner mennesker kan blive ramt af strømsvigt.

Orkanen Sandy er så småt begyndt at vise sin kraft i området omkring New York, hvor den forventes for alvor at sætte ind mandag aften dansk tid.

Skolerne er lukket, metroens 468 stationer er lukket, og flere end 375.000 mennesker i byen er blevet bedt om at finde andre steder at være, mens orkanen er på højdepunktet. Selv Børsen er lukket, hvilket ellers meget sjældent sker.

Allerede klokken 5 mandag morgen (10 dansk tid) var vindstyrken oppe på 137 km/h og har dermed for længst passeret grænsen for, hvornår man taler om orkan frem for stærk storm. Dertil rykker den nordpå med 24 km/h, hvor den kan gøre stor skade.

Amerikanerne dækker naturligvis orkanen intensivt, for der er ikke tale om hverdagskost - selv ikke for et land, der ofte er ramt af orkaner.

Navnlig på østkysten er indbyggerne på ingen måde vant til denne slags vejrbegivenheder, og orkanen Irene, som ramte østkysten sidste år, kan ikke måle sig med denne, fortæller Alan Cope, som er meteorolog ved National Weather Service i New Jersey.

Se grafik over stormflodsområder

Orkanstødene strækker sig op mod 280 km fra orkanens øje, hvilket ifølge det amerikanske nationale orkancenter er meget usædvanligt. Selv 780 km fra centeret vil der stadig være tale om tropisk storm. Det betyder, at som orkanen bevæger sig nordpå, vil selv Canada og søerne ved staten Michigan blive berørt af storm. Derfor er der også udstedt stormflodsvarsler ved søerne.

Vandstanden ved New York, Long Island og New Jersey ventes at vokse 3,5 meter, og New Yorks borgmester har derfor valgt at beordre evakuering af mange tusinde mennesker i de mest lavtliggende områder.

Den forholdsvis lille vanddybde ud for New York gør byen ekstra følsom over for de voksende bølger. Mandag er desuden fuldmånedag, så eksperterne mener, at tidevandet kan forårsage endnu større oversvømmelser end ellers.

Et særligt problem er orkanens usædvanlige rute. Normalt vil en orkan i Atlanterhavet bevæge sig op langs kysten, hvorefter den bliver blæst ud på havet igen, hvor den taber pusten.

Sandy vil imidlertid bevæge sig vestover ind over land, og så er det, at vandet i højere grad bliver skudt ind over land, hvorved langt større arealer af bebyggede områder bliver påvirket.

Læs også: Elselskaber til amerikanerne: Forbered jer på ti dage uden strøm

Årsagen til retningsændringen er, at orkanen bliver mødt af et vedholdende højtryk ved det sydøstlige Canada og sydlige Grønland. Og orkanens lange rejse over havet, før den har nået land, har givet den mulighed for at samle rigtig meget vand sammen over det åbne hav.

Denne lidt særlige rute vil formentlig også bringe andre vejrfænomener med sig - nemlig sne, når orkanen møder den kolde, nordlige vind og henter endnu mere styrke.

Stater som Ohio og West Virginia, der ligger flere hundrede kilometer inde i landet, kan forvente op mod 60 cm sne, når den kolde luft bliver skudt ned fra nord af orkanen, fortæller Louis Uccellini, som er leder af National Centers for Environmental Prediction på det nationale vejrcenter.

Klaus H. Jacob, som forsker på Columbia Universitys Lamont-Doherty Earth Observatory, siger til New York Times, at Sandy kan være lige på nippet til at forårsage en 100-års stormflod. Men meget kan stadigvæk ændre sig, da orkanen ikke nødvendigvis opfører sig, som meteorologerne forudsiger.

»Hvis vi er heldige, bliver det ikke så slemt. Dette ville i højere grad skyldes held end forberedelse. Vi vil vide mere tirsdag morgen,« siger han til den amerikanske avis.

Dokumentation

Artikel 1 fra New York Times
Artikel 2 fra New York Times
Se grafik over oversvømmelserne fra Stevens Institute of Technology

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Klaus H. Jacob, som forsker på Columbia Universitys Lamont-Doherty Earth Observatory siger til New York Times, at Sandy kan være lige på nippet til at forårsage en 100-årsstormflod.

Siden de ikke har prøvet sådant noget før, kunne han med lige så god ret kalde det 10000-årsstormflod. De skal s'gu også altid overdrive derovre.

Chesapeak Bay bliver nok rigtig stor:

http://www.dmi.dk/dmi/saa_meget_regn_faar_...

  • 0
  • 0

Siden de ikke har prøvet sådant noget før, kunne han med lige så god ret kalde det 10000-årsstormflod.

Nej, det kunne han ikke, for der ligger et utroligt kompetent stykke statistisk arbejde bag netop "X-year event" i stormflodssammenhæng i USA. Disse klassificeringer har konsekvenser langt ind i erstatningsret og forsikringsret i USA og der er ingen der har råd til at tage let på formalismen, hvis de, som han, kunne blive offer for en erstatningssag.

  • 0
  • 0

"når orkanen møder den kolde, nordlige vind og henter endnu mere styrke. "

Så vidt jeg havde forstået, så ernærede orkaner sig af varm fugtig luft, som hentes fra havet og derefter taber pusten når den møder en koldere tør luft (f.eks over land). Jeg kan bare ikke forstå den skulle blive kraftigere af en kold vind. Men uddyb endelig, så jeg kan blive klogere.

  • 0
  • 0

Angående 100-year-event, så ramte forrige alvorlige orkan i 1938, altså mindre end 100 år tidligere. Hvis man læser historien er der mange lighedspunkter:

http://en.wikipedia.org/wiki/1938_New_Engl...

En forskel er at vejrtjenesten i 1938 ikke forudså at orkanen ramte land, men kombinationen af en tyfon og et lavtryk over Nordamerika ligner utroligt meget.

Mvh. Peter

  • 0
  • 0

Jeg kan bare ikke forstå den skulle blive kraftigere af en kold vind. Men uddyb endelig, så jeg kan blive klogere.

Det er en meget usædvanlig situation, så du er bestemt lovligt undskyldt :-)

Lidt populært sagt var der allerede en "normal" atlantisk storm under opsejling: Et lavtryk for nedadgående fra de store søer/Chicago, ville trække luft ind fra et højere luftryk over Atlanten, med kuling/storm styrke.

Istedet for "normal" atlanterhavsluft, blev det nu i stedet en tropisk hurricane der blev hevet ind over land, så istedet for en "Nor'easter" storm, får de en Frankenstorm, der har energien af dem begge tilsammen.

  • 0
  • 0

Det billede der er på forsiden lige nu er et promo billede fra filmen "The Day after Tomorrow" med en lille gang photoshop på.

  • 0
  • 0

Det billede der er på forsiden lige nu er et promo billede fra filmen "The Day after Tomorrow" med en lille gang photoshop på.

Den er sgu' godt nok flov ! - jeg røg på den og var inde for at google webcams fra NY :o(

mvh Flemming

  • 0
  • 0

Ja nogle gange går det lidt for stærkt. Vi faldt ellers over det meget illustrative billede af bølger mod frihedsgudinden fra et webcam. Men kort efter det kom på, så opdagede vi at det stammer fra en hollywood-film. Og i øvrigt en dårlig en af slagsen..... Pinligt...ja...Nu er det billede af orkanen taget af Nasa på forsiden. Men falder i over illustrative billeder, så post link her i debatten, især hvis de er tilladt at bruge uden at skulle betale store summer.

Og nej vi tror ikke på, at det her er for real - http://www.google.dk/imgres?imgurl=http://...

Mvh Thomas Djursing, jourhavende på ing.dk

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten